Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby
  • Fotograf: asger Skov Eriksen
    Foto: asger Skov Eriksen
  • Fotograf: René Hjelmbjerg
    Foto: René Hjelmbjerg

Kendetegn

: En ret kompakt lille humlebi. Dronningerne er rimeligt små (17 mm), med en sort behåring på hoved, forkrop og bagkroppens første led. Halen er rød/orange. Hårene på pollenkurven er røde/lyserøde, til tider med sorte hår indimellem. De røde hår på pollenkurven kan have sorte spidser.

Arbejderene ligner dronningerne, men kan have mørkere hår på pollenkurven.

Hannerne er meget variable og kan i den mørkeste form ligne arbejderne. Oftest er hannerne dog med indslag af lyse hår på forkroppen. Hannerne kan også have lyse hår på bagkroppens 1. og 2. led

Græshumle
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Hjalte Kjærby

Variation

: Hannerne kan som nævnt variere en del i mængden af lyse hår. De lyse hår hos hannerne er dog aldrig gule, men mere hvidlige.

Forveksling

: Kan forveksles med alle vores rødhalede arter uden gul bånd.

Hunnerne forveksles nemt med den meget almindelige stenhumle. Stenhumle hunner har dog helt sorte hår på pollenkurven, hvor græshumlen har lyst røde. Hunnerne kan også forveksles med mørke hunner af klokkehumle og lille skovhumle. Begge arter har dog sorte hår på pollenkurv. Et mere sikkert kendetegn for græshumle-hunner er formen på metatarsus (det lange fodled efter skinnebenet) på det miderste benpar. Hos græshumle er metatarsus trukket ud i en torn i enden. Hos alle de andre rødhalede arter er metatarsus afrundet. Eneste undtagelse er frugthumle, men denne art er formodentlig uddød i Danmark.

Stensnyltehumle hunner kan måske også ligne, men stensnyltehumle hunner er meget store med meget formørkede vinger. De mangler i øvrigt også pollenkurven.

Hannerne kan nok nemmest forveksles med de meget variable hanner af stensnyltehumle. Hos stensnyltehumle-hanner er bagerste skinneben, tydeligt behåret på ydersiden og ikke bredt som hos græshumle-hanner.

Hannerne kan også forvekles med stenhumle-hanner, men stenhumle-hanner har lange hår på bagerste skinneben (hår længere end bredden af skinnebenet), græshumle-hanner har kortere hår (kortere eller lig bredden af skinbebenet). Hos stenhumle-hanner er 3. antenneled ligeså langt som 5. antenneled. Hos græshumle-hanner er 3. antenneled kortere end 5. antenneled.

Endelig kan græshumlen forveksles med den mørke form af skovhumle. Skovhumle-hanner har ofte hvide totter af hår ved mellembenets hofte. De to arter kan også adskilles på formen af bagerste metatarsus. Hos skovhumle er metatarsus smal og retangulær (parallelsidet). Hos hannerne af græshumle er metatarsus bred og bliver smallere i den øvre del. Den mørke form af skovhumle er kun kendt fra Bornholm og ikke fundet i nyere tid.

Et helt sikkert kendetegn for græshumle-hanner er formen på genitialerne, som er artsspecifik. Dette gælder alle humlebiarter og det er den bedste metode til at bestemme de ofte meget variable humlebihanner.

Udbredelse

: Arten er fundet i alle distrikter undtagen Bornholm. I flere distrikter er fundene dog fra før 1975. Da arten er svær at adskille i felten, fra den meget almindelige stenhumle, må det formodes at den er underregistreret.
Græshumle - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Dronninger ses fra midten af april indtil midten af august. Hanner ses fra midten af juni og indtil midten af august, men med observationer så sent som midten af september. Arbejderne ses fra midten af maj indtil august.

Tidsmæssig fordeling

af Græshumle baseret på Naturbasens observationer:
Græshumle - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Græshumle - månedlig fordeling

Biologi

: Arten er polylektisk og ses på mange forskellige planter. Reden laves ofte over jorden i mospuder, græstuer eller ligende, gerne nær buskads. Reden konstrueres af af klippet græs og mos. Der er 50-100 arbejder i kolonien omkring klimaks i juli/august. Snyltehumlen Bombus campestris er registret som redeparasit på græshumlen.

Levested

: Findes i mange forskellige biotoper. Den er tilknyttet det åbne land, men kan også findes i haver og parker.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Amiet, F., 1996. Hymenoptera, Apidae, 1. Teil. Allgemeiner Teil, Gattungsschlüssel, die Gattungen Apis, Bombus und Psithyrus. Insecta Helvetica, Fauna 12: 1-98.

Benton, T.2006. Bumblebees. New Naturalist Series Volume: 98, Harper Collins

Dupont, Y. L. & H. B. Madsen, 2010. Humlebier. Natur og Museum 49 (1): 1-36.

Falk, S. 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Field Guides. Bloomsbury

Madsen, H. B. Schmidt, H. T. Rasmussen, C. 2016. Distriktskatalog over Danmarks bier (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelser. 83: 43-70

Rasmussen, C. Schmidt, H. T. Madsen, H. B. 2016.Distribution, phenology and host plants of Danish bees (Hymenoptera, Apoidea). Zootaxa 4212. Magnolia Press. pp. 001-100

Söderström, B. 2013. Sveriges humlor en falthandbok. Entomologiska föreningen i Stockholm

Westrich, P. 2018. Die Wildbienen Deutschlands. Ulmer-Verlag

Wind, P. & Pihl. S. (red.): Den danske rødliste. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2004-. redlist.dmu.dk

Würtz, K. Danmarks Humlebier danmarkshumlebier.blogspot.com

De senest indberettede arter i Naturbasen: