Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
26. maj 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Grøn frø (Pelophylax esculentus)
Foto: Kim Biledgaard

Galleri:
Seneste billeder | adulte | haletudser | juvenile | larver | æg | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Grøn frø (Pelophylax esculentus)
Foto: Bent Christiansen


Foto/billede af Grøn frø (Pelophylax esculentus)
Foto: Ulla Friborg


Foto/billede af Grøn frø (Pelophylax esculentus)
Foto: Mourits Løvholt



 Grøn frø (Pelophylax esculentus) (læst 21391 gange)

Klasse: Padder (Amphibia)
Orden: Springpadder (Anura)
Familie: Egentlige frøer (Ranidae)

Kendetegn: Grøn frø er en stor og kraftig frø med lange og muskuløse bagben, idet hannen kan opnå en kropslængde af ca. 5,5-9,5 cm, og hunnen kan blive 6,0-11,0 cm. Undtagelsesvis kan begge køn blive 0,5-1,0 cm længere.

Øjnene sidder på hovedets overside, og er placeret ret tæt på hinanden, idet grøn frø er tilpasset et liv i vandet, hvor den kan ligge i vandoverfladen, så øjne og næsebor lige rager op over vandet. Snuden er relativ spids.

Et ofte sikkert kendetegn er, at grundfarven på oversiden er tydeligt lysende grøn, men den kan undertiden også gå over i en mørk og mere dyster grøn farve. Det hænder også, at grundfarven er brun. På ryg og kropssider ses i vekslende omfang iøjnefaldende sorte pletter. Ned langs rygradden løber næsten altid en fin lys rygstribe.

På grænsen af ryg og kropssider løber der i alt to brunlige hudfolder eller lister (én i højre side, én i venstre), der kaldes kirtelvolde. De når ned til lænden, men helt nede på den bageste del af kroppen fortsætter de to kirtelvolde parallelforskudt lidt ind mod midten.

Undersiden er hvidlig til grå og kan være grå til sort marmoreret.

Øjets iris er gul, men kan virke mørk pga. de mange spredte mørke pigmenteringer.

Hannen har to ballon-lignende kvækkeposer, én bag hver mundvig. De er hvidlige til mørkegrå og opspiles under kvækning. Når hannen ikke kvækker, kan kvækkeposerne normalt anes i mundvigene. Kun grøn frø og latterfrø (sidstnævnte forekommer kun på Bornholm) har dobbelte kvækkeposer. Desuden har hannen fortykkede tommelfingre, der i yngletiden er beklædt med et gråt, ru hornlag.

Som udgangspunkt er huden noget vortet på den bageste del af ryggen, på skinnebenene og somme tider også på lårene.

Fodrodsknuden (ses på undersiden af hver bagfod) er stor og fremspringende, dvs. en tredjedel til halvdelen af første tås længde. Den er ret hård.

På bagfødderne har grøn frø veludviklet svømmehud, der når næsten ud til tåspidserne, dog ikke på den længste tå.

Haletudserne er olivengrønne til olivenbrune eller endnu mørkere, og de har som regel talrige mørke pletter. Undersiden er ensfarvet bleggul med rosafarvede eller rødbrune partier. Mundfeltet har to tandrækker over munden, hvoraf den nederste dog kun består af to korte stykker. Der er tre tandrækker under munden. Øverste halebræmme når kun lidt op ad ryggen. Haletudserne kan blive omkring 6-8 cm, men vi kan også se kæmpestore haletudser på op mod 11-14 cm! De nyforvandlede grønne frøer er ca. 2-3,5 cm.

Variation: Oversidens farve er variabel, endskønt den typisk har en frisk lysende grøn grundfarve, men brune individer forekommer også. Sjældent ses en næsten ensfarvet gråbrun type med ganske svage mørkere tegninger; den har helt sorte øjne uden gul iris.

Fodrodsknudens vekslende størrelse hænger sammen med dyrets kromosomsammensætning; den er størst hos triploide LLR-individer, mellemstørrelse hos diploide LR-individer og mindst hos triploide LRR-individer. Grøn frøs genetik er kort omtalt længere nede i artiklen.

Forveksling: I Danmark uden for Bornholm er der ikke stor risiko for forveksling med andre springpadder. Dog kan grøn frø undertiden have en brun grundfarve i lighed med vores tre arter af brune frøer. Her vil kirtelvoldenes forløb være afgørende, idet de afbrydes på kroppens bagparti og drastisk forskydes ind mod midten. Derimod vil kirtelvoldene hos de brune frøer strække sig i et ubrudt forløb helt ned til lige foran gattet. Desuden har de brune frøer en forhøjning som et omvendt V i nakken, og den mangler grøn frø.

Løvfrø er også grøn, men har hæfteskiver på tæerne, har en ensfarvet grøn ryg og er meget mindre end en voksen grøn frø. Løvfrøen har desuden en helt anden klatrende levevis, dog med undtagelse af den natlige kvækkeaktivitet i vandet om foråret og forsommeren.

På Bornholm er forskellene mellem grøn frø og latterfrø små, og der er ingen sikre morfologiske kendetegn. Latterfrøen er i reglen mere dystert farvet og i mere mørk brunlige nuancer end grøn frø. Hos grøn frø er lårenes forside generelt grønne med mørke pletter eller tværbånd, hvorimod de hos latterfrø er brunlige eller olivenfarvede med mørke tværbånd. Grøn frø har glat hud på det meste af ryggen, undtagen den bageste del, der er vortet, ligesom der er vortede partier på bagbenene. Men latterfrø er besat med talrige vorter på hele kroppen, med undtagelse af snuden og undersiden. Latterfrø har længere bagben, mindre fodrodsknude og bliver større end grøn frø, men det kræver øvelse at benytte disse karakterer til identifikation.

Et stort problem er, at grønne frøer kan have latterfrø-karakterer, og latterfrøer kan have grøn frø-karakterer, ligesom deres kvækken heller ikke er en sikker metode til bestemmelse. På Bornholm er det derfor nødvendigt at supplere med blodprøver eller DNA-analyser, når en frø skal bestemmes med sikkerhed.

Når man fanger en meget stor haletudse, tror mange mennesker, at de har fundet løgfrø, men grøn frøs haletudse kan undtagelsesvis også blive meget stor. Sidstnævnte kan bl.a. kendes på den olivenbrune til olivengrønne grundfarve tæt besat med mørke prikker, og at den øverste halebræmme kun når et lille stykke op ad ryggen. Haletudsen af løgfrø er grålig til brunlig, er stort set ensfarvet, og dens øverste halebræmme når til midt på ryggen.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Butsnudet frø, Spidssnudet frø, Springfrø, Løvfrø

Biologi: Fra sit vandhul kvækker grøn frø både om dagen og natten fra maj måned. Når ynglesæsonen er ved at være på sit højeste, høres næsten udelukkende det langtrukne parringskald, der varer omkring 1-3 sekunder. Det består af en serie "stød" i en hurtig sekvens, som bliver hurtigere og kraftigere hen imod slutningen. Det er svært at beskrive, men kan lyde lidt i retning af "r-r-rek-ek-ek-ek-e-e-e-e-E-E-E". I ældre litteratur kan vi læse en sjov, men ofte rammende beskrivelse af parringskaldet gående på, at grøn frø "gnaver sten"! Revirkald er kortere.

Æggene lægges lidt nede i vandet og fæstnes til vandplanter og lign. Antallet af æg i hver klump svinger fra 200-400 æg, men vi finder også klumper på blot ca. 20 æg, og på den anden side kan der også være 1000 æg. Én hun lægger ca. 3000-8000 æg i løbet af en ynglesæson. Gelémassen i klumpen er løs, og hvis du tager klumpen op, vil den let falde fra hinanden.

Selve æggene er brune på oversiden, hvilket står i kontrast til hvide eller hvidgule underside. De måler fra 0,9 til 2,2 mm (små æg har ét kromosomsæt, store æg to). De klækker efter rundt regnet et par uger eller mere, men i varmt vand kan klækning ske på én uge. Larverne måler ved klækningen 5-6,5 mm (diploide) eller ca. 9 mm (triploide).

De nyforvandlede frøer kan ofte vandre væk fra ynglevandhullet til andre vådområder, ikke mindst for at undgå at blive ædt af de voksne! Således kan vi til tider se, at de er vandret til f.eks. søer med fisk, hvor der ikke yngler voksne grønne frøer.

Grøn frø er en meget vandlevende frø, men den kan på den anden side også vandre langt over land (ofte flere km) og kolonisere nye vandhuller.

Føden består af alle mulige hvirvelløse dyr, men de voksne frøer er også kannibaler og æder mange frøer (inkl. brune frøer), der er mindre end dem selv. De går heller ikke af vejen for små fugle! Grøn frø æder mest i dagtimerne.

Haletudserne ernærer sig af alger og bakterieholdigt materiale. Ældre haletudser æder også smådyr såsom dafnier, cyklops og hjuldyr.

Der er en stor dødelighed blandt afkommet, både æg, larver og haletudser pga. de særlige genetiske forhold, der gør sig gældende for denne hybridform (se nedenfor under genetik).

Genetik:

Grøn frø repræsenterer et ganske specielt genetisk fænomen. Den er faktisk ikke en god art, men derimod en hybridform mellem to arter inden for det såkaldte grøn frø-kompleks. De to forældrearter er latterfrø (Pelophylax ridibundus) og kortbenet grøn frø (P. lessonae), som begge generelt lever syd for Danmark. Latterfrø lever dog også på Bornholm og Christiansø, mens kortbenet grøn frø slet ikke er kendt fra Danmark. Syd for Danmark ser vi stort set kun grøn frø sammen med én af forældrearterne eller begge, idet den kun kan eksistere ved at "stjæle" arveanlæg fra én af disse. Derfor har grøn frø som hybrid fået en teknisk betegnelse inden for nomenklatur, der kaldes en klepton (ligesom en kleptoman er en person, der stjæler). Den status bør vist forklares lidt nærmere!

En latterfrø har en karyotype (eller genotype), som kaldes RR (R for ridibundus), hvorimod en kortbenet grøn frø har kombinationen LL (L for lessonae). Hver karyotype består af 13 kromosompar, dvs. i alt 26 kromosomer. Når latterfrø og kortbenet grøn frø hybridiserer, bliver afkommet grøn frø, LR, fordi hver forælder bidrager med hhv. ét sæt R-kromosomer og ét sæt L-kromosomer. Hvert sæt består af 13 kromosomer. Hvis og når hybriderne (LR, grøn frø) formerer sig indbyrdes, så formår de ikke at få levedygtigt afkom. Skal grønne frøer yngle, må de parre sig med enten latterfrøer eller kortbenede grønne frøer, dvs. LR x RR og LR x LL giver igen LR-afkom. Her har vi afhængigheden af forældrearterne, som grøn frø skal "stjæle" kromosomer fra.

Men så har vi altså også situationen i Danmark, der er unik for grøn frø, fordi grøn frø lever og formerer sig med held uden tilstedeværelsen af hverken latterfrø eller kortbenet grøn frø! Nuvel, enkelte steder på Bornholm og Christiansø lever latterfrø, men det er i en særdeles lille procentdel af Danmark. Kernen er her, at grønne frøer ikke kun er diploide LR (dvs. med 26 kromosomer), men også triploide LLR eller LRR (dvs. med 39 kromosomer). De frøpar, der kan danne leve- og yngledygtigt afkom, er dem, hvor den ene forælder er diploid (LR) og den anden triploid (LLR eller LRR). Med andre ord har de triploide grønne frøer overtaget latterfrøs og kortbenet grøn frøs reproduktive rolle. Deres æg bliver igen enten diploide eller triploide. Herved agerer grøn frø heroppe i lille Danmark faktisk som en god art og ikke som en klepton, der har brug for nogen af forældrearterne! Derudover kendes tilsvarende forhold for grøn frø som en slags god art kun i vores nærmeste nabolande, dvs. Sydsverige, Nordtyskland og dele af det nordvestlige Polen.

Selv om vi siger, at de danske populationer uden for Bornholm udelukkende består af hybridformen grøn frø, så er der faktisk en svag repræsentation af individer af begge forældrearter, P. lessonae og P. ridibundus. Der er stor dødelighed blandt grøn frøs æg, og meget ofte er over halvdelen af æggene ude af stand til at udvikle sig til frøer. Blandt de mange æg, larver og haletudser, der går til grunde, er der mindretal af rene diploide P. lessonae og P. ridibundus. Flest på æg- og larvestadiet, men nogle bliver til fouragerende haletudser, og enkelte når helt til forvandlingen, hvor de dør! Derudover er der f.eks. tetraploide individer, der dør tidligt, og mange æg er tilsyneladende ubefrugtede.

Det betyder, at hvis vi skulle se temmelig firkantet på vores paddefauna, så kan vi faktisk proklamere, at såvel arten kortbenet grøn frø (P. lessonae) som arten latterfrø (P. ridibundus) lever vidt udbredt i hele Danmark! Men de nævnte danske forekomster af disse to arter er helt ustabile, og der er ikke konstateret forplantning, hvilket betyder, at vi ikke anerkender kortbenet grøn frø som et medlem af den danske fauna, og kun anerkender forekomster af latterfrø på Bornholm og Christiansø.

Levested: Grøn frø kræver solbeskinnede vandhuller, og det er bedst, hvis vandkvaliteten er god, og der er en rig undervandsvegetation. Den kræver også soleksponerede partier langs bredderne, hvor frøerne kan sidde og lade sig gennemvarme.

De bedste ynglevandhuller er helt fri for fisk, men i visse tilfælde kan haletudserne overleve tilstedeværelsen af fisk, hvis der i vandhullet er god vegetation og niveauforskelle.

Vi ser undertiden grøn frø i brakvand. Haletudserne kan overleve en saltkoncentration på 5 . De voksne frøer kan endog klare sig i decideret saltvand, idet de kan forekomme ved kysterne i de syddanske farvande i ny og næ. På den måde kan grøn frø nå ud til mange småøer.

Efter yngletiden vil en del frøer vandre til f.eks. større søer, moser og vandløb med fisk. Her yngler de ikke, men de fouragerer. Adfærden skal nok ses i lyset af deres ovennævnte mobilitet og evne til at kolonisere nye områder med f.eks. nyopståede eller renoverede vandhuller.

Grøn frø kan overvintre i vand eller på land.

Udbredelse: Grøn frø er særdeles almindelig i store dele af Danmark, men har i flere egne en spredt udbredelse. Den ses på det meste af Sjælland, Fyn samt næsten hele Bornholm, Møn, Lolland, Falster, Langeland og mange andre syddanske øer. I Jylland forekommer den noget spredt, nordpå til omkring Hobro. Men den er uddød på Als.

Uden for Danmark er grøn frø kendt fra Skåne øst for Malmø samt få isolerede populationer op til Stockholm. Den er meget almindelig i Mellemeuropa og når sydpå til Pyrenæerne, Norditalien og det nordlige Balkan. Mod øst strækker udbredelsen sig til 700 km øst for Moskva.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Grøn frø.

Hvornår ses den? Grøn frø er varmekrævende og bliver aktiv og kan ses i vandhullerne sent om foråret, typisk i april, eller fra de sidste dage i marts, når klimaet om vinteren og det tidlige forår er lunt. På den anden side kan dens tilsynekomst i kolde sæsoner forsinkes til begyndelsen af maj. Fra omkring slutningen af april vil hannerne begynde at kvække. Yngletiden varer typisk til hen i juli måned. Vinterdvalen indledes i løbet af september eller primo oktober.

De første æg lægges i slutningen af maj, i varme forår også i midten af maj. Nogle hunner lægger æg igen nogle uger senere. Æggene klækker efter en uges tid eller lidt mindre, afhængig af vandtemperaturen. Udviklingen fra haletudse til frø varer 2-4 måneder. Forvandlingen sker oftest i august til september.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på paddeogkrybdyratlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Henrik Bringsøe d. 06-08-2008. Beskrivelsen er senest redigeret af Henrik Bringsøe d. 30-10-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bille, T. 2008. Danmarks padder og krybdyr en feltguide fra danske-dyr.dk. ConDidact, Næstved. 55 pp.

Christiansen, D.G., Fog, K., Pedersen, B.V. & Boomsma, J.J. 2005. Reproduction and hybrid load in all-hybrid populations of Rana esculenta water frogs in Denmark. Evolution 59(6): 1348-1361.

Fog, K. 1991. Den grønne frø er ikke en art. In: Rasmussen, A.R. (red.): Biodiversitet artsbegrebet i teori og praksis. Symposium ved Zoologisk Museum, København 22.-23. november 1991.: 47-48.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. 1997. Nordens padder og krybdyr. G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Günther, R. 1996. Teichfrosch Rana kl. esculenta Linnaeus, 1758. In: Günther, R. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Deutschlands. Gustav Fischer Verl., Jena: 455-475.

Rybacki, M. 1999: Grøn frø bestande med Rana ridibunda hunner og Rana esculenta hanner. In: Danmarks Miljøundersøgelser: Overvågning af rødlistede arter 1998. Naturovervågning. Arbejdsrapport fra DMU 110: 109-121.

Sowig, P., Plötner, J. & Laufer, H. 2007. Teichfrosch, Rana esculenta Linnaeus, 1758. In: Laufer, H., Fritz, K. & Sowig, P. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Baden-Württembergs. Eugen Ulmer, Stuttgart: 459-476.





Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator