|
|
|
En lille historie om klapperslangers raslen
Mit livs anden klapperslange (og den første, men den er historien uvedkommende) - en vestlig diamantklapperslange - mødte jeg på vores nylige familietur til Texas (se - se linket HER). Mødet kan måske tjene som en form for anekdotisk illustration af effektiviteten af klapperslangers advarselssystem bevist ved den imponerende tillid (& ja, tillid er nok ikke det meste passende ord, når vi taler om krybdyr, men i mangle af bedre...) de synes at udvise til virkningen. Vi var i Big Bend National Park i statens vestlige del. Nationalparken brøster sig af at være USA''s mindst besøgte (men mest genbesøgte). Den er lidt større end Fyn. Der er med andre plads nok, man drukner ikke i andre turister. Det ene sted, hvor der trods alt er en del andre mennesker, er på den mest populære vandresti, en kort tur ind i Santa Elena Canyon i parkens sydvestlige hjørne. Turen starter i ørkenen, går ned til Rio Grande, op i klipperne og tilbage ned igen, ind i kløften til det punkt, hvor der kun er plads til selve flodløbet mellem klippevæggene. Herfra går den tilbage ud igen ad samme vej. På det sted, hvor klipperne begynder, snævrer stien ind til en smal stribe med tæt rørskov på den ene side og en lodret klippevæg på den anden. Netop her, på det allersmalleste sted, var der et røre. En mand stod og rakte en lang vandrestok ind imellem rørene, alt imens han talte med en gruppe vandrende foran os. Gruppen vendte om, jeg syntes jeg hørte noget om en rotte. Jeg spurgte manden, hvad postyret skyldtes - "rattlesnake", ikke "rat". Nu hørte jeg den også, så så jeg den. Klapperslangen lå og raslede med halen lige i kanten af rørskoven, klods op ad stien. Manden virkede lidt ængstelig, følte dog tydeligvis et ansvar overfor de andre turister for at holde vagt over dyret. Tilsyneladende brugte han sin vandrestav til at prikke til slangen for at få den til at fortrække. Den gjorde dog ikke mine til at flytte sig, udviste heller ikke anden aggression, lå blot stille og raslede konstant. Jeg gav mig ikke til kende som herpetolog, kunne ikke se, hvilken praktisk rådgivning, jeg kunne bidrage med i situationen og ønskede ikke at forstyrre ham i den vagtrolle han havde påtaget sig på, hvad der trods alt virkede som sikker vis. Jeg regnede egentlig med, at slangen snart ville blive træt af chikanen og rykke tilbage i sikkerhed længere inde mellem rørene, så manden kunne gå videre og alle føle sig trygge. Et par vandrende på vej tilbage ned blev bedt om at skynde sig forbi, længst muligt væk fra slangen. Vi blev høfligt bedt om det samme. Til forskel fra selskabet foran os betragtede jeg dog mødet som en uventet gave og tog et par billeder, inden vi hastede videre for ikke at forurolige "vagten". Lidt længere oppe ad stien, mødte jeg mandens kollega. De var guider for et lille firma, der arrangerede udflugter i området. Jeg kunne forstå, at de havde ringet til parkens hovedkvarter for at få parkbetjentene til at fjerne slangen. Parkbetjentene havde dog tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre noget. Inde i kløften nød jeg landskabet, sommerfuglene, øglerne og kolibrierne, men... ...jeg ærgrede mig over at havde ladet mig jage så hurtigt væk fra klapperslangen af den selvbestaltede vagt. Jeg ville gerne have iagttaget slangen lidt længere, forhåbentlig fået lidt bedre billeder. Kunne jeg monstro være så heldig, at den var der, når vi kom tilbage? Efter en time var vi netop tilbage. Vagten havde opgivet sit forehavende, vi mødte ham lidt længere oppe ad stien, men klapperslangen lå der stadig, konstant raslende, på præcis samme sted, i samme position. Jeg fandt et langt og kraftigt rør, jeg kunne bruge til at holde de andre til side med, mens jeg tog lidt flere billeder og iagttog slangen og dens adfærd eller mangel på samme. Selv om jeg flere gange strejfede slangen med røret, reagerede den stadig ikke. Den blev blot liggende som var den ganske upåvirket, raslende, i samme positur uden så meget som at følge mine bevægelser med hovedet. Ganske vist lå den rullet sammen med halsen i s-stilling klar til at hugge om nødvendigt, men dens ro var dog alligevel påfaldende. Slangen havde ligget på samme sted, i samme positur i mindst en time, alt imens dusinvis af mennesker var gået forbi på en meters afstand. Den var blevet chikaneret med en kraftig vandrestav og havde ikke rykket sig en centimeter. Tilsyneladende havde den heller ikke udvist andre former for aggression end netop den konstante raslen. Det var forbløffende, at den aldrig hverken var flygtet eller på anden vis havde truet. Andre giftslanger, jeg har mødt, der på lignende vis benytter lyd som advarsel (i særdelseshed Echis coloratus, Cerastes cerastes og Cerastes vipera i Israel), har alle løftet forkroppen fra underlaget, hugget med lukket eller åben mund, eller på anden vis søgt at virke intimiderende, når de har raslet med bugskællene. Klapperslangen her, omend evigt raslende, forholdt sig i øvrigt stoisk - bemærkelsesværdigt. ... & ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal drage vidtrækkende praktiske konklusioner om klapperslangers adfærd af dette ene møde. Det kunne hurtigt blive vel farligt ;-) |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.