Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
24. august 2016
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Marsvin (Phocoena phocoena)
Foto: Kim Bang Jensen

Galleri:
Seneste billeder | adulte | immature | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Marsvin (Phocoena phocoena)
Foto: Allan Hansen


Foto/billede af Marsvin (Phocoena phocoena)
Foto: Lars Birk


Foto/billede af Marsvin (Phocoena phocoena)
Foto: Kurt Videbæk Jensen



 Marsvin (Phocoena phocoena) (læst 11614 gange)

Klasse: Pattedyr (Mammalia)
Orden: Hvaler (Cetartiodactyla)
Familie: Marsvin (Phocoenidae)

Kendetegn: Længde 1,35-1,85 m. Tilhører underordenen Tandhvaler (Odontoceti). Vægt 45-55 kg. Massivt bygget. Pandepartiet skråner jævnt opad og bagud fra overlæben. Rygfinnen lav og trekantet – små hornvorter på rygfinnens forkant. Rygsiden brunsort til sort, bugsiden hvidlig, men de to farver er ikke skarpt afgrænset fra hinanden. Desuden har den en mørk stribe fra mundvigen til luffens forkant. I hver kæbehalvdel 22-28 tænder, der delvis er skjult i tandkødet. Tænderne er afvigende i forhold til andre delfiners spidse tænder, idet deres krone er skiveformet sammentrykt.

Marsvinet ånder ca. fire gange i minuttet. Dykker ned til maksimalt 200 m (men normalt ikke så langt ned) og kan opholde sig under vandet i op til 6-8 minutter (normalt kun omkring 3 minutter). I modsætning til delfiner der kan ses i Nordsøen, springer den normalt ikke helt op af vandet. Ved opdykningen ses den del af ryggen, der ligger foran rygfinnen, derefter glider partiet med finnen frem, og inden den endelige neddykning ses partiet bag rygfinnen. Det samlede indtryk bliver, at dyret har foretaget en kolbøtte, deraf også tilnavnet ”tumleren”. Det norske navn, ”nise”, hentyder til den meget karakteristiske snøften, dyret frembringer ved udåndingen.

Færdes ofte i småflokke (hvor hannerne er i overtal) på op til 20 individer nær kysterne, undertiden dog i større flokke. Hunnerne strejfer derimod gerne om alene eller sammen med deres unger.

Foretager regelmæssige vandringer, således bl.a. gennem de danske bælter, gennem hvilke arten om foråret trækker ind i Østersøen og om efteråret tilbage til Nordsøen. Om vinteren bliver der dog mange Marsvin tilbage i Østersøen, hvor der normalt vil findes isfri områder. Men i meget hårde vintre, som i 1929, er det sket, at isen har lukket sig over dyrene, som druknede i hundredvis. Lignende katastrofer er blevet iagttaget ved Antarktis, hvor storhvaler er druknet – lukket inde af isen efter forgæves at have forsøgt at holde en våge åben.

I Lillebælt ved Gamborg fjord var der i århundreder organiseret fangst af Marsvin, når disse i november-januar vandrede nordover. Fangsterne blev genoptaget under de to verdenskrige.

Lever overvejende af fisk. Især sild, torsk og makrel, men kan også tage blæksprutter.

Variation: Hunner er gennemgående lidt større end hanner. Unge dyr har i visse områder en mørkere farvetegning end voksne med en diffust markeret mørk stribe på langs af bugens midte.

Forveksling: Øresvin (Tursiops truncatus) – betydeligt større (2,80-4,10 m).

Biologi: Parringstiden falder i juli-august. Efter en drægtighedsperiode på 10-11 måneder føder hunnen 1 unge, der vejer 6-8 kg og er 60-80 cm lang. Denne dier i ca. 8 måneder. I en alder af ca. 14 måneder er den kønsmoden.

Man ved ikke, hvor gammelt Marsvinet bliver, men med en så intensiv start i livet, må man formode, at det i naturen har en ringe levealder.

Levested: Nordsøen til vestlige Østersø, sjælden i den øvrige Østersø.

Udbredelse: Findes bl.a. langs Europas kyster fra Hvidehavet og Grønland i nord til Middelhavet i syd. Almindelig i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen. Svømmer jævnligt op ad store og endog mindre floder; undertiden også i andre ferskvande. Det er den eneste almindelige hval i danske farvande.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Marsvin.

Hvornår ses den? Marsvin er den eneste hval, der er almindelig i Danmark, og findes ikke sjældent skyllet op på stranden, enten som hele dyret eller som rester – dette er ofte dyr der er druknet i fiskegarn. Finder man kun halefinnen, kan den let kendes på, at den i modsætning til fiskenes halefinne sidder vandret på halen og ikke har finnestråler.

Udover drukning, kan stranding af en hval have andre årsager – måske især hvad angår de større hvaler, for hvem risikoen er større, eftersom de kræver mere plads til at manøvrere: Når det overhovedet kan ske, at en hval strander, så hænger det formodentlig sammen med, at dens sanse- og orienteringsorganer spiller den et puds. Hvaler kan lokalisere genstande i vandet ved at lytte efter ekkoet af højfrekvente lyde, som de selv udsender. Når sådan en lydstråle rammer en stejl klippekyst eller en anden fast genstand i vandet, så advares dyret i tide mod forhindringen og kan styre uden om forhindringen; men nærmer den sig en svagt skrånende strand (f.eks. en flad sandstrand), så vil de lyde den udsender, i stedet blive kastet skråt fremad, ligesom når en sten smutter på havoverfladen; der kommer ikke noget advarende ekko, og hvalen vil derfor fortsætte indad mod stranden i fuld tillid til pejlingssystemet, og risikerer at strande. Det har vist sig, at de fleste strandinger af store flokke storhvaler rundt om i verden er sket på fladvandede kyster, og således kan man også forklare en del af strandingerne herhjemme, f.eks. af de fem kaskelotter i Vadehavet i 1949.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Skrevet/lagt på nettet af Anni & Peter Nielsen d. 26-02-2007
Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Marianne Køie: Havets dyr. Gyldendal 2005.

Europas pattedyr v/van den Brink, Gads Forlag 1967.

Danmarks natur, bind 3, Politikens Forlag 1975.

Havpattedyr i Nordatlanten v/C.C.Kinze, Gads Forlag 2001





Tilpasset søgning
Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator