Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
5. december 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Sædgås (Anser fabalis)
Foto: Kevin Clausen

Galleri:
Seneste billeder | adulte | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Sædgås (Anser fabalis)
Foto: Anni Nielsen


Foto/billede af Sædgås (Anser fabalis)
Foto: Jørgen Bjerring


Foto/billede af Sædgås (Anser fabalis)
Foto: Henning Larsen



 Sædgås (Anser fabalis) (læst 8285 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Andefugle (Anseriformes)
Familie: Svaner, gæs og ænder (Anatidae)

Kendetegn: Sædgås har en længde på 64- 88cm og en vægt 2,1 3,8 kg. Grundlæggende er sædgås en stor grå gås , men med meget stor størrelsesvariation.

Hoved og hals er mørkebrune, hovedet mørkest og oversiden er ligeledes brunlig med lyse fjerbræmmer, der er mest markant hos gamle fugle. Undersiden lys grålig med mørke flanker og med en tydelig lys stribe langs underkanten af den foldede vinge, der virker ret markant på den stående fugl.

Benene er kraftigt orange, og næbbet gult til orange med variende udstrækning af sort. I luften er et godt kendetegn de meget mørke vinger, der står i kontrast til en lys bug uden pletter.

Stemmen er en gakken, der bedst kan beskrives som en dyb mellemting mellem et rustent hængsel og et grisegrynt.

Variation: I udbredelsesområdet, som er hele nordpalaearctic, er 5 underarter beskrevet. Ud over nominatformen fabalis er det rossicus, johanseni, middendorffii og serrirostris. Underarterne er beskrevet ved forskelle i størrelse og næbform.

I Danmark optræder kun fabalis- skovsædgås- og rossicus tundrasædgås. Skovsædgåsen anser fabalis fabalis er i gennemgående større og mere langhalset end tundrasædgåsen anser fabalis rossicus og har et forholdsvist smalt næb, hvor tundrasædgåsen har et tykkere næb, hvor det sorte er fremheskende.

Der er dog også her meget store variationer indenfor de 2 racer. Så store at størrelse og næbform i sig selv ikke er nok til en sikker racebestemmelse. Det bedste kendetegn i felten er, at tundrasædgåsen virker mere tung fortil. Næb, hoved og hals er kraftigere i forhold til kroppen. Skovsædgåsen virker slankere, også selvom individerne er små med forholdsvis korte næb.

Underarter:
Tajgasædgås (Anser fabalis fabalis)
Tundrasædgås (Anser fabalis rossicus)

Forveksling: Sædgåsen kan forvekles med både ung blisgås (anser albifrons) og kortnæbbet gås (anser brachyrhynchus). Fra den unge blisgås kendes sædgåsen på et mørkere hoved og hals, der står i større kontrast til bryst og bug samt et næb med tydelige aftegninger af orange og sort. Fra den kortnæbbede gås er det bedste kendetegn at sædgåsens vinger ikke har et lysere felt på forvingen, men virker helt mørke. Benfarven er normalt også et godt kendetegn, da benene hos den kortnæbbede er lyserøde, men hos unge sædgæs kan benfarven hos nogle individer godt være tæt på lyserød, så det sikreste kendetegn er forvingen.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Blisgås, Kortnæbbet gås

Biologi: Sædgåsen yngler først som 2 eller 3 årig og æglægningen foregår fra maj til midt i juni, jo nordligere jo senere. Fuglene er meget trofaste overfor deres redested, og mærkninger har vist at de oftest vender tilbage til præcis samme sted år efter år. Sædgåsen fælder som andre andefugle alle svingfjerene på en gang efter yngletiden og er derfor ude af stand til at flyve i 3 4 uger, og i den forbindelse foregår der et fældningstræk til forskellige fældningspladser. Efterårstrækket fra ynglepladserne foregår i september oktober. Senere og helt frem til februar foregår et træk mod vest og syd, som udløses af føde- og kuldesituationen. Forårstrækket begynder som regel i marts og varer helt frem til juni, hvor de sidste fugle ankommer til ynglepladserne i tundraområderne. Lever af planteføde.

Levested: Både tundrasædgås og skovsædgås foretrækker i vinterhalvåret dyrkede marker, som også navnet antyder. Racerne er ligesom de andre grå gæs i de senere år begyndt at foretrække høstede roemarker.

Sædgåsen træffes i Danmark hovedsageligt i Sydøstdanmark og Nordjylland. Bestanden, der træffes i Nordjylland er skovsædgæs, og mærkninger har vist, at de stammer fra svensk Lapland, og at nogle af disse gæs flyver videre til Østengland.

I Sydøstdanmark er det også først og fremmest skovsædgæs, der træffes, men der er her også en del tundrasædgæs, og andelen har været stigende de senere år. Rastepladserne i denne del af landet ses som en forlængelse af de Sydsvenske rastepladser, da der i kolde vintre sker en bevægelse fra Sydsverige til Sydøstdanmark.

Sædgæssene overnatter i søer eller ved lavvandede kyster.

Udbredelse: Skovsædgåsen yngler i skovbæltet i Skandinavien og ind i det vestlige Rusland i skovmoser, ved vandhuller, søer og vandløb,og overvinterer i Sydsverige, Danmark, Tyskland, Holland og England. Tundrasædgåsen yngler, som navnet antyder, hovedsageligt på tundraen fra det vestlige Rusland østpå til Taimyr halvøen og overvintrer i Europa hovedsageligt i Øst- og Centraleuropa samt Holland og Tyskland.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Sædgås.

Hvornår ses den? I Danmark ses sædgåsen udelukkende i vinterhalvåret fra september til maj.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Niels J. Henriksen d. 01-01-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Thomas Eske Holm d. 13-11-2010.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Jesper Madsen, Gill Cracknell and Tony Fox: Goose Populations of the Western Palearctic




Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator