Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

26. maj 2015

Brugen af redskaber rykket 700.000 år tilbage

Indtil nu har man troet, at tilvirkningen af redskaber var noget, der kom samtidig med de tidligste arter i slægten Homo, nærmere bestemt hos Homo habilis (det habile menneske). H. habilis havde en markant større hjerne end Australopithesinerne, så det er ikke overraskende, at de for ca. 2,6 millioner år siden, som de første, begyndte at slå flækker af sten.

I sidste uge publicerede Nature en artikel, hvor fundet af 3,3 millioner år gamle flækker fundet vest for Turkanasøen i Kenya blev offentliggjort.

Med et slag har vi rykket tilvirkningen af redskaber 700.000 år tilbage i tiden, samtidig med at vi har fravristet H. habilis titlen som den habile, for der har åbenbart været andre, der har været stort set lige så habile, længe før H. habilis eksisterede.

Vores nærmeste nulevende slægtninge, chimpanserne, bruger en del redskaber. De bruger pinde til at fiske termitter ud af tuer, sten til at knække nødder osv., så brugen af redskaber er ikke en unik menneskelig ting.

Det unikke består i at bearbejde sten, så de kan bruges til mere specifikke formål. Med bearbejdningen af sten følger viden om hvilke typer af sten, der kan spaltes på den rigtige måde, motoriske evner (hånd-øje koordination), der kan føre til et brugbart resultat og evnen til at gribe og fastholde de sten, der er brugt som hammer.

De eneste hominide arter, der nogenlunde passer tidsmæssigt og geografisk med redskaberne er Kenyanthropus platyops og Australopithecus afarensis. Der er desværre intet på lokaliteten, der linker redskaberne til en specifik art, så vi kan ikke vide, hvem der har lavet dem.

Allerede i 60´erne mente en gruppe videnskabsmænd, at de havde fundet dokumentation for, at brugen af redskaber er mindst 3,5 millioner år gammel, og så sent som i 2010 offentliggjorde forskere det, der ligner skæremærker i knogler, der er 3,4 millioner år. Der har altså længe været mistanke om, at tilvirkning af redskaber, ikke kun var forbeholdt Homo-slægten.

Nu ser det endelig ud til, det er dokumenteret.

Teknikken er primitiv, men – skriver forfatterne bag artiklen – fuldt på højde med den 700.000 år yngre Oldowan kultur, der hidtil er blevet betragtet som den ældste. Forfatterne foreslår, at kulturen skal have sit eget navn – Lomekwian – opkaldt efter lokaliteten.

Litteratur:

Harmand, S.et al. 2015: 3.3-million-year-old stone tools from Lomekwi 3, West Turkana, Kenya. Nature vol. 521, pp 310-326

Supplerende materiale:

Her en lang smøre, på engelsk men med fine illustrationer, om teknikken bag bl.a. Oldowan kulturen.

paleo.revues.org/1877

Her et Youtube klip af udgravningen:

www.youtube.com/watch...

Og her klippet med skæremærkerne fundet i 2010:

www.youtube.com/watch...






De senest indberettede arter i Naturbasen: