Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jan Beyer-Jensen
    Foto: Jan Beyer-Jensen
  • Fotograf: jesper vingtoft
    Foto: jesper vingtoft
  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin

Atlas

: Trehornet Skarnbasse overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Længde 14-22 mm. Imago er blank sort, både på over- og undersiden. Dækvingerne er kraftigt længdestribede. Hannen har tre fremadrettede horn, og hunnen har spidst fremtrukne forhjørner på forbrystet.
Trehornet Skarnbasse
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Bo Skelmose

Variation

: Hannernes horn varierer meget i størrelse, idet især små hanner ofte har lidet udviklede horn.

Forveksling

: Hunnen kan især forveksles med Skovsskarnbasse (Anoplotrupes stercorosus), som dog altid er stærkt blå på undersiden og mangler de fremtrukne forhjørner på forbrystet. Den ukyndige kan evt. forveksle hannen med Månetorbist (Copris lunaris), som dog kun har ét horn, der sidder i panden.

Udbredelse

: Arten var tidligere ganske udbredt i Jylland, og der er også meget gamle fund fra Falster og Bornholm. Efter en længere periode i 1900-tallet, hvor den kun var kendt fra 10 lokaliteter i Jylland, ser den nu igen til at være i fremgang. Det kan muligvis have sammenhæng med den store fremgang for krondyr. Desuden er hedepleje gavnligt for arten, da den foretrækker lysåbne og varme heder uden for megen trævækst. Endelig kan den øgede opmærksomhed fra naturhistorikere have været med til at opdage flere ukendte bestande. Der er i 2015 og i 2018 gjort nye fund af arten på Sjælland og Bornholm. Det kan muligvis have været eksemplarer, der er spredt fra Polen.
Trehornet Skarnbasse - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Trehornet skarnbasse ses især i vinterhalvåret, normalt fra sidst i september til midt i april. Allerede midt i februar kan der på solrige, milde dage være stor aktivitet på de gode lokaliteter. I kolde forår kan flyvetiden undtagelsesvist strække sig til starten af juni.

Tidsmæssig fordeling

af Trehornet Skarnbasse baseret på Naturbasens observationer:
Trehornet Skarnbasse - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Trehornet Skarnbasse - månedlig fordeling

Biologi

: Trehornet skarnbasse træffes især i vinterhalvåret, hvor det ellers kun er de færreste, der kigger efter insekter. Derfor kan den være noget overset i nogle egne af Jylland. Først i slutningen af september dukker de nyforvandlede, voksne skarnbasser op fra deres underjordiske puppekamre. Derfor går de straks på jagt efter gødning. Når de har opstøvet gødning fra krondyr, rådyr, harer, får eller kvæg, udgraver de sig hver deres lille spisehule i 15-20 cms dybde. Skarnbassen hjembringer nu 10-20 gødningskugler til hulen, hvor føden kan fortæres i ro og mag. Denne opfedning tager normalt en lille måneds tid, men hvis vinteren sætter tidligt ind, vil dyrene overvintre i spisehulen. Når opfedningen er overstået, kravler hannerne op af deres huler for at opsøge hunnernes huler. Denne adfærd er en fuldstændig parallel til adfærden hos andre underjordiske dyr som Mariehøneedderkop (Eresus sandaliatus) og Nordlig Fugleedderkop (Atypus affinis), hvor hannerne må på vandring for at finde hunner.

Når hannen har opstøvet en hun, finder parringen normalt sted i hunnens hule. Efter omtrent 10 minutters fornøjelse har hunnen fået nok og skubber hannen bagud. Nu skal begge køn i arbejde. I et af dansk naturhistories virkelige pragtværker, Wesenberg-Lunds bearbejdning af Wilhelms Bergøes "Fra Mark og Skov" fra 1915, står arbejdsdelingen hos Trehornet skarnbasse omtalt på følgende måde: Det går her som i ethvert velordnet Ægteskab: Konen sørger for Hjemmets indre Styrelse, mens Manden skaffer Midler dertil ved sit arbejde udenfor. Arbejdet begynder med, at hunnen straks går i gang med at udgrave en dyb mineskakt. Hun graver med forbenene og skubber materialet bagud med mellem- og bagben. Hun er dækket af en bagudvendt hårbeklædning, der gør, at det sand, som hun skubber bagud, ikke falder ned forbi hende igen. Når sandklumpen bag hende er blevet tilpas stor, vender hun sig og skubber klumpen op i en øvre, vandret sektion af skakten, et såkaldt lagerrum, hvor der efterhånden opsamles en del materiale. Nu kommer hannen hende til hjælp. Han graver sig igennem sandbunken, hvorefter han står for at skubbe sandet helt op til jordoverfladen. Her vil efterhånden ophobes en bunke, som kan nå en anselig størrelse, normalt op til 5 cm i højden og en diameter på 10-15 cm. Hvis vinteren er lun, kan man allerede midt i februar opleve, hvordan velegnede lokaliteter bliver fyldt med sådanne små "muldvarpeskud", der ofte ligger ganske tæt.

Når skakten efter 3-4 dage er mellem en halv og en hel meter dyb, graver hunnen en vandret tunnel, et børneværelse, på ca. 10 centimeters længde. Hannen hjælper stadig til med at fjerne materialet, og når hunnen endelig er ved at være færdig med at grave, parrer dyrene sig normalt igen. I enden af værelset laver hun et lille hulrum, hvori hun lægger et 5 mm langt æg. Hulrummet forsegles med ca. 1 cm sand. Hannen benytter ventetiden til at udvide lagerrummet længere oppe i systemet, så det kan rumme adskillige gødningskugler. Når hunnen er færdig med ægkammeret, kravler hun op gennem skakten, og når hun møder hannen, fortæller hun ham i utvetydige vendinger, at han godt kan komme i gang med at fremskaffe gødningspiller.

Yngleskakterne bliver oftest anlagt ved gødningen - så er der ikke så langt at fragte gødningspillerne. Både hannen og hunnerne bruger forbenene til at trække gødningen ned i skakten. Arbejdet fortsætter utrætteligt, og i løbet af et par timer kan hannen samle 20-30 gødningspiller sammen, som alle bliver anbragt i lagerrummet. Herfra transporterer hunnen pillerne ned i børneværelset. Pillerne splittes ad, og den findelte gødning anbringes nu i børneværelset, der efterhånden fyldes helt op. Når ægget klækkes i ægkammeret, og larven har kæmpet sig vej ind i værelset, er det ligesom hos de andre arter alene denne 10 cm lange gødningspølse, som udgør larvens føde.

Når gødningspølsen er færdig, forsegles børneværelset med sand, hvorefter hunnen bevæger sig nogle centimeter længere op i skakten, hvor et nyt børneværelse etableres. I en normal mineskakt vil der til sidst være etableret 3-5 ægkamre med tilhørende børneværelser. En hun kan lægge op til 20 æg i løbet af det tidlige forår, og hun vil derfor vandre op til jordoverfladen og finde et nyt sted at etablere en mineskakt.

Larvernes udvikling går ganske langsomt og varer mindst 1 år, inden forpupningen finder sted. Trehornet skarnbasse har derfor en generationstid på mindst to år. I visse tilfælde lader det endog til, at nogle larver udvikles så langsomt, at de skal bruge endnu et år. Hos Trehornet skarnbasse er der altså ikke tale om såkaldte kohorter, hvor generationerne er tydeligt adskilt fra hinanden, men derimod om overlappende generationer, hvor man på et givet år kan møde voksne dyr, der stammer fra æg lagt enten to eller tre år tidligere. Overlappende generationer er ikke en egentlig evolutionær strategi, men fænomenet har under alle omstændigheder den fordel, at effekten af ekstreme år udjævnes. Det kan betyde, at et år med dårlig forsyning af gødning eller et ugunstigt klima ikke får fatale konsekvenser for bestanden.

Det bør nævnes, at en af artens udtalte fjender er Mariehøneedderkop (Eresus sandaliatus), som virkelig tager for sig af retterne på visse lokaliteter.

Hannernes tre horn vækker naturligt megen opmærksomhed. Hornene bliver brugt til at kæmpe mod rivaliserende hanner og ikke til at skubbe gødningen med. Som beskrevet ovenfor trækker både hunnen og hannen gødningspillerne baglæns med forbenene.

Levested

: Arten lever på lysåben, tør sandjord, især i klitter eller ikke for tilgroet hedeterræn, hvor den opsøger og ernærer sig af gødning fra hjorte, kvæg, får og harer.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Bergsøe, V., 1915: Fra Mark og Skov. Bd. 1.

Hansen, V., 1925: Torbister. Danmarks Fauna. Bd. 29.

Jørum, P., 2005: Torbister. Den Danske Rødliste. www.dmu.dk

Nagstrup, I., 2015: Fremgang for Trehornet Skarnbasse (Typhaeus typhoeus) i Danmark i forhold til krondyrbestand og hedepleje. Flora og Fauna 121 (12): 41-47.

Palmer, T.J., 1978: A hornet beetle which fights. Nature 274: 583-584.

Tolsgaard, S., 2000: Danske fund af den trehornede skarnbasse, Typhaeus typhoeus (L. 1758). Flora og Fauna 106: 23-28.

De senest indberettede arter i Naturbasen: