Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
25. september 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Fuglekonge (Regulus regulus)
Foto: Henning Larsen

Galleri:
Seneste billeder | adulte | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Fuglekonge (Regulus regulus)
Foto: Gert S Laursen


Foto/billede af Fuglekonge (Regulus regulus)
Foto: Gert S Laursen


Foto/billede af Fuglekonge (Regulus regulus)
Foto: Ole Martin



 Fuglekonge (Regulus regulus) (læst 13548 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Spurvefugle (Passeriformes)
Familie: Fuglekonger (Regulidae)

Kendetegn: Danmarks mindste fugl. Måler 8,5-9,5 cm fra hale til næbspids, og er en meget kompakt lille fugl med et relativt stort hoved. Undersiden er brunligt hvid, og oversiden er grønlig. Vingerne er sortgrønne med et tydeligt hvidt vingebånd og tydelige lyse spidser på tertiærerne. Det mørke øje er omkranset af lyse fjer, hvilket giver Fuglekongen et åbent og nysgerrigt ansigtsudtryk. Både hanner og hunner har et gult issebånd indrammet af sorte kanter, og hos hannen dækker de gule fjer over et orange parti, som ses mere eller mindre tydeligt ved bevægelse af issefjerene. Sangen er ofte svær at høre for ældre mennesker, idet den ligger i et meget højt toneleje.

Variation: Ingen i Danmark. Inden for udbredelsesområdet findes der dog flere racer af Fuglekonge, f.eks. R.r.teneriffae, som findes på de ydre kanariske øer (Tenerife, La Palma, Gomera og Hierro) og har sort pande, længere næb og mindre hvidt på tertiærerne.

Forveksling: Kan forveksles med Rødtoppet Fuglekonge. Fuglekongen kendes dog på sit lyse, ustribede ansigt, hvori det mørke øje virker stort og meget markant.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Rødtoppet fuglekonge

Biologi: Reden er dyb og tyk, og den bygges af mos, lav og spindelvæv og fores med fjer. Reden fæstnes tæt til en overhængende gren med spindelvæv, således at grenen i nogen grad blokerer for adgang til reden. Reden bygges af begge køn, selvom hannens indsats varierer noget fra par til par. Ynglesæsonen begynder i slutningen af april, og der lægges normalt to kuld i løbet af en sæson. Som regel består hvert kuld af 7-10 æg, som udruges af hunnen på 14-17 dage. Ungerne fodres i reden af begge forældre i op til tre uger. Føden for både unger og voksne består fortrinsvis af insekter og edderkopper.

Levested: Yngler hovedsageligt i nåle- og blandskov, dog undertiden i mere åbne skovtyper og parker. Da reden typisk placeres i nåletræer findes arten dog aldrig ynglende i ren løvskov.

Udbredelse: Fuglekongen er udbredt i hele Danmark og opnår de højeste yngletætheder i Nord- og Midtjylland. Findes desuden i det meste af Europa.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Fuglekonge.

Hvornår ses den? Fuglekongen er både stand- og trækfugl i Danmark og kan derfor ses året rundt. Om vinteren færdes den ofte i større grupper, somme tider i selskab med mejser og andre småfugle, hvilket gør den langt mere iøjnefaldende på denne årstid. Meget kolde vintre tvinger ofte tusindvis af Fuglekonger fra vores nabolande mod nord til at overvintre i Danmark eller længere sydpå, og i sådanne år ses Fuglekongerne overalt og er ofte meget tillidsfulde. Trækket gennem Danmark finder sted i marts-maj og september-november.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Skrevet/lagt på nettet af Iben Hove Sørensen d. 16-07-2006
Litteratur brugt til denne beskrivelse:
C. Harrison & P. Castell (1998): Bird nests, eggs and nestlings. HarperCollins.

M.B. Grell (1998): Fuglenes Danmark. Gads Forlag.

K. Mullarney & L. Svensson (1999): Fugle i felten. L&R Fakta.

H. Meltofte & J. Fjeldså (2002): Fuglene i Danmark. Gyldendals Bogklubber.





Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator