Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
25. juni 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Bjergsalamander (Ichthyosaura alpestris)
Foto: Mathias Holm

Galleri:
Seneste billeder | adulte | haletudser | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Bjergsalamander (Ichthyosaura alpestris)
Foto: Henrik Bringsøe


Foto/billede af Bjergsalamander (Ichthyosaura alpestris)
Foto: Mathias Holm


Foto/billede af Bjergsalamander (Ichthyosaura alpestris)
Foto: Henrik Bringsøe



 Bjergsalamander (Ichthyosaura alpestris) (læst 11010 gange)

Klasse: Padder (Amphibia)
Orden: Halepadder (Urodela)
Familie: Egentlige salamandre (Salamandridae)

Kendetegn: Totallængde 7-12 cm, men normalt under 10 cm Halen er relativt kort og kortere end hoved + krop. Hunnen er større end hannen.

I vandfasen er huden glat, hvorimod den er fløjlsagtig i landfasen.

Hos hannen er ryggen gråbrun med blå anstrøg, undertiden kraftig blåfarvning. Kropssiderne har sorte pletter på en hvidlig bund, men nederst på siderne er grundfarven blå. Den har en blot 1-2 mm høj rygkam (en liste), der er bleggul med sorte pletter. Halen er mere blå med sorte pletter.

Hunnens overside er diskret gråbrun, tit med mere eller mindre udtalte brune eller blå marmoreringer. Lige oven for bugen ses blålige anstrøg med små mørke pletter. Ingen rygkam.

Undersiden er ensfarvet, til tider med få mørke prikker på struben. Hannens underside er orangerød, hunnens gul til gulorange.

Larven måler op til 45-50 mm. Den er i reglen mørkebrunt pigmenteret. Halebræmmen har en relativt ens højde og ender brat, i reglen i en ”torn”. Hovedet er kraftigt og ”kasseformet”.

Variation: Der er en udtalt variation i farvetegningen, som på oversiden kan veksle fra diskrete gråbrune toner til blå og turkis farver. Variationen er særligt stor blandt hunner. Bugens stærker farve kan variere fra gul til rødorange eller teglstensrød. Normalt er struben uplettet, men få små prikker kan forekomme.

Larver er i reglen mørkt pigmenterede, men på lyst bundlag kan de være lyse. ”Tornen” på halespidsen kan variere i udformning.

Forveksling: Bjergsalamander kan forveksles med de to andre danske salamandre, men den har ensfarvet gul til rødorange bug og strube, evt. med enkelte små prikker på struben. Den almindeligste art, lille vandsalamander, har altid en stærkt plettet underside. Stor vandsalamander er væsentligt større, men halvvoksne individer kan have en næsten uplettet bug (med begyndende dannelse af pletter mod siderne). Her er strubens grundfarve hos stor vandsalamander ”grumset” gråsort, mens den hos bjergsalamander er klar orange/gul, evt. med få små prikker. Stor vandsalamander har vorter (giftkirtler) deriblandt flere helt lyse, hvilket ikke er tilfældet for bjergsalamander.

Larven ligger størrelsesmæssigt mellem de to andre arter. Halebræmmen har en nærmest ensartet højde og ender brat, som regel i en ”torn”, hvorimod lille vandsalamanders hale spidser jævnt til. Halen hos stor vandsalamanders larve spidser også jævnt til og ender ydermere i et fint filament. Larven af lille vandsalamander har et smalt hoved. Bjergsalamanders larve har korte tæer, hvorimod stor vandsalamanders har meget lange tæer.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Lille vandsalamander, Stor vandsalamander

Biologi: Efter at have overvintret på land vandrer de voksne bjergsalamandre til vandhullerne i det tidlige forår for at yngle. Her er de både dag- og nataktive. Efter parring afsætter hunnerne deres æg enkeltvis på vandplanter. Om forsommeren eller sommeren forlader de voksne dyr vandhullerne og tilbringer resten af sæsonen på land, og her er de nataktive. De ernærer sig af en bred vifte af invertebrater. Overvintring sker generelt i jordbunden på land.

Larverne udvikler sig i ynglevandhullerne og forvandler sig generelt i det tidlige efterår.

De unge forvandlede salamandre er rent landlevende og søger først ned til vandet om foråret, når de efter omkring to år er blevet kønsmodne og skal yngle.

Levested: Bjergsalamander er nært knyttet til løvskov, sjældnere blandingsskov. Dens ynglevandhuller ligger enten i skov, skovbryn eller indtil 100 meter fra skov. Normalt udgøres vandbiotopen af vandhuller, i sjældne tilfælde mellemstore søer. Arten forekommer i ganske forskelligartede vandhuller, lige fra næsten vegetationsløse skovvandhuller til tæt tilgroede vandhuller. Mange er kreaturvandingshuller.

Meget ofte forekommer de to andre salamanderarter i samme vandhuller.

Udbredelse: Bjergsalamander har en lille og afgrænset udbredelse i Danmark, dvs. i det sydøstlige Jylland. Hovedudbredelsen ligger i skovsystemet rundt om Åbenrå, dog kendes den ikke fra den nordligt beliggende Nørreskov. Desuden lever den i nogle små skove ved Flensborg Fjord, tæt på den tyske grænse. Der er en afstand på 14 km fra Åbenrå-skovene til skovene ved Flensborg Fjord. Åbent agerland udgør en barriere for videre spredning i Jylland.

Frem til midten af 1980’erne var der usikkerhed om dens status i Sønderjylland, og mange vandhuller var truede pga. udtørring, opfyldning og tilgroning. Men fra slutningen af 1980’erne til slutningen af 1990’erne blev der på privat initiativ gjort en meget stor indsats med oprensning og nygravning af over 200 vandhuller i hele den danske udbredelse, hvilket medførte, at antallet af ynglevandhuller blev mere end seksdoblet i den årrække til godt 200 kendte ynglevandhuller! I dag regnes den ikke længere for truet.

Denne lille danske udbredelse udgør artens absolutte nordgrænse. Bjergsalamander er udbredt ned gennem Slesvig-Holsten til hele Mellemeuropa og Balkan, hvor den er almindelig i såvel lavland som bjerge. Der er spredte forekomster i Italien og Spanien.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Bjergsalamander.

Hvornår ses den? I det tidlige forår, typisk omkring marts, vandrer voksne bjergsalamandre til ynglevandhullerne, hvor vi kan iagttage dem både dag og nat. Fra sommeren kan vi finde dem under grene, rødder og sten på land, typisk mindre end 400 m fra vandhullerne. De forvandlede, men endnu ikke kønsmodne unger er rent landlevende. Larverne kan fanges med net; fra omkring juli til september er de tilstrækkeligt store til at kunne identificeres entydigt. I områder med små populationer, f.eks. nykoloniserede vandhuller eller meget forringede huller, vil det generelt være lettere at registrere store larver end voksne bjergsalamandre.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på paddeogkrybdyratlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Henrik Bringsøe d. 19-11-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Lene Kjær Hansen d. 16-02-2009.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bringsøe, H. & Mikkelsen, U.S. 1993. The Distribution of Triturus alpestris (Amphibia, Caudata) at its Northern Limit, in South Denmark. – Brit. Herpetol. Soc. Bull. (44): 16-28.

Bringsøe, H. & Mikkelsen, U.S. 1997. Newt in progress: Status for Triturus alpestris in Denmark. – Mem. Soc. Fauna Flora Fennica 73(3-4): 105-108.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. 1997. Nordens padder og krybdyr. – G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Mikkelsen, U.S. 1993. Bjergsalamanderen (Triturus alpestris) i Danmark. Status 1949-1992. – Flora og Fauna 99(1): 3-9.

Mikkelsen, U.S. & Bringsøe, H. 1995. Bjergsalamanderen i Sønderjylland – eneste danske padde i klar fremgang. In: Bringsøe, H. & Graff, H. (red.): Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. – Nord. Herpet. Foren., Køge: 32-36.





Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator