Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin
  • Fotograf: Finn Krone
    Foto: Finn Krone
  • Fotograf: Finn Krone
    Foto: Finn Krone

Atlas

: Gulvinget Solbille overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Gulvinget solbille er en forholdsvis stor solbille, der bliver 8-11 mm i kropslængde. Kroppens grundfarve er mørkebrun eller sortbrun, men skinneben og fødder har tendens til, at være en smule lysere end resten af kroppen. Oversiden er forsynet med fine, spredte, korte gråligt-hvide hår, især langs dækvingernes overside. Oversiden af bagkroppen er ofte mere lyst brunlig end undersiden. Hovedet er stort og nærmest sortfarvet, af og til med tendens til blåligt skær, og er let skinnende, og den del, der rager frem foran øjnene (clypeus), er aflang og snudeagtig. Solbillerne minder om små træbukke, selvom de ikke er nært beslægtede med dem, og i modsætning til mange træbukke er solbillers kæber ikke særligt kraftigt udviklede, men palperne er lange. Gulvinget solbille har store, kuplede brunlige eller bronzeskinnende øjne med et vist metalskær, og antennerne består af 11 led, hvoraf det andet led er langt kortere end de øvrige. Antennerne er særlig lange og elegante hos gulvinget solbille i forhold til dens øvrige slægtninge, og er betydelig længere end dækvingerne hos begge køn. Antennerne er mørkebrunlige, men undersiden af de to første led er mere ovre i det gulbrune. Panden er tydeligt bredere mellem øjnene end mellem antennernes basis, og hele hovedets overside er fint punkteret og nubret. Hovedet snævrer ind bag ved øjnene, dog mindre end hos f.eks. matgrøn solbille. Forbrystet er aflangt med tydeligt konveks forrand, mens bagranden er lettere udtrukket og nærmest lige. Dets overside er lettere nubret og ret skinnende, og der er et par ret tydelige vulster fortil.

Dækvingerne er aflange, slanke og elegante, og er betydeligt bredere ved skuldrene end ved bagkropsspidsen. Deres farve er gulbrun med en spredt beklædning af fine, gråligt-hvide hår, af og til med mørke yderrande. De gulbrune dækvinger gør gulvinget solbille umiskendelig blandt de danske arter. Dækvingerne er kun samlede ved sømmen langs omtrent den øverste femtedel, hvorefter de skiller sig, således at der dannes en tydelig, aflang sprække, der gør, at man kan se de mørke flyvevinger nedenunder de sammenklappede dækvinger. Dækvingerne bærer fire tydelige liste, hvoraf listen langs vingesømmen og den yderste og næstyderste liste typisk forefindes langs hele dækvingernes længde, mens den første liste ved siden af sømmen ganske vist er kraftigt udviklet, men altid er kortere, og tit smelter sammen med sømlisten. Benene er lange, slanke og elegante med aflange fødder, der er bredest yderst. Lårbenene er normalt mørkebrune eller sortbrune, mens skinneben og fødder typisk er en smule lysere. Solbillernes fodled giver fingerpeg om deres slægtskabsforhold, der som nævnt ikke ligger hos træbukkene, men derimod oliebiller, kardinalbiller og deslige (heteromererne), hvilket ses af, at første og andet benpar har femledede fødder, mens der kun er fire led på tredje benpars fødder.

Gulvinget solbille er markant kønsdimorf, og hannerne er meget lette at kende fra hunnerne. For det første har hannerne proportionelt lidt større hoveder og øjne, et kraftigere, ofte mere skinnende forbryst, og deres bagkrop er tydeligt mere tynd og aflang. Dækvingernes sider er ofte konkave hos hannerne, mens de er nærmest parallelsidede hos hunner, der tilmed har en tydeligt bredere bagkrop med et nærmest trekantet tværsnit. Hunner, der er tunge af æg, er naturligvis særligt lette at kende, for de er langt tykkere end hanner nogensinde bliver. Hanner har også tydeligt længere og en smule kraftigere første og andet benpar end hunner, men den tydeligste kønsforskel ses i tredje benpar, hvor hannerne har kraftigt opsvulmede lår, og tydeligt opsvulmede, krummede skinneben, der ender i et lille fremspring nederst, og bærer nærmest et knæk oppe ved knæet.

Gulvinget Solbille
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ebbe Kristensen

Variation

: Gulvinget solbille varierer ikke ret meget, men kroppens grundfarve kan variere fra mørkebrun til nærmest sort, og der kan af og til optræde et lettere blåligt skær af forskellig udbredelse. Dækvingernes farve kan variere fra gulbrun over lysebrun til mellembrun, og nogle gange optræder et mørkt bånd langs deres sider.

Forveksling

: Blandt de danske arter af solbiller er gulvinget solbille umiskendelig, og ingen anden dansk art kan forveksles med den. Men den hyppigste forvekslingsmulighed er alligevel ikke med en anden solbille, men derimod med små, blomstersøgende træbukke som f.eks. tobaksfarvet blomsterbuk (Alosterna tabacicolor), lille blomsterbuk (Grammoptera ruficornis) og formentlig især sortsømmet blomsterbuk (Stenurella melanura). Ingen af disse ligner dog særlig meget, hvis man ser godt efter. Gulvinget solbille mangler altid sortsømmet blomsterbuks mørke sømlister, og kan let kendes fra enhver dansk træbuk på sine adskilte dækvinger og for hannernes vedkommende massive tredje benpar.

Udbredelse

: Gulvinget solbille er vidt udbredt i Europa, men udover en række populationer i det nordlige Spanien synes arten at mangle langs Nordsø/Atlanterhavskysterne. Den er vidt udbredt og almindelig i Mellem- og Sydeuropa. Artens udbredelsesområde strækker sig langt mod øst igennem Rusland, og den findes ned til den nordvestlige del af Mellemøsten og ved Sortehavet. Arten findes også i det sydlige Sverige, Norge og Finland, mens den er mere sparsomt forekommende i Storbritannien. I Danmark er gulvinget solbille ret vidt udbredt på Øerne og hist og her i det sydøstlige Jylland, mens den er langt mindre hyppig eller fraværende i Nord- og Vestjylland. Generelt er arten ikke almindelig, selvom den er kendt fra ganske mange lokaliteter på Midt-Sydsjælland og Lolland. Den kan dog være ganske talrig på egnede lokaliteter. Den danske rødliste betegner artens bestandsudvikling som stabil, og den vurderes ikke som truet.
Gulvinget Solbille - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Som de andre solbiller er også gulvinget solbille en varme- og solkrævende art, der primært ses i højsommermånederne juni-juli, men i varme forår kan de første gå på vingerne i slutningen af maj, og man ser dem jævnligt et stykke ind i august eller endda begyndelsen af september. Sent i flyvetiden med færre blomster er rejnfan en god plante at eftersøge arten på.

Tidsmæssig fordeling

af Gulvinget Solbille baseret på Naturbasens observationer:
Gulvinget Solbille - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Gulvinget Solbille - månedlig fordeling

Biologi

: Gulvinget solbille er en varmeelskende art, der er aktivt blomstersøgende på varme, solrige dage i højsommeren, hvor man kan se dem på alskens blomster, især forskellige skærmplanter, mjødurt, tidsler osv, men senere på sæsonen er især rejnfan en yndet foderplante. Dyrene lever af, at æde pollen og nektar. Nogle solbillers larver vides at leve inde i trøsket træ, f.eks. Chrysanthia eller Nacerdes, men det relative lidt, der kendes til Oedemera-arternes biologi, har vist, at deres larver derimod lever inde i stænglerne af store, kraftige urter. Larvernes biologi er desværre ret dårligt kendt for mange solbiller. Oedemera-larver kan kendes fra larverne af de andre danske solbiller på, at de mangler gangvorterne på undersiden af de øverste bagkropssegmenter. Larven er bleg af farve og kan virke en smule gennemsigtig. Den er aflang, kraftigt segmenteret, og har små, stumpe ben og et forholdsvist stort, kraftigt hoved med kraftige kæber til at gnave med. Larveudviklingen er efter alt at dømme hurtig, således at æggene lægges i plantestænglerne henover sommeren, hvor larven begynder at udhule stænglen indtil efteråret. Den overvintrer som stor larve, og færdiggør sin udvikling det følgende forår, hvorefter den forpupper sig engang i april-maj. Gulvinget solbilles fuldt udvoksede larve vides at kunne blive 12-18 mm lang. Forpupningen sker formentlig inde i den visne stængel men måske også af og til i jorden eller under bark og blade.

Levested

: Gulvinget solbille foretrækker varme, åbne og soleksponerede habitater, ofte af lidt mere tør karakter, og den findes typisk på enge og overdrev, langs skovkanter, grøftekanter, i grusgrave og af og til også i haver. Habitaten skal indeholde en righoldig græs- og urtevegetation.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Abdullah, M. (1973): Larvae of the families of Coleoptera. III. Heteromera, Cucujoidea: a key to the world families including their distinguishing characters. J. Nat. Hist. 7: 535-544

Abdullah, M. (1974): Heteromera (Coleoptera): a key to the world families including their distinguishing characters in the adult stage. J. Nat. Hist. 8: 49-59

Crowson, R.A. (1981): The Biology of the Coleoptera. Academic Press, London: 1-801.

Ganglbauer, L. (1881): Bestimmungs-Tabellen der europäischer Coleopteren. IVa. Oedemeridae. Verh. Zool. Bot. Ges. Wien 31: 97-116.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1945): Danmarks Fauna 50. Biller XII: Heteromerer. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-293.

Horion, A. (1956): Faunistik der mitteleuropäischen Käfer 5: Heteromera. Entomol. Arb. Mus. G. Frey (SB): 1-336.

Vazquez-Albalate, X. (1993): Coleoptera Oedemeridae, Pyrochroidae, Pythidae, Mycteridae. Fauna Iberica 5: 1-181. Museo Nacional de Ciencias Naturales, CSIC.

Vazquez-Albalate, X. (2003): European Fauna of Oedemeridae (Coleoptera). Argania editio S.C.P., Barcelona: 1-179.

De senest indberettede arter i Naturbasen: