Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp | Naturbøger
fyld
1. oktober 2016
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Nyt på hjemmesiden

Thomas Eske Holm
To nye atlasprojekter i 2014 (Læst 5404 gange) Postet d. 11-10-13 kl. 12:52
To nye atlasprojekter i 2014 (Det er en stor glæde at kunne meddele, at Naturbasen og Naturhistorisk Museum, Aarhus igangsætter to)
Foto: To atlasprojekter på vej.
Det er en stor glæde at kunne meddele, at Naturbasen og Naturhistorisk Museum, Aarhus igangsætter to nye nationale atlasprojekter i 2014:

  • Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle 2.0
  • Atlasprojektet Danmarks Guldsmede
  • Projekterne skal belyse de ændringer, der er sket i den danske dagsommerfugle- og guldsmedefauna igennem de seneste 20 år. Begge artsgrupper er vigtige indikatororganismer for naturens tilstand og data vil kunne bruges fremadrettet i den nationale naturforvaltning. Samtidig vil projekterne tilvejebringe et databaseret bidrag til en evaluering af 2020-målet om standsning af tab af biodiversitet som efterlyst i rapporten Danmarks Biodiversitet 2010 (Ejrnæs m.fl. 2011). Begge projekter vil blive afrapporteret populært såvel som videnskabeligt.

    Dagsommerfugle

    Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle 2.0 (ADD 2.0) er Danmarks andet nationale dagsommerfugleatlas. Med titlen signalerer vi, at vi udelukkende benytter os af web 2.0, dvs. at dataindsamlingen alene bliver web-baseret. Det første dagsommerfugleatlas blev gennemført i starten af 1990erne under ledelse af Michael Stoltze og resulterede bl.a. i bogklassikeren Danske dagsommerfugle. Michael Stoltze har tilkendegivet, at han udarbejder en ny, opdateret udgave af bogen baseret på data fra ADD 2.0. Projektets kontaktpersoner er:

  • Thomas Eske Holm (Naturbasen) - se linket HER
  • Morten DD Hansen (Naturhistorisk Museum) - se linket HER
  • Guldsmede

    Der har aldrig tidligere været foretaget en målrettet og organiseret kortlægning af de danske guldsmede. Historisk set har registreringen af guldsmedenes udbredelse således været mangelfuld og tilfældig. Dette laver vi om på med Danmarks første guldsmedeatlas. Projektgruppen er:

  • Thomas Eske Holm (Naturbasens kontaktperson)- se linket HER
  • Kent Olsen (Naturhistorisk Museums kontaktperson) - se linket HER
  • Erik Dylmer - se linket HER
  • Nicholas Bell - se linket HER
  • Dataindsamling

    Alle data registreres i Naturbasen her på hjemmesiden. Det foregår via indtastningsmodulet (- se linket HER) eller via vores mobile applikation til Iphone og Android (- se linket HER). Dataindsamlingen vil foregå i 2014-16 med mulighed for forlængelse.

    Tidsplan

    Januar 2014: Atlasprojekterne starter

    Januar-marts 2014: Felthåndbogen (- se linket HER) udvides og opdateres med beskrivelser af guldsmede og dagsommerfugle. Samtidig udvides Feltguiden (- se linket HER) med især flere guldsmede, således du kan bruge dette værktøj til bestemmelse i felten.

    April 2014: Nye hjemmesider til atlasprojekterne lanceres.

    Maj-juni 2014: Hjemmesiden får et nyt indtastningsmodul. Dette betyder bl.a., at vi sikrer, at alle atlasdata indtastes med præcise koordinater.

    Juni 2014: Naturbasens mobile applikation udvides med funktionen “Hvad er det?”. Når du ser et dyr, en plante eller en svamp som du ikke kender, tager du et billede og sender det via “Hvad er det?”. På naturbasen.dk får brugerne så mulighed for at tagge billedet med et artsnavn. Når det er sket får du besked på telefonen, forhåbentlig mens du stadig er i felten. Samtidig gemmes foto og observation, så der i processen også samles data ind! Med andre ord vil man i felten kunne indsamle data til projektet uden at kende dyrene på forhånd!

    Alle er inviteret med

    Vi vil gerne invitere alle med til at bidrage til projekterne og håber på en så bred opbakning som muligt.

    De bedste hilsener

    Thomas Eske Holm, Morten DD Hansen, Kent Olsen,Erik Dylmer og Nicholas Bell

    ---------------------------------------------

    Referencer

    Ejrnæs, R., Wiberg-Larsen, P., Holm, T.E., Josefson, A., Strandberg, B., Nygaard, B., Andersen, L.W., Winding, A., Termansen, M., Hansen, M.D.D., Søndergaard, M., Hansen, A.S., Lundsteen, S., Baattrup-Pedersen, A., Kristensen, E., Krogh, P.H., Simonsen, V., Hasler, B. & Levin, G. 2011: Danmarks biodiversitet 2010 – status, udvikling og trusler. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 152 sider – Faglig rapport fra DMU nr. 815.


    Side 1 af 1 - Gå til side 1

     




    Email notificering
    Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



    Tilpasset søgning
    Klik her for avanceret søgning i observationerne


    Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator