|
|
Rosiner, glasperler, tømmermænd og Callicera
Så kom den tredje i rækken af den svenske forfatter Frederik Sjöbergs bøger om svirrefluer, om mennesker, om at interessere sig for naturen og om at samle – fluer, viden, indtryk, menneskelige kontakter og oplevelser. Det startede med mesterværket ”Fluefælden”, fulgt af den noget svagere ”Kunsten at flygte”, og nu afsluttet med Rosinkongen, historien om den svenske regnormeforsker, rosindyrker, kunsthistoriker, havemand og glasperleekspert Gustaf Eisen, der i dag stort set er ukendt, men i sin tid – sidste halvdel af 1800-tallet og første del af 1900-tallet (han døde i 1940), var et stort og ofte omdiskuteret navn. Bogen handler selvfølgelig også om Frederik Sjöberg selv, om livet på hans elskede Runmarö i den stockholmske skærgård, og om svirrefluer – selvom det er i denne bog, at Sjöberg beslutter sig for at holde op med at samle på dem, eller rettere at rette sin samlertrang i en helt anden retning. Lad det være sagt med det samme – Rosinkogen er en god bog, men den når ikke sin forgænger Fluefældens poetiske højder. Selvom flere anmeldere har skrevet, at Frederik Sjöberg kan kunsten ikke at sige for meget, er det lige præcis hvad han gør i denne bog. Der er ganske enkelt, specielt i bogen sidste halvdel, proppet for meget ind i den. Historien om Eisen er spændende, men den fylder så meget, at den forvrider balancen i bogen. Den første halvdel af bogen er dog fyldt med magiske øjeblikke. Sjöbergs beskrivelse af hvordan han som dreng lægger adskillige vidtløftige planer i et forsøg på at stjæle en pære fra en lygtepæl, så han kan lokke natsværmere med den, er helt vidunderlig. Og det samme gælder historien om hvordan han efter en usædvanlig våd fest er vågnet tidligt med forrygende tømmermænd, og på en lille spadseretur omkring huset for at klare hovedet finder en Callicera, en bronzesvirreflue, det nærmeste han og hans fluesamlende kollegaer kommer en hellig gral. Det er ikke nemt at fange en sky svirreflue, når ens hoved gør ondt, og man har ladet nettet ligge hjemme i huset, fordi man på det tidspunkt har mistet lysten, og egentlig har tænkt sig at holde inde med samleriet. Det lykkes for Sjöberg at fange fluen – jeg skal dog ikke afsløre hvordan – og dermed gør han sig fortjent til medlemskab i Callicera-klubben, en eksklusiv forening, hvis medlemmer, som han beskriver det, mest giver sig af med gensidig beundring. Fra det tidspunkt beslutter Sjöberg sig for udelukkende at samle på Callicera-fluer – et ret afgrænset område, når man tænker på, at der på verdensplan kun kendes 17 arter, heraf 6 i Europa, og de er sjældne alle sammen. Et par af dem kendes endda kun fra type-eksemplaret. Men det gør egentlig ikke så meget, for som han skriver i forbindelse med beskrivelsen af hvordan hans fluesamling bliver udstillet på kunstbiennalen i Venedig, er den vigtigste drivkraft bag samleriet nok i virkeligheden er, at det er sjovt. Det kan være ensomt, men det er først og fremmest noget man gør for sin egen fornøjelses skyld. Omend det, i hvert fald når det drejer sig om fluer, ikke virker specielt tiltrækkende på det modsatte køn. Man må dog formode, at Callicera-samleriet ikke er noget, der tager meget af Sjöbergs tid, for sidst i bogen skriver han, at han nu har anskaffet sig en flagermusdetektor, fordi ”Alle ensomme mennesker burde have sådan en, eller alle, der bare er lidt generte, og som ikke uden videre tør nærme sig sin borddame med forslag om en gåtur i mørket… Når man siger, at man vil strække benene og gå en kort tur i måneskinnet, måske ned til søen for at pejle vandflagermusenes lyde, behøver man ikke gå alene.” |
