Spids Øjentrøst (Euphrasia stricta var. stricta) (læst 1772 gange)
Klasse: Tokimbladede planter (Magnoliopsida) Orden: Læbeblomstordenen (Lamiales) Familie: Gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae)
Kendetegn: Bladene er græsgrønne, modsatte og i reglen glatte. Stænglen er med sidegrene og krushåret/korthåret, men uden kirtelhår.
Dækblade og bægre er uden stilkede kirtelhår, men ofte med talrige siddende, mørke kirtler. Kronen er lyslilla og 7-10 mm. lang.
Variation: Sidegrenenes længde varierer med sæsonen: planter, der blomster sidst på sæsonen har i reglen væsentligt længere sidegrene end planter, der blomster først på sæsonen.
Behåringen og bladformen kan variere.
Hybrider mellem arterne forekommer og kan vanskeliggøre bestemmelsen.
Forveksling: Slægten Øjentrøst er karakteristisk nok, men adskillelsen af de enkelte arter og former er ofte vanskelig. Man er nødt til at anvende en bestemmelsesnøgle, som f.eks. den i Dansk Feltflora eller konferere Den Ny Nordiske Flora meget tæt. Bladformen er en vanskelige karakter, som skal bruges med varsomhed.
Især adskillelsen af Kirtel-, Kort- og Spids Øjentrøst kan volde vanskeligheder.
Øjentrøst kan sætte frø ved selvbefrugtning; og de forskellige formers status skal derfor tages med forbehold. Det følgende er en kort gennemgang af, hvad man traditionelt har anset for arter:
Vi har 7-8 arter og/eller former i Danmark:
Spids Øjentrøst: Se artsbeskrivelsen ovenfor: Glatte blade, lyslilla blomst, korthåret stængel, ingen stilkede kirtelhår.
Kirtel-Øjentrøst: Som Spids Øjentrøst, men med stilkede kirtler (nogle gange kun få) på dækblade og bæger, og undertiden også på bladene.
Kort Øjentrøst: Blade og stængel langhårede. Stænglen kraftig, sidegrene i reglen korte.
Kalk-Øjentrøst: Lange stilkede kirtelhår, store, over 1 cm. lange blomster. Sandsynligvis uddød i Danmark.
Klit-Øjentrøst: Lille plante. Stængel, blade og bægre dunhårede og kirtelhårede. Endemisk for Danmark; kun få steder i Nordjylland, bl.a. på Bulbjerg.
Nordisk Øjentrøst: Korte stængelled, rigt grenet. Blade uden kirtelhår, butte, bladtænder butte. Lavninger i klitter og strandenge. Vanskeligt bestemmelig art. Nord- og Østjylland. Endemisk.
Lyng-Øjentrøst: Spinkel, langledet plante med rødbrun, skinnende stængel og små blade. Violetblå blomster (kan nogle gange være hvide). Ret almindelig i hedeegne.
Spinkel Øjentrøst: Spinkel og fågrenet, oftest med blivende kimblade. Butte bladtænder. Lyslilla blomst. Ofte enkelte kirtelhår på støttebladenes underside. Krone ret stor: ca.10 mm.
Biologi: Enårig halvsnylter. Den har selvstændig fotosyntese, men supplerer ernæringen ved at snylte på andre urter, ofte græsser.
Levested: Ikke for næringsrige, lysåbne lokaliteter med spredt vegetation, ofte områder med et vist kalkpræg. Som ret sentblomstrende enårig plante kan den ikke konkurrere i tæt, sluttet urtevegetation.
Typiske steder er: vejkanter, militære områder, grusgrave, græssede overdrev og sandede kystområder.
Udbredelse: Den er ret almindelig i Danmark, og sikkert den almindeligste øjentrøst øst for Storebælt.
Se kort.
Hvornår ses den? Medio juli-september.
Se månedlig fordeling.
Status: Arten er almindelig i Danmark [?]
Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 04-03-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Lene Kjær Hansen d. 17-02-2009. Se historik. Litteratur brugt til denne beskrivelse: Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)
Dansk Feltflora (bestemmelsesnøgle, som skal bruges med forsigtighed). |