Kysttobis (Ammodytes tobianus) (læst 733 gange)
Klasse: Strålefinnede fisk (Actinopterygii) Orden: Pigfinnefisk (Perciformes) Familie: Tobisfamilien (Ammodytidae)
Kendetegn: En lille særdeles slank fisk på max. 20 cm kropslængde. Farven virker sølvskinnende, selv om fisken har blå ryg og blanke sider og bug. i rigtig godt lys, f. eks. når man bruger blitz til at fotografere fiskene, kan man se, at de har en lys reflekterende stribe langs kropsiden. Hele kroppen er skælklædt og skællene fortsætter ud på basis af halefinnen. Rygfinnener lang og lav og dækker det meste af ryggen. Gatfinnen er også lav og dækker ca. en trediedel af bugsiden. Fisken træffes altid i stimer, når den svømmer. Kæberne kan skydes frem.
Variation: Ingen variation af betydning
Forveksling: Kan forveksles særdeles let med havtobis, men denne færdes almindeligvis længere til havs, der hvor dybden er større end 10 m, mens kysttobisen kan komme ind på det helt lave vand. Havtobisens skælbeklædning fortsætter ikke ud på basis af halefinnen.
Biologi: Fiskene er tilknyttet sandbunden, og kan hurtigt grave sig ned i det. De ligger helt nedgravet, men de er klar over, hvad der foregår i vandet over dem, da man særdeles ofte kan se tobiser springe op af sandet og flygte for en, når man kommer svømmende med dykkerudstyr lavt hen over en sandbund. Når fiskene svømmer i frit vand, svømmer de altid i tætte stimer. Fiskene er planktonædere og de kommer op af sandet og danner stimer for at fouragere. Fiskene er dagaktive og svømmer op i vandet for at finde føden. Gydningen foregår på forsskellige tidspunkter i udbredelsesområdet, I Nordsøen sker gydningen midt om vinteren. Æggene klækkes efter ca. 10 døgn, hvis de ligger optimalt, men er de dækket af sand kan klækningen forsinkes væsentligt.
Levested: I praksis træffes kysttobis altid enten i eller over sandbund. De er ikke bange for at svømme på det helt lave vand ned 40-50 cm dybde. Over stenrev observerer man dem så godt som aldrig, men de kan sagtens være i eller over sandet tæt på et stenrev, De kan også træffes svømmende i havnebassinerne i lystbådehavnene.
Udbredelse: Kysttobis er udbredt langs Vesteuropas kyster fra Portugal og hele vejen op til Island og Kolahalvøen. I Østersøen går den langt ind i den Botniske Bugt.
Se kort.
Hvornår ses den? Arten ses bedst under flaske- eller snorkeldykning fra vore sandstrande. Om vinteren ligger de i sandet på dybere vand i en slags dvalelignende tilstand.
Se månedlig fordeling.
Status: Arten er almindelig i Danmark [?]
Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Philippe Provencal d. 02-06-2009. Beskrivelsen er senest redigeret af Philippe Provencal d. 02-06-2009. Se historik. Litteratur brugt til denne beskrivelse: Bent J. Muus, J. G. Nielsen, P. Dahlstrøm, B.O. Nyström, Havfisk og Fiskeri, Gads Forlag, 1998.
Frank Emil Moen og E. Svensen, Dyreliv i Havet, Kom Forlag, Kritiansund, 1999. |