Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Philippe Provencal
    Foto: Philippe Provencal
  • Fotograf: Jannik Stokholm
    Foto: Jannik Stokholm
  • Fotograf: Ole Bidstrup
    Foto: Ole Bidstrup

Atlas

: Bøg overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: I sluttet skov bliver den under gunstige betingelser et op til 45 meter højt træ. Fritstående bøge bliver næppe over 20 meter høje. Bøgen har langt op i alderen glat, skinnende grå bark. Grenene har bladene udbredte i et plan som en tilpasning til optimal udnyttelse af lyset, da bøgen er et skyggetræ, der kan spire og gro i sluttet skov. Knopperne er indtil 2 cm lange, smalle, spidse og sidder i 2 rækker. Blade og blomsterstilke er silkehårede som unge, som ældre helt eller næsten glatte. Bladpladen er sædvanligvis 5-8 cm, elliptisk til ægformet og svagt savtakket; den er mørkegrøn og glinsende på oversiden, grågrøn på undersiden. Bognødden er 10-17 mm, 3-kantet og brunglinsende og siddende parvis i en 4-fliget, vedagtig skål, der er lodden af grove hår eller børster. Bøgen er sambo, dvs. med særskilte han- og hunblomster på samme plante.. Hanblomsterne sidder mange sammen i kugleformede stande på et par cm lange stilke, hunblomsterne sidder 2 sammen.

Bognødden er velsmagende og smager af marcipan, men man skal ikke spise alt for mange af dem, da de indeholder lidt blåsyre.

Der findes flere iøjnefaldende arvelige variationer. Kendt er blodbøg, hvor bladenes røde farve skyldes en arveligt betinget ophobning af et rødt nedbrydningsprodukt af grønkornenes klorofyl. Vrange bøge har vredet, bugtet stamme og lav vækst. Fasanbøge har ret lav vækst, mange hængende og filtrede grene. Bregnebøg er en variation med iøjnefaldende fligede blade.

Bøg
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ole Bidstrup

Variation

: Der er stor variation i højden og kronens form efter vækstmiljøet.

Forveksling

: Den eneste reelle forvekslingsmulighed blandt vildtvoksende planter i Danmark er Avnbøg, som især ligner meget på barken. Men bladløse avnbøg kan da i reglen kendes på, at deres bark har kraftige, langsgående kamme. På bladløse grene har bladaret under knoppen spor efter 3 karstrenge hos Avnbøg, kun efter 1 karstreng hos bøg. Bladene hos Avnbøg er skarpt dobbelt savtakkede, hos bøg er de svagt savtakkede til næsten helrandede. Avnbøgens blade er tydeligt plicerede (foldet efter strengene), hvor bøgens blade er plane og næsten uden sådanne folder. www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse

Nogle arter af Sydbøg Notofagus plantes og trives i parker etc. i Danmark. Således Antarktisk Sydbøg (N. antarctica) og Dombeys Sydbøg (N. dombeyi). De har mindre og meget mere læderagtige blade, som er skarpt savtakkede og mørkegrønne. De ligner ikke bøg særligt meget ud over i navnet, skønt de er i samme familie og forholdsvis tæt beslægtede med bøg.

Orientalsk Bøg (F. orientalis) ligner vores bøg en del, men har rhombeformede blade med smal kileformet grund og flere bladnerver end Bøg (7-12 par); den ses udplantet i parker etc.

Udbredelse

: Meget almindeligt plantet og selvsået i vore skove. Bøgen tåler ikke meget kolde vintre og går ikke så langt mod nord og øst i Europa som Stilk-Eg.
Bøg - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Året rundt. Bøgens løvspring indtræffer sædvanligvis ca. en uge ind i maj, men der er store individuelle variationer, og man kan undertiden finde helt eller delvis udsprungne bøge fra ca. 20. april. Uspringstidspunktet hænger givetvis sammen med proveniensen, idet bøge, som stammer fra sydlige lande som Holland og Schweitz har et formodentligt arveligt betinget tidligere udspring end de oprindelige danske provenienser.

Tidsmæssig fordeling

af Bøg baseret på Naturbasens observationer:
Bøg - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Bøg - månedlig fordeling

Biologi

: Et stort, mangeårigt træ, som er enbo med særskilte han- og hunblomster på samme plante. Hunblomsterne bestøves ved hjælp af vinden.

Frøene spredes med pattedyr og fugle, især mus, egern og skovskader, men også andre kragefugle.

Når en mus samler vinterforråd af bognødder i sit underjordiske bo, og glemmer placeringen eller bliver ædt af et rovdyr, så ingen kender boet så kan bognødderne spire frem til en tæt samling af nye bøge, hvor stammerne evt. vokser sammen med tiden; dette kaldes en musebøg og er et spektakulært og ikke særligt sjældent fænomen. Iøjnefaldende eksempler på musebøge findes bl.a. i Jægersborg Dyrehave, men kan også ses i mange andre ekstensivt drevne skove. (Man kan også se fænomenet hos Vinter-Eg og Stilk-Eg).

Især skovskader kan flyve langt med bognødder og olden, som de så nu og da taber undervejs, og dermed være årsagen til at bøgen og egen indfinder sig på småøer langt fra land.

Bøgens højdevækst er i reglen afsluttet omkring 120-års alderen, men den kan blive op til 400 år gammel, næppe ældre.

I praksis dør gamle bøge næsten altid, fordi de er inficeret af Fyrsvamp, over for hvilken deres modstandskraft svækkes. Man har fundet ud af, at så at sige alle bøge er inficeret med Fyrsvamp, men så længe træet er stærkt og livskraftigt er det ikke noget problem for træet. Først når det bliver gammelt og svækket, kan fyrsvampen få overtaget og begynde at danne frugtlegemer og nedbryde træet for alvor. Om Fyrsvamp, se: www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse

Den begynder sædvanligvis at sætte frugt omkring 60-års alderen; men der er en vis individuel variation, og man kan undertiden se frøsætning fra ca. 25-års alderen. Frøsætningens omfang varierer fra år til år. I såkaldte oldenår er den ekstra rigelig. Årsagerne til oldenår er især varme somre, hvor der udvikles ekstra mange blomsteranlæg, der kommer til udvikling det efterfølgende år. Oldenår indtræder ret uregelmæssigt, men ofte med 5-8 års mellemrum. Man har dog undertiden oplevet flere oldenår i træk. Frugterne modner i oktober og falder af omkring løvfald.

Bøgen kan spire og gro i skygge. Den kræver faktisk et skovmiljø med læ osv. for at kun udvikle sig, og den kan ikke som Stilk-Eg og Vinter-Eg spire på bar mark og mineraljord.

Bøgen er konkurrencestærk over for egen på middelgod og letmuldet skovjord, men ikke på stærkt leret hhv. sandet jord.

Den kom til Danmark i yngre Stenalder ca. 2500 år f. Kr., men dens udbredelse ser ud til først at have taget til for alvor fra begyndelsen af Jernalderen ca. 400 år f. Kr., hvor den blev begunstiget i forhold til egen af et mere fugtigt og køligt klima, og måske også af menneskets udnyttelse af egen.

Bøgen har vid anvendelse som gavntræ. Bognødderne har været brugt til at lave marcipanerstatning af før i tiden og bl.a. under 2. Verdenskrig.

I ældre tider var bog (bognødder) sammen med olden (egens nøddefrugter) et vigtigt fødeemne for bøndernes svin, der blev sluppet på olden i skovene, hvor de var med til at hindre opvækst af ny skov og kraftigt med til at forårsage den datidige forarmelse af de danske skove.

Bog og olden er stadig en vigtig fødekilde for mus, egern, kragefugle og hjortevildt om vinteren.

Bøgen er en af vores vigtigste mykorrhizadannere, og især ældre bøgeskov på mager bund kan have en meget artsrig funga. Døde og døende bøgetræer er også værter for mange vedlevende svampe. Bøgens bark er ret sur, hvilket giver en speciel funga der.

Bøgen har et rigt dyreliv af især insekter knyttet til sig, men ikke så rigt som egens, der et biologisk og udviklingsmæssigt "ældre" træ.

Bøgen har som Rød-Gran (men i modsætning til bl.a. Stilk-Eg, Vinter-Eg, Ask og Ahorn) en tydelig tendens til at fremme udvikling af morbund. Gammel bøgeskov har ofte meget Bølget Bunke i bunden, og på sandet bund kan der endog komme Blåbær, Hedelyng, Almindelig Ulvefod m.fl.

Når man planter bøgeskov som ny skov, f.eks. i Vestskoven vest for København, er man nødt til at plante ammetræer først for at sikre et passende skovmiljø med læ o.s.v. for de opvoksende små bøgetræer. Ammetræerne er ofte Rød-El og Fugle-Kirsebær. Eg kan man derimod plante på bar mark

I øvrigt er bøgens kulturhistoriske betydning særdeles stor. "Bogstaver" er således oprindeligt tegn indridset på bøgeplader el. l. Og "bog" og "bøg" er oprindeligt samme ord. "Stav" er "lodret skrifttegn", altså "bogstav" = "lodret skrifttegn på bøgeplade". Ifølge romerske beretninger om germanerne fra nogle hundrede år efter Kristi fødsel, så ridsede de tegn ind på bøgeplader, altså datidens bøger.

Slægtsnavnet "Fagus" det det gamle latinske navn for Bøg, og artsnavnet "silvatica" betyder "voksende i skov".

Levested

: Primært i skov, men enkeltstående individer kan træffes overalt. Fritstående træer og smågrupper af bøg er ofte rester af ældre skovbevoksninger, skovplantninger eller træer, der har stået i gamle, nu nedlagte haver.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Danmarks Vilde Planter, Skytte-Christiansen, Branner og Kock 1964 ff.

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion), Signe Frederiksen har behandlet græsfamilien, Gyldendal 2006,ISBN 87-02-03032-2.

Træer i Danmark og øvrige Nordeuropa 1-2, på dansk ved Søren Ødum, Forlaget Danmark 1983, ISBN 87-15-07-683-2 (om Sydbøg etc.)

De senest indberettede arter i Naturbasen: