Tornfrøet Hornblad (Ceratophyllum demersum) (læst 2366 gange)
Klasse: Tokimbladede planter (Magnoliopsida) Orden: Åkandeordenen (Nymphaeales) Familie: Hornbladfamilien (Ceratophyllaceae)
Kendetegn: Mørk eller grågrøn vandplante med ret stive skud. Bladene er 1-2 (-3) cm lange og 1-2 gange gaffeldelte og med tydeligt tandede flige.
Nødden er 3,5-5,5 mm og ofte kirtelprikket (ikke vortet som hos Tornløs Hornblad) og ofte med 1-2 basale horn.
Variation: Der er ingen variation af interesse for artsbestemmelsen.
Forveksling: Den eneste forvekslingsmulighed af betydning er med Tornløs Hornblad, som har slappe, lysegrønne blade, der er længere, kun svagt tornede og 3-4 gange gaffeldelte.
Der er overfladiske forvekslingsmuligheder med arter af Vand-Ranunkel og Tusindblad. Se Tornløs Hornblad
Biologi: Flerårig vandplante, som ikke er rodfæstet. Blomstring og frugtsætning er sjælden, og spredningen er overvejende vegetativ (især med vandfugle).
Den har stor iltproduktion og anvendes også som akvarieplante.
Levested: I næringssrigt, klart vand, også i brakvand. Den har en bredere økologisk amplitude end Tornløs Hornblad.
Udbredelse: Den er almindelig i næringsrigt, men rent ferskvand, dog ret sjælden i Vestjylland.
Se kort.
Hvornår ses den? Udvikler sig juli-september, men kan erkendes næsten hele året.
Se månedlig fordeling.
Status: Arten er almindelig i Danmark [?]
Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 04-07-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Lene Kjær Hansen d. 20-02-2009. Se historik. Litteratur brugt til denne beskrivelse: Danske Vandplanter. Bjarne Moeslund et al. Miljøstyrelsen - Danmarks Miljøundersøgelser. Miljønyt nr. 2 1990., som kan downloades fra: http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/1990/87-503-8378-7/pdf/87-503-8378-7.pdf
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)
|