Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
1. juli 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Stilk-eg (Quercus robur)
Foto: Ebbe Kristensen

Galleri:
Seneste billeder | blomstrende individer | frø | individer i knop | med frø/frugt | vegetative individer | vinterstander | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Stilk-eg (Quercus robur)
Foto: Leif Knudsen


Foto/billede af Stilk-eg (Quercus robur)
Foto: Alma olsson


Foto/billede af Stilk-eg (Quercus robur)
Foto: Oliver Schultz-Hansen



 Stilk-eg (Quercus robur) (læst 10446 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Bøgeordenen (Fagales)
Familie: Bøgefamilien (Fagaceae)

Kendetegn: Stilk-Eg er næppe reelt artsforskellig fra Vinter-Eg (Quercus petraea), som den danner frugtbare krydsninger med.

Stilk-Eg er sambo, d.v.s. med særskilte han- og hunblomster på samme træ. Hunblomsterne sidder enkeltvis og samlet 2-3 fra samme hovedstik; hanblomsterne sidder mange sammen i rakler på en enkelt hovedstilk. Blomstringen sker ved løvspring.

Stilk-Egs agern sidder for enden af en flere cm lang stilk (siddende eller kortstilket hos Vinter-Eg), heraf navnet

Den bliver et stort, kraftigt træ med tyk stamme, udstående grene og meget knudret, ujævn bark. Fritstående ege bliver sjældent over 20 meter; i sluttet skov, hvor væksten tvinges op, kan de blive op til 35 meter efter 150-200 år.

Bladene er uregelmæssigt rundlappede med oftest 3-5 lapper i hver side, ret kortstilkede (evt. næsten ustilkede), med bladstilk næppe over 1 cm,og med ører ved bladgrunden. Der er oftest mindst 4 sinusnerver, d.v.s. nerver der går fra bladstilken til bladenes indbugtninger. Bladoversiden er glat og mørkegrøn, bladundersiden er bleggrøn med ret få stjernehår.

Agernet er svagt længdestribet og sidder 1-7 sammen i hob for enden af en flere cm lang stilk. De stilkede agern har givet planten dens navn.

I skovbrugeet anvendes nu vistnok næsten kun Stilk-Eg af hollandsk proveniens, som har større tilbøjelighed til at danne rank hovedstamme; her er måske også indkrydset noget Vinter-Eg (se denne).

Variation: Variationen er meget stor og overgangsformer til/krydsninger med Vinter-Eg er almindelig.

Forveksling: Der dyrkes en række ege ud over Stilk- og Vinter-Eg, hvor Rød-Eg er den almindeligste. De dyrkede ege har blade med brodde og spidser, ikke afrundede lapper.

Den afgørende og vanskelige forvekslingsmulighed er med Vinter-Eg, som Stilk-Eg er forbundet med ved overgangsformer:

Vinter-Eg i ren form har ingen eller kun et par sinusnerver (som går til indbugtningerne på bladet), 5-7 par næsten regelmæssige lapper, længere bladstilke på 1-2 cm, og blågrå, tæt stjernehårede bladundersider og ingen tydelige bladører. Bladene er hårdere og mere læderagtige end hos Stilk-Egs. Agernet er ustribet og næsten siddende eller på en ganske kort stilk i hobe på 2-7. Vinter-Eg er mere tilbøjelig til at danne en rank hovedstamme end Stilk-Eg.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Vinter-eg

Biologi: Stilk-Egens blomster bestøves ved hjælp af vinden.

Vores længslevende træ, som kan blive adskillige hundrede år. Det har dybtgående pælerod, som gør det muligt for det at nå dybere liggende vandførende lag og gro på heder, i klitter etc.

Stilk-Egens højdevækst standser helt eller næsten, når den er 160-180 år gammel. Stilk-Egen er det træ i Nordeuropa, der bliver ældst. - Den ældste nulevende eg er Kongeegen i Jægerspris Nordskov, som vurderes til at være fra 1500-2000 år gammel. Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave, som sandsynligvis er den næstældste, vurderes til at være 800-1000 år. De rigtigt gamle ege er næsten altid hule, og det er ikke muligt at opnå en helt sikker aldersbestemmelse ved boreprøver etc.

Stilk-Eg stiller ikke store økologiske krav bortset fra lysåbne forhold.

Frugterne, agern, spredes af dyr. Især egern og skovskader, men også andre kragefugle og mus. Især skovskader kan flyve langt med agern, som de så evt. kan tabe langt fra findestedet.

Agern var før i tiden et vigtigt fødeemne for bøndernes svin, som de slap løs i skoven "på olden", hvor de også spiste alle fremspirende træer, og var kraftigt medvirkende til den forarmning af skovene, der fandt sted frem til 1800-tallet. Agern er stadig en vigtig fødekilde om vinteren for hjortevildt, egern, skovskader og mus.

Meget vigtig ektomykorrhizadanner, som danner ektomykorrhiza med mange forskellige svampe. Vores biologisk vigtigste træ, som har en mængde dyr, svampe etc. knyttet til sig.

Egen befordrer ikke dannelse af morbund på samme måde som f.eks. Bøg og Rød-Gran,

Stilk-Eg er det danske skovtræ, som har den bredeste økologiske amplitude. Den er især konkurrencestærk på stærkt leret bund (som f.eks. på Lolland) og sandet-humusrig bund.

Modsat Bøg kan den spire i mineraljord og koloniserer ofte heder etc.

Slægtsnavnet "Quercus" er det gamle latinske navn for eg. Artsnavnet "robur" var den latinske betegnelse for egetømmer, og anvendtes også i betydningen "kraft" og "styrke".

Levested: Et af vores vigtigste og værdifuldeste skovtræer, som ofte selvsås fra de dyrkede træer.

Overalt på udyrket bund, hvor den får lov, bortset fra vandmættet jord, og hvor der er for skygget.

Udbredelse: Meget almindelig i skove, opvækst almindelig. Enkeltstående træer i hegn og skovrester m.v. er også almindelige.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Stilk-eg.

Hvornår ses den? Året rundt.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 08-11-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 22-01-2011.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Beskrivelserne bygger mest på Danmark vilde Planter (Skytte-Christiansen 1958, Branner og Koch)

Desuden: Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)





Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator