Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Linda Kjær-Thomsen
    Foto: Linda Kjær-Thomsen
  • Fotograf: Thomas Vikstrøm
    Foto: Thomas Vikstrøm
  • Fotograf: Knud N. Flensted
    Foto: Knud N. Flensted

Kendetegn

: Europas største ørentvist, som har en længde mellem 13-26 mm. Hannens tang er omkring 6-11 mm lang, svagt indad bøjet og med en lille indadrettet tand på hver tangarm lidt bag midten. Hunnens tang er 4,5-6 mm og dermed mindre end hannens. De er mere lige og med indad bøjede spidser.

Farven kan variere meget, helt fra gul til brunsort. Men hos de danske sandørentviste ses generelt en bleggul grundfarve med en mørkebrun, bred rygstribe på abdomen (bagkroppen) samt mørke dækvinger. På engelsk er den kendt som den stribede ørentvist, da den på prothorax (første rygplade på brystet) har to længdegående, mørke striber.

Kroppen er slank, fladtrykt og uden sidefolder på 3. og 4. rygplade. Hovedet er frit og letbevægeligt med fremadrettet munddele. Veludviklede dæk- og flyvevinger. På 10. rygplade sidder to små, bagudrettet torne, som er tydeligst ved hannen. Antennerne består af 25-30 led.

Sandørentvist
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Stephan Skaarup Lund

Variation

: Kan variere i farve.

Forveksling

: Svært at forveksle med de andre danske ørentvistarter, da sandørentvisten er markant større.

Udbredelse

: Er fundet på Anholt, Bornholm og Sydsjælland. Og så sent som i 2021 på ny lokalitet på Lolland.
Sandørentvist - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten ses ofte i sommermånederne fra maj til august, da den overvintrer dybt nede i jorden om vinteren.

Tidsmæssig fordeling

af Sandørentvist baseret på Naturbasens observationer:
Sandørentvist - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sandørentvist - månedlig fordeling

Biologi

: Er nataktiv. Efter som, at sandørentvisten er fugtafhængige graver den gange i jorden, som ofte når 30-40 cm ned under jordoverfladen, hvor der er mere fugtigt. Gangene kan blive op til 2 meter lange. Sandørentvisten lever ofte alene i sine gange, men efter parringen om efteråret overvintrer hunnen og hannen sammen i hunnens gang. Overvintringsgangen kan ofte blive helt ned til 2 meter dyb. I tidlig forår forlader hannen gangen, og hunnen begynder at lægge æg, ca. 60-70 æg. Hunnen udfører yngelpleje i form af pasning og plejning af æggene. Når æggene klækker, fodrer hunnen ungerne i første nymfestadie, men i andet nymfestadie bliver nymferne uafhængige af moderen og forlader reden. Omkring august er ungerne helt udvokset, hvilket betyder, at hunner og små hanner har gennemgået 5 nymfestadier, mens store hanner, der er morfologisk forskellig fra de almindelige hanner, har gennemgået 6 nymfestadier. Hos sandørentvisten sker de 5-6 stadier i form af ufuldstændig udvikling (hemimetabolt).

Sandørentvisten er i forhold til de andre ørentvistarter primært kødæder, og er ikke kræsen med fødevalget. Den lever både af insekter, edderkopper m.m. Sandørentvisten kan bruge sin tang til at gribe byttet med og føre det op til munden.

Udover fødefangst bruges tangen også under parring. Her bruger hannen tangen til at løfte hunnen op, så kønsåbningerne kan møde hinanden. Hvis tangen enten er reduceret eller helt mangler hos hannen, kan parringen ikke finde sted.

Tangen bruges også til ud- og sammenfoldning af flyvevinger, samt som forsvar mod fjender. Men ud over at bruge tangen som forsvar, har sandørentvisten også en anden forsvarsmekanisme. Den kan nemlig via spytkirtlen udskille duftstoffer, som efterligner lugten af råddent kød, hvilket narrer større dyr fx firben til at tro, at der er gået bakterievækst i ørentvisten. Dette kan være farligt for dyret, hvis det spiser ørentvisten, som dermed måske lader ørentvisten være i fred. Og ikke nok med, at dyret ikke spiser ørentvisten lige efter angrebet, men dyret holder sig faktisk væk fra alle sandørentvister i flere uger, da den har lært, at de er dårlige. Man har set, at denne duftforsvarsmekanisme virker mod insektædende dyr såsom firben, men ikke i forhold til myrer. Myrerne er ligeglade med lugten og bliver ved med at angribe. Det er ikke alle stadier i sandørentvistens livscyklus, som besidder duftstoffet. Nymfer i 1. og 2. stadie har ikke nok af duftstoffet til, at det kan bruges til forsvar. Nymfer i 4. og 5. stadie har lidt af duftstoffet, mens de voksne sandørentviste besidder større mængder af duftstoffet, så de kan bruge det til forsvar.

Sandørentvisten er også i stand til at orientere sig mod retningen hjem ved at bruge solen og månen som kompas. Denne egenskab er ikke medfødt (genetisk), men tillært gennem livet, hvilket betyder, at sandørentvisten først skal lære, hvor hjem er, før den kan finde retningen hjem. Og dette tager tid. Derfor er nymfer i 2. stadie endnu ikke i stand til at finde retningen hjem, mens nymfer i 3. stadie og ældre individer har lært retningen. Men efter som det er en tillært egenskab, kan sandørentvisten også på kort tid glemme hvilken retning, der er hjem, og skal dermed finde et nyt.

Levested

: Lever i tørre områder såsom sandede steder som klitter, grusgrave og skrænter. Den kan både findes ved havet og inde i landet. Ses ofte under sten og brænde.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Byers, J. A. (2015). Earwig (Labidura riparia) mimic rotting-flesh odor to deceive vertebrate predators. The Science of Nature 102(7-8), 1288-1298.

Holst, K. T. (1970). Kakerlakker, græshopper og ørentviste. Danmarks Fauna bd. 79, s. 194-209. København: GEC Gads Forlag.

Shepard, M., Waddill, V. & Kloft, W. (1973). Biology of the Predaceous Earwig Labidura riparia (Dermaptera: Labiduridae)1,2. Annals of the Entomological Society of America 66(4), 837-841.

Skipper, L. (2017). Allearter.dk Status 2016 oversight over dansk biodiversitet. DanBIF Danish Biodiversity Information Facility.

Tawfik, M. F. S., Aboul-Nasr, S. & El-Husseini, M. M. (1972). The biology of Labidura riparia Pallas (Dermaptera:Labiduridae). Bulletin de la Societe Entomologique dEgypte 56(13), 75-92.

Ugolini, A. & Chiussi, R. (1996). Astronomical orientation and learning in the earwig Labidura riparia. Behavioural Processes 1996(36), 151-161.

Wikipedia, the free encyclopedia (2017, 1. marts). Labidura riparia. Lokaliseret d. 20. maj 2017 på: en.wikipedia.org...Labidura_riparia

De senest indberettede arter i Naturbasen: