Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Lina  Knuth-Winterfeldt
    Foto: Lina Knuth-Winterfeldt
  • Fotograf: Conny Bruun
    Foto: Conny Bruun
  • Fotograf: Philip Francis Thomsen
    Foto: Philip Francis Thomsen

Atlas

: Havtorn overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: En rigt forgrenet, stærkt tornet busk, der sjældent bliver over 3 meter høj og kun undtagelsesvis udvikler sig til et lille træ.

Bladene er smalle, lancetformede til linjeformede; de er ret mat grågrønne på oversiden og sølvglinsende på undersiden af skjoldformede hår.

Havtorn er tvebo, dvs. med særskilte han- og hunplanter. Hanblomsterne er gulbrune, små og uanseelige og sidder i fåblomstrede rakler mellem knopskællene ved det blomstrende skuds grund, hvor der så sidder løvbladsanlæg i spidsen. Hunblomsterne sidder enkeltvis i hjørnerne af knopskællene og de nedre løvblade. Senere får hunplanterne store besætninger af de iøjnefaldende orange-kødrøde bær.

Man kan inden blomstringen se forskel på han- og hunplanter, idet de hanlige blomsterknopper er væsentligt tykkere end de hunlige.

Efter afblomstringen vokser blomsterskuddene ud til karakteristiske bladbærende kortskud.

Havtorn
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Poul Olsen

Forveksling

: Havtorn er en meget karakteristisk plante, der næppe kan forveksles med andre, i hvert fald ikke, når man betragter den tæt på.

Udbredelse

: Den havde tidligere sin hovedudbredelse ved kysterne. Nu er den også almindelig på blottet, kalkholdig mineraljord i indlandet. Havtorn har bredt sig meget de senere år.
Havtorn - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Året rundt.

Tidsmæssig fordeling

af Havtorn baseret på Naturbasens observationer:
Havtorn - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Havtorn - månedlig fordeling

Biologi

: En tvebo, buskagtig vedplante- hvis blomster bestøves med vinden, og som mangler honningkirtler og iøjnefaldende blosterblade. Frugten fremtræder som et bær, men er udviklingsmæssigt en nød omgivet og dækket af den kødfulde blomsterbund.

Frøene spredes med fugle, som æder den bærlignende frugt, hvorefter frøene efter passage i fuglenes tarmkanal stadig er spiringsdygtige.

Havtorn har også en meget effektiv vegetativ formering med rodskud - og danner ofte sammenhængende krat.

Havtorn har kvælstoffiksering med aktinomyceten Frankia, der findes i knolde på rødderne.

Kvælstoffikseringen er effektiv, men ikke helt så effektiv som de Ærteblomstredes kvælstoffiksering med Rhizobium-bakterier. Frankia er også involveret i kvælstoffiksering hos Rød-El og Porse. Aktinomyceter er (trods navnet, der kan give associationer til Svamperiget), mycelielignende, forgrenede og Gram-positive bakterier; de lever også frit i jorden.

Fordi Havtorn har kvælstoffiksering, er den konkurrencestærk i områder, hvor plantetilgængeligt N er en begrænsende faktor, f.eks. i havklitter, grusgrave, på vejskråninger, nyetablerede skrænter o.s.v. Her ser man ofte Havtorn som pionerplante.

Da Havtorn er stærkt lyskrævende, udkonkurreres den ret hurtigt, når forholdene bliver mere skyggede og næringsrige. Havtorn er formentlig også kalkelskende: voksestederne er ofte sand kalkberiget med strandskaller og kalkholdigt grus i indlandet.

Det latinske slægtsnavn Hippophäe er afledt af græsk Hippos = hest og pheos, der er en tornet halvbusk (Poterium spinosum) i omegnen af Kvæsurt (Rosenfamilien) den vokser vildt ved det østlige Middelhav. Artsnavnet Rhamnoides kommer af græsk Rhamnos, der betegner en tornet buske (jfr. Rhamnus cathartica der betegner Vrietorn).

De bærlignende frugter, som har et højt indhold af C-vitamin, har en melet, fad smag. Men der kan tilberedes en ganske velsmagende saft af dem, hvis smagskvalitet nærmest er en mellemting mellem gulerod og hindbær. De kan også syltes til marmelade m.v.

Det danske slægtsnavn Havtorn hentyder til den tornede fremtræden, og det at planten vokser ved havet. (Den er efterhånden også almindelig på passende voksesteder i indlandet).

Levested

: Lysåbne, ofte ret kalkrige voksesteder i de ydre havklitter, på kystklinter, vejskråninger, grusgrave o.s.v.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion) ISBN: 87-02-03032-2

Danmarks Vilde Planter. Skytte Christiansen, Branner og Korchs forlag 1958 ff.

De senest indberettede arter i Naturbasen: