Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf:  Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen
  • Fotograf: Per  Schans Christensen
    Foto: Per Schans Christensen
  • Fotograf: Karen Studsgaard
    Foto: Karen Studsgaard

Kendetegn

: Længde 46-59 cm, vingefang 130-155 cm. Ligner Rød Glente, men er mørkere brun med KORTERE, SVAGT KLØFTET HALE (lige afskåret når den spredes) og bredere vinger. HAR IKKE Rød Glentes VARMT RØDE FARVER. Har parallelle vingekanter.

Bestemmes lettest i flugten. Er som flere af de andre mellemstore rovfugle ikke særlig karakteristisk, når den sidder. Men – siddende fugle er mørke med et lysere hoved. Det er gråt hos adulte fugle og lyst gulligt hos juvenile. Hos Sort Glente når vingerne spidsen af halen – hos Rød Glente ligger vingespidsen tydeligt inden for halespidsen.

*

Adult har ENSARTET MØRKEBRUN UNDERSIDE, blot med lidt lysere felt på hånden. Oversiden er mørk med LYST GULBRUNT FELT MIDT PÅ VINGEN og gråligt hoved med mørk maske. Brystet har mørke længdestriber, og undergumpen er mørk (tydelig mod lys underside af halen). Næbbet er gult med mørk spids. Øjet er lysegult.

Juvenile har lysere felt på håndens underside, lysere krop og på oversiden lyst bånd på spidser af store armdækfjer. Mørk ”røvermaske”. Har diffust lysere bagryg. Øjet er gråbrunt. Adult dragt anlægges på ca. 2 år. Har brune øjne til alder af ca. 5 år.

*

Flyver mere vågeagtigt end Rød Glente. Kredser/glider på plane vinger og let sænket hånd. Flugten er let, lidt svajende og halen drejes hyppigt.

Stemme: På yngleplads høres et vrinskende og mågeagtigt skrig. Et spoveagtigt ”kyiii-y’-y’” kan overgå i latter.

JIZZ: Musvågestor, gråbrun fugl uden varme farver, med svagt kløftet (eller lige afskåret) hale – kan muligvis være Sort Glente.

Sort Glente
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Bent Odgaard

Variation

: Hybrider med Rød Glente har lidt dybere halekløft; dragt ligner afbleget Rød Glentes.

Har hybridiseret med Musvåge (Italien 1996).

Forveksling

: Rød Glente. Sort Glente har relativt kortere vinger og hale, bredere hånd (der har 6 synlige håndsvingsfjer, mens Rød Glente har 5) og gråbrun overhale. Rød Glentes hale er altid afstikkende rød i forhold til de mørkere svingfjer.

Kan forveksles med en brun Rørhøg, som har anderledes vingestilling og haleform – den mangler desuden lyst ”vindue” på håndsvingfjerene.

Svær at kende fra mørk Dværgørn. Ses halekløften ikke, eller mangler den grundet fældning eller slid, kan Sort Glente forveksles med Dværgørn, der dog har lyst U på overgumpen, lille, hvid plet ved vingefæstet samt kraftigere hoved.

Udbredelse

: Yngler ikke i Danmark (bortset fra ét forsøg i 1878). Her ses årligt en 70-90 stykker, fortrinsvis i den sydlige og østlige del af landet. Er desuden fast forårsgæst ved Skagen. Har i N-Sverige ynglet 2 gange i 1976-88.
Sort Glente - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I Danmark en sjælden træk- og sommergæst, mest primo april – medio juni (hyppigst i maj og ved sydlige og østlige vindforhold). Sommerobservationer er mere sjældne, ligesom iagttagelser af fugle på efterårstræk i månederne aug-nov.

De europæiske sorte glenter er trækfugle, hvis vinterkvarter i hovedsagen ligger i Afrika syd for Sahara. Enkelte ses dog i Sydeuropa året rundt.

*

Bestanden i Europa er i størrelsesordenen 83-000-145.000 par. Tyngdepunkterne er i Tyskland, Schweitz, Frankrig, Spanien samt Rusland.

"Udviklingen af bestanden af Sort Glente i Europa indtager en særstilling. Den store nedskydningskampagne fra ca. 1750 til 1950 medførte naturligvis som hos andre arter en markant udtynding af bestanden. Men i al fald fra ca. 1850 kunne man lokalt også opleve en udvidelse af yngleområdet. At en art under sådanne forhold kan ekspandere, er bemærkelsesværdigt og må betyde, at den (ud over forfølgelsen) havde særdeles fine livsbetingelser. Arten kan trives meget tæt op ad mennesker og er nærmest altædende.

Fra 1950 aftager nedskydningen mærkbart i størstedelen af Europa, men alligevel oplever man næsten overalt en tydelig nedgang. Selv om det ikke er bevist, er det nærliggende også for denne art at kæde den negative udvikling sammen med den uhæmmede brug af miljøgifte netop i 1950’erne og 60’erne.

Fra ca. 1970 kom der i Vesteuropa mere styr på anvendelsen af miljøgifte, og dette i forbindelse med en mere positiv holdning til rovfuglene betød i perioden 1970-1990 fremgang for arten i flere vesteuropæiske lande. Men det generelle billede af artens situation i dag er ikke positiv. De fleste lande melder om tilbagegang. Sort Glente går meget tit på ådsler og den markante tilbagegang i mange lande skyldes formentlig den fortsatte og endda i visse lande stigende udlægning af forgiftede ådsler. Desuden foregår der i mange syd- og østeuropæiske lande stadig en ulovlig nedskydning af rovfugle. Tilbagegangen i Østeuropa kan måske også forklares ud fra stærkt forurenede vandløb, samt masseturisme ved yngle- og fourageringspladserne." (Citat: Rovfuglene i Europa v/Génsbøl, Gyldendal 2004)

Tidsmæssig fordeling

af Sort Glente baseret på Naturbasens observationer:
Sort Glente - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sort Glente - månedlig fordeling

Biologi

: Yngler i åbne landskaber med spredte træer, tit nær bebyggelse. Reden findes normalt 3-30 m oppe i et træ, sjældnere på klipper eller bygninger. Yngler kolonivis enkelte steder.

Æglægning fra midt i april til midt i maj, men kan være meget senere i syd. Normalt 2-3 æg. Kun eller overvejende hunnen ruger, i 38 dage. Hannen bringer føde. Ungerne får fjer efter 30 dage, forlader selve reden efter 40-42 dage og flyver umiddelbart efter. De bliver flere uger i nærheden.

Levested

: Sydpå almindelig i åbent terræn, ofte nær vand. I flokke ved byer og lossepladser, hvor de som ådselædere afløser eller supplerer gribbe. Kan tage fisk. En af verdens mest udbredte og talrige rovfugle; i Delhi i Indien har man således talt 2.400 ynglepar – svarende til 16 par pr. kvadratkilometer.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L & R 2004.

Europas fugle v/Peterson m.fl., Gad 1993.

De senest indberettede arter i Naturbasen: