Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen
  • Fotograf: Pia Odgaard
    Foto: Pia Odgaard
  • Fotograf: Wolle Badura
    Foto: Wolle Badura

Kendetegn

: Længde 13½-15 cm, vingefang 28½-31½ cm. En meget lille, lidt plump og kortbenet ryle med langstrakt kropsform (halen går lidt ud bag vingespidsen). Næsten lige så lille som Dværgryle, men er mere mat i farverne, således at den virker nærmest brungrå med enkelte mere gyldne skulderfjer i yngledragten. Kendes i alle dragter fra Dværgryle på lysere, grønlige ben og hvide halesider. Næb let buet.

Ligner på mange måder en lille Mudderklire, især i den klippende, kastvise flugt. Har i flugten svage, hvide vingebånd; undervingen har hvid midte og mørke tegninger, der kan ligne Mudderklirens.

Sommerdragten er grålig. Oversiden har et varierende antal sorte fjer med gulbrune kanter; hoved og bryst er fint striber i gulbrunt (her er Dværgrylen rødbrun). Har ofte tydelig, lys øjenring.

I vinterdragten (aug./okt.-marts/april) bliver den ret ensfarvet grå, dog med tydelig hvid bug. Her er det grålige bryst et godt kendetegn.

Ungfuglen har en olivengrå farve og kendes også på vingeoversidens smalle, gulbrune fjerkanter.

Temmincksrylen er en af de få danske fuglearter, der har fået navn efter en person. Andre er Sabinemåge og Stellersand. C.J. Temminck var hollandsk zoolog.

*

Normalt optræder Temmincksrylen under trækket alene eller i småselskaber på 2-5 fugle. På gode lokaliteter (f.eks. flere steder i Limfjorden) kan der undtagelsesvis ses større forsamlinger på 10-50, fortrinsvis om foråret. I reglen blander den sig ikke med andre arter.

Fuglen er ret tillidsfuld og kan ofte ses på få meters afstand. Skræmmer man den op, stiger den hurtigt og rykvist til vejrs; Dværgryle flyver normalt væk langs vandoverfladen.

Den er af temperament ikke så aktiv under fouragering som andre ryler og går gerne i en lidt sammenkrøbet, vandret stilling.

Stemme: Kaldet er et karakteristisk ringende ”tirr”, ofte forlænget til en mere eller mindre vedholdende trille.

*

JIZZ: En dværgrylestor vader, som søger føde i foroverbøjet stilling med bøjede ben og langsommere bevægelser end Dværgryle – kan være Temmincksryle.

Temmincksryle
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Erik Røjgaard

Variation

: Hybrider med Dværgryle er kendt.

Forveksling

: Dværgryle.

De eneste andre småryler med lyse ben er de sjældne Amerikansk Dværgryle og Langtået Ryle, der begge har tydeligt mørkstribet overside. De lidt større Bairdsryle og Hvidrygget Ryle er endnu mere langstrakte, har mørke ben og tydeligt skællet overside.

Udbredelse

: Ud over de under ”Levested” nævnte steder, yngler fuglen fåtalligt i Skotland samt østover, hovedsagelig på tundraen, gennem Rusland til Stillehavet.
Temmincksryle - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Forårstræk ses i Danmark primo/ultimo maj – efterårstræk primo juli/ultimo sept. Med kulmination for ad. fugle medio juli/primo aug. - og for juv. medio aug./medio sept.

Vinterkvartererne ligger i Afrika, sekundært i Middelhavslandene.

Tidsmæssig fordeling

af Temmincksryle baseret på Naturbasens observationer:
Temmincksryle - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Temmincksryle - månedlig fordeling

Biologi

: Rede i tue, ofte i pilebusk på fugtig grund.

Yngler første gang 1-3 år gammel. Hunnen lægger 1-3 kuld pr. år. Kuld nr. et udruger hannen, kuld nr. to hunnen eller evt. en ny han; af og til udruger hunnen så selv et kuld nr. tre. Rugetiden er 21-22 dage. Ungerne er flyvefærdige 15-18 dage gamle.

Lever helt overvejende af diverse smådyr, som under trækket samles på bredden nær vandlinien.

Levested

: Yngler ikke i Danmark, men (visse steder almindeligt) i de skandinaviske fjeldegne fra den øverste del af nåleskovszonen og op i lavzonen, samt ved kysten af det nordlige Norge og Sverige. Den typiske yngleplads ligger ved åer og søer med svingende vandstand på steder med sten, sand og sparsom vegetation. Kan derfor have en stor bestand ved regulerede vandløb. Svensk bestand: 6.500 par, norsk: 3.000-10.000 par, finsk: 2.000 par.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fuglene i Danmark v/Meltofte og Fjeldså, Gyldendal 2002.

Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L&R 2004.

Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v/Beaman m.fl., Gad 1998.

De senest indberettede arter i Naturbasen: