Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Esben Pedersen
    Foto: Esben Pedersen
  • Fotograf: John  Brask
    Foto: John Brask
  • Fotograf: Tjomas Lauridsen
    Foto: Tjomas Lauridsen

Kendetegn

: Stor hornugle er en af verdens største arter af ugle.

Udseende: Kropslængde på ml. 59-73 cm og et vingefang på ml. 138-170 cm. Den er storhovedet, med store synlige øretoppe. Arten kan variere noget i fjerdragten, men typisk ses følgende: overside mørkbrun, med grove sorte pletter. Undersiden gulbrun, med mørke striber. Øjne er store og orangerøde. Flugt: magtfuld og glider på kuplede vinger.

Stemme: Meget kraftig, dyb tuden, som ved gunstige vejrforhold kan høres i en radius på op til 4 kilometer. Dens tuden kan beskrives som "bubo bubo" (lydefterlignende ord som også er dens videnskabelige navn).

Føde: Arten er ikke kræsen og tager, hvad der er i dens område af dyrisk føde, fx Ringdue, Hættemåge, Blishøne, Råge, Rotte, Pindsvin og Mosegris.

Stor Hornugle
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: John Brask

Variation

: Der findes 8 racer verden over, og en af de mest atypiske er racen ascalaphus, som er meget mindre og noget lysere. Den ses i Nordafrika og Mellemøsten.

Forveksling

: Alene størrelsen adskiller Stor hornugle fra arter i Danmark. Forveksling med den mindre Skovhornugle er dog absolut mulig.

Udbredelse

: Stor Hornugle er udbredt i stort set hele Europa helt op til trægrænsen, desuden i Asien til Stillehavet og endelig i Nordafrika.

Uglen forsvandt fra Danmark i 1800-tallet pga. jagt, ægindsamling og andre faktorer. Den genindvandrede i 1980erne fra Tyskland og Sverige, som begge steder havde genudsætningsprojekter. Alene Tyskland udsatte i perioden 1981 til 1995 flere hundrede ugler for at sikre en ny frit levende bestand.

Stor Hornugle - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten høres oftere end den ses, primært i vinterhalvåret til og med marts.

Tidsmæssig fordeling

af Stor Hornugle baseret på Naturbasens observationer:
Stor Hornugle - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Stor Hornugle - månedlig fordeling

Biologi

: Arten yngler typisk direkte på jorden, på fx skrænter i grusgrave eller i gamle rovfuglereder i ugenerede skove. Den ruger i ca. 35 dage på sine 2-4 æg.

Levested

: Stor Hornugle holder i Danmark ofte til ved grusgrave eller på lignende steder, men er også set rykke meget nærmere byerne, til fx lossepladser. Den kan også yngle i bygninger selv inde i byer, f. eks. ynglede der Stor Hornugle nær centrum af Aalborg i forladte fabriksbygninger. De senere år er der fundet flere ynglende Store Hornugler i skove.

Den er standfugl, men der er dog eksempler på, at arten kan finde på at strejfe op til 100 kilometer. Den er endnu kun konstateret ynglende i Jylland, hvor bestanden anslås til at være omkring 100 par.

Trusler

: Elledninger, vindmøller, menneskelig færden nær redested og rottegift.

Bevaringstiltag

: Man kan hjælpe arten ved at undlade menneskelig færdsel nær ynglelokaliteterne.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Mullarney m.fl. Fugle i felten 2000, Meltofte m.fl Fuglene i Danmark 2002, samt Beaman m.fl Fuglene i Europa, Nordafrika og mellemøsten 1998.

De senest indberettede arter i Naturbasen: