Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
25. september 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Rødben (Tringa totanus)
Foto: Peter Nielsen

Galleri:
Seneste billeder | adulte | juvenile | pullus | æg | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Rødben (Tringa totanus)
Foto: Henny Filbert


Foto/billede af Rødben (Tringa totanus)
Foto: Lars Christensen


Foto/billede af Rødben (Tringa totanus)
Foto: Ole Hetland



 Rødben (Tringa totanus) (læst 6129 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Mågevadefugle (Charadriiformes)
Familie: Sneppefugle (Scolopacidae)

Kendetegn: Rødben har en længde på 24-28 cm, heraf næb 4 cm, og et vingefang på 45-53 cm. Det er en af de mest almindelige ynglende vadefuglearter i Danmark, især ved kysterne, hvor den træffes på strandenge og omkring strandsøer. Den er større, slankere og mere langbenet end Almindelig Ryle. Kendes i alle dragter på orangerøde ben (ungfugle: orangegule) og på bred hvid vingebagkant. I sommerdragt er den rødbrun til grå på oversiden med brunsorte streger og tværstriber, har tætte mørke striber på hals, bryst og flanker, er hvid på bugen og har gråbrunt hoved med hvid øjenring og kort, utydelig øjenbrynstribe; næbbet har tydelig rød basis.

I vinterdragt bliver den jævnt grå på oversiden, hvid under, og får tydeligere øjenbrynstribe.

Ungfugle ligner fugle i sommerdragt, men har smalle, gulbrune fjerkanter på ryg og bryst, mere ensfarvet, lys bug, blegere ben og mindre rødt på næbbet.

I flugt ses bred, hvid vingebagkant, hvid overgump, som strækker sig i en spids op på ryggen og tværstribet hvid hale. Mere kompakt end andre klirer, højst tåspidserne rager ud bag halen. På ynglepladsen urolig og konstant kaldende. Ses i bueformet territorieflugt med hængende, dirrende vinger ivrigt syngende. Rejser vingerne et par sekunder ved landing som for at vise de hvide undervinger.

Stemme: I flugt høres et to- eller tredelt fløjt tjy-hy eller tjy-hyhy med tryk på første stavelse. Sangen er et hurtigt gentaget kly.

Variation: Siden 1930erne er større antal Islandsk Rødben (Tringa totanus robusta), som udgør en speciel race, begyndt at overvintre her i landet. De er lidt større end vore egne Rødben, og de er tydeligt mørkere i fjerdragten. De opholder sig også nogle andre steder end de Rødben, vi ellers ser her i landet. Hvor Rødben normalt foretrækker mudrede vige og andre vådområder (slikvader) med blød bund, ses de islandske fugle mest på sandede og stenede eksponerede kyster. Dette hænger bl.a. sammen med, at saltvand og bølgeslag holder kysten mere eller mindre isfri sådanne steder, og at der derfor er føde at hente i form af tanglopper, orm og andre smådyr. De islandske Rødben ankommer fra sidst i juli og trækker bort igen sidst i april.

Underarter:
Islandsk Rødben (Tringa totanus robusta)

Forveksling: Rødben kan forveksles med Sortklire som har ensfarvede vingeoversider (hånd lidt mørkere end arm) og kraftigere krop. Har desuden længere næb end Rødben. Rødt på næbbet er begrænset til basis af undernæbbet. De lange ben rager tydeligt ud bag halen (- kan dog flyve med indtrukne ben, og ligner da en stor bekkasin).

I felthåndbogen kan du læse mere om: Sortklire

Biologi: Arten yngler normalt første gang 1-2 år gammel. Danner tilsyneladende ofte par for livet. Reden anbringes gerne i ret tæt græs. De 4 æg lægges her i landet fra midt i april og udruges af både han og hun på 24 dage. Ungerne er flyvefærdige på 25-35 dage.

Enkelte Rødben har opnået en ganske høj alder (for fugle af denne størrelse). Den længstlevende danske Rødben blev mindst 26 år og 10 måneder. Fuglen blev mærket som voksen i sommeren 1959 og fundet i Spanien i maj 1985.

Lever fortrinsvis af krebsdyr, dyndsnegle og leddyr i indlandet mest af regnorme og insektlarver.

Levested: Rødben yngler på fugtige strandenge, heder og på enge ved søer og åer. På træk og om vinteren ses arten overalt i Danmark langs de fladvandede kyster.

Udbredelse: Vidt udbredt i Norden. I Danmark yngler 10-15.000 par, i Sverige 10-20.000 par, i Norge 40-80.000 par, i Finland 8.000 par, i Island 50-100.000 par. Herudover yngler arten i samtlige andre europæiske lande plus Tunesien samt i store dele af Asien.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Rødben.

Hvornår ses den? De skandinaviske Rødben er trækfugle med vinterkvarter i Vesteuropa, Middelhavsområdet og Afrika. Masser af Rødben passerer Danmark under trækket. De ankommer om foråret fra midt i marts, og gennemtrækkende fugle kan ses til først i maj. Efterårstrækket er noget større. De første fugle ses allerede først i juli, og de sidste forlader Danmark midt i oktober.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Anni & Peter Nielsen d. 06-08-2008. Beskrivelsen er senest redigeret af Thomas Eske Holm d. 05-11-2010.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L&R 2000.

Nordens fugle v/Génsbøl, Gyldendal 2006.

Fuglene i Danmark v/Meltofte, Gyldendal 2002.

Dansk Trækfugleatlas, Forlaget Rhodos & Zoologisk Museum, 2006.





Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator