Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

22. november 2007

Svampebestemmelse i ”fugle og natur”, hvordan?

Jeg har den sidste måneds tid forsøgt at følge med i ”Fugle og Natur” med diverse underfora, og ind imellem givet mit besyv med vedr. svampe, som har min særlige interesse.

Det er efter min opfattelse et meget fint forum, der viser et meget bredt spektrum af spørgsmål, svar og fotos fra absolut nybegyndere til professionelle mykologer, der er båret af et lille panel af bedømmere, samt andre som bidrager til artsbestemmelser, som regel ud fra fotos.

Det forekommer mig at svampene i grove træk bliver artsbestemt på to måder (evt. som kombination):

1: Ved at sammenligne fotos i forummet med fotos og akvareller i den bog eller de bøger man har.

2: Ved (evt. som supplement) at bruge bestemmelsesnøgler

Nogle mennesker bruger forummet for f.eks. at lære en kantarel, eller nogle få spisesvampe at kende, andre har kendskab til de almindeligste svampe ud fra de mest almindelige håndbøger, f. eks. Politikkens; igen andre har lyst til at lære nogle flere svampe at kende, f.eks. ud fra ”Danmarks Svampe”.

I disse tilfælde er det ofte, men langt fra altid, muligt at bestemme selv de mest almindelige svampe; der kommer ofte problemer, hvis svampen er for ung, for gammel, eller utypisk, på grund af tørke, megen regn, eller frost, eller på anden måde afvigende.

Imidlertid indeholder ingen af disse bøger artsnøgler.

Brænder man for at komme videre med at lære flere svampe at kende, bliver det mere og mere nødvendigt at bruge artsnøgler. Den eneste dansksprogede bog vi har hertil er ”Danske storsvampe”. Siden den blev skrevet er der godt nok fundet mange flere arter i Danmark, hvorfor den på det punkt er forældet. Men som den eneste har den artsnøgler.

Når man har et vist artskendskab bliver artsnøgler mere og mere uomgængelige, fordi de, når de er bedst, focuserer på de vigtigste skillekarakterer imellem to arter.

Danske storsvampe, indeholder kun ret henvisninger til ret få mikroskopiske karakterer, da den er beregnet til den noget viderekomne amatør, der ikke har adgang til mikroskop.

Hvis man vil videre, er det nødvendigt at have et godt mikroskop, der kan forstørre 1000 gange eller mere. I det tilfælde vil en verden af engelsksproget litteratur være til rådighed, f. eks. Nordic Macromycetes, men det er ikke den målgruppe jeg snakker om her.

Ud fra hvad jeg har forstået via læsning af indlæggene, mener jeg det er en rimelig fair beskrivelse af de mennesker der kvalitetssikrer svampebestemmelserne i ”Fugle og natur” (controllerne), at de kun i begrænset omfang, eller slet ikke bruger mikroskop. Det er i mange tilfælde heller ikke nødvendigt, men det medvirker til at bestemmelserne ind imellem virker noget usikre.

Jeg vil derfor opfordre til at når man kommer med en svær, ukendt eller på anden måde interessent svamp til bestemmelse, at informationen bliver så præcis som muligt; dvs. flere skarpe fotos fra forskellige sider, som er taget så tæt på som muligt uden at man mister overblikket, og med noter om det man ikke kan se på billedet, lugt og smag, sporestøvets farve, kødets farve og konsistens. I så fald vil det i mange tilfælde være muligt at bestemme en svamp ud fra de vigtigste karakterer som den pågældende svamp har. Hvis man selv har fornemmelsen af at svampen kunne være interessant, ville det være meget fint hvis noget af det blev tørret til en senere bestemmelse eller kontrol. Jeg vil endvidere opfordre ”controllerne” til at inddrage flere nøglekarakterer i jeres bestemmelser og i diskussionen med finderne, der hvor I finder det relevant.

Jeg ved godt at det er en stor opgave at bestemme svampe, ikke mindst på basis af billeder, når man ikke selv har (haft) svampen i hånden. Derfor er det glædeligt at også andre erfarne mykologer bidrager med artsbestemmelser. Jeg vil dog gerne opfordre bestemmere af vanskeligere arter til at forøge brugen af nøglekarakterer som basis for jeres bestemmelser, for at give øge kvaliteten af artsbestemmelserne endnu mere.

Jeg vil til sidst understrege at svampe kan være en meget fascinerende verden uanset hvilket niveau vi befinder os på, og altid stiller os over for nye udfordringer og gåder!

Torbjørn Borgen


Foto: Tragt-kantarel: nem at bestemme

De senest indberettede arter i Naturbasen: