|
|
Om artsbestemmelse indenfor barklusslægten Stenopsocus
Barklus-slægten Stenopsocus omfatter kun 3 arter i Europa; alle tre lever her i Danmark. Hos barklus er det først og fremmest vingekarakterer, der afslører familie- og slægtstilhørsforhold, og Stenopsocus-vingen udmærker sig ved en kombination af to træk: for det første er den udstyret med to tværribber, som kun findes på vinger tilhørende medlemmer af familien Stenopsocidae. (I fagsproget taler man om, at den ene tværribbe forbinder vingemærket med vingeribbe Rs, mens den anden forbinder spidsen af vingecellen Areola postica med vingeribbe M.) På den øverste af illustrationerne til denne artikel er disse to vingeribber fremhævet med rødt. Det andet træk, som karakteriserer Stenopsocus-vingen, er forekomsten af et vingemærke, som i hele sin udstrækning forbliver af stort set samme bredde. På illustrationen er vingemærket vist som det let pigmenterede område forneden på vingen. Når man har forvisset sig om, at et givent dyr er en Stenopsocus, bliver spørgsmålet så, hvilken af de 3 herlevende Stenopsocus-arter, der er tale om. Den ene af arterne, Stenopsocus stigmaticus, er imidlertid så særegen og farverig (sammenlignet med andre barklus), at det ikke bør give anledning til større problemer at identificere den umiddelbart. Bagkroppen, der gerne er let at skelne gennem de glasklare vinger, er gul eller grøn, altid med et enkelt massivt, lysegult tværbånd. Hovedet er gult til lysegrønt, mens halsringen har en mere turkisgrøn farve. Endvidere er vingemærket pigmenteret i gult, ofte endda ganske intenst. Se de mange fotos af arten i Galleriet! Svenskerne kalder den ligefrem ”Pragt-barklus” (Praktstövslända) grundet dens farverigdom. Det er de resterende to Stenopsocus-arter, S. immaculatus og S. lachlani, som for alvor giver anledning til bestemmelsesproblemer. Selv de professionelle døjer med at skelne de to arter sikkert fra hinanden, så man behøver som amatør ikke at skamme sig, hvis man HELLER ikke synes, det er nemt! Såvel hos den britiske entomolog Robert Saville (2009) som i Nationalnyckelns bind om barklus (2010) opstilles der imidlertid en række forhold og faktorer, som tilsammen kan gøre en artsbestemmelse mulig i ihvertfald nogle tilfælde. Det sidste ord er sikkert endnu ikke sagt i denne sag, så jeg har valgt i det følgende at omtale disse faktorer som ”indicier” på, at det drejer sig om den ene eller den anden af de to arter. Første indicium: levestedet Både S. immaculatus og S. lachlani kan træffes på såvel løvtræer/løvfældende buske som nåletræer/stedsegrønne. Men S. immaculatus udviser, statistisk set, en præference for løvtræer/løvfældende buske, hvorimod S. lachlani i højere grad ser ud til at foretrække nåletræer/stedsegrønne buske. Andet indicium: farven på ”issen”, dvs. området imellem og lige bagved dyrets øjne Hos begge de her omtalte Stenopsocus-arter løber der en mørkebrun stribe fra et toppunkt på issen (midt mellem øjnene) og derfra videre lodret ned over panden/den øverste del af ansigtet. Hos den ideelle, prototypiske S. immaculatus er selve isseområdet mellem øjnene af en lys grundfarve, svarende til resten af ansigtet, kun med undtagelse af den føromtalte mørke ansigtsstribe, som danner en relativt smal midtlinie centralt på issen. Hos den ideelle, prototypiske S. lachlani derimod er hele isseområdet ensartet mørkt – det ligger som en slags mørk tværbjælke henover toppen af hovedet fra øje til øje, og det er ikke muligt at skelne egentlige lyse områder imellem det enkelte øje og ansigtsstribens midtlinie. – Nu møder man jo ikke altid kun ”ideelle, prototypiske” individer i virkeligheden, så der kan blive brug for et vist skøn. Nationalnyckeln betoner her især mørkhedsgraden af området imellem og bagved øjnene som adskillelseskriterium (immaculatus = lysere, lachlani = mørkere), mens Saville fremhæver betydningen af, om der kan erkendes lysere områder mellem øjet og issens midtlinie (immaculatus = lysere områder findes, lachlani = hele isseområdet fremtræder ensartet mørkt, selve mørkhedsgraden ufortalt). Tredje indicium: øjenindekset Det såkaldte ”øjenindeks” udtrykker relationen mellem øjenstørrelse og indbyrdes afstand mellem øjnene og er et træk, som anvendes meget, når eksperter skal beskrive udseendet hos diverse barklusarter. Indenfor de fleste barklusarter er hannernes øjne større end hunnernes, hvorfor man opererer med et separat øjenindeks for hvert køn. Øjenindeks måles altid udfra en position, hvor man ser ned på dyret direkte ovenfra – og i professionel sammenhæng naturligvis med anvendelse af videnskabeligt præcisionsmåleudstyr, som vi andre ikke kan hamle op med. På nederste del af illustrationen til denne artikel ses et stiliseret barklushoved ovenfra. Den viste linie ”A” angiver mindsteafstanden mellem øjnene, mens den viste linie ”B” angiver øjets maksimale diameter. Øjenindekset er det tal, som til enhver tid fremkommer, når A divideres med B. Det er min påstand, at også vi amatører kan foretage vores egne øjenindeks-målinger og drage nytte af dem, forudsat at vi har det rette materiale til rådighed (fotos af barklus taget direkte ovenfra, hvor i det mindste dyrenes hoveder fremtræder så skarpe som muligt… plus en lineal eller et målebånd) og så i øvrigt forstår at bruge vores sunde fornuft og hele tiden forholde os meget, meget kritisk til vores egne resultater. Tre forskellige forfattere, nemlig schweizeren Lienhard (1998), den tidligere omtalte Robert Saville (2009) og forfatteren til Nationalnyckelns bind om barklus Bo W. Svensson (2010), har beregnet hver deres eget sæt af øjenindeks-tal for arterne S. immaculatus og S. lachlani. Talsættene er desværre ikke helt ens, hvilket jo vidner om, at studiet af barklus endnu kun er et vidensområde under udvikling – og det beror måske også på, at øjenindeks-studierne er udført på barklus fra forskellige geografiske regioner (Lienhards dyr har formentlig været centraleuropæiske, Saville undersøgte britiske samt finske dyr, mens Svensson målte på svenske dyr). Nedenfor ses de tre forfatteres angivne øjenindeks-værdier for de to Stenopsocus-arter (Lienhard = Li; Saville = Sa; Svensson = Sv): Stenopsocus immacul.,(m) (Li)0,8–1,0__(Sa)0,8–1,1__(Sv)0,9-1,4 S. immacul.,(f) (Li)1,6-1,9__(Sa)1,6–2,1__(Sv)2,0 S. lachlani,(m) (Li)1,3–1,5__(Sa)1,3-1,5__(Sv)1,3–1,7 S. lachlani,(f) (Li)2,0–2,4__(Sa)2,2–2,4__(Sv)2,0–2,4 Bemærk, at der kun hos Svensson findes overlapning mellem arterne: et dyr med et målt øjenindeks på 1,3 eller 1,4 kan hos ham enten være en han af S. immaculatus eller en han af S. lachlani, ligesom et dyr med et målt øjenindeks på 2,0 kan være enten en immaculatus-hun eller en lachlani-hun. Alt i alt er øjenindeks-målinger foretaget af amatører naturligvis behæftet med en betydelig usikkerhed, og dette bør man tage højde for, hvis man selv har lyst til at kaste sig ud i det. Det må kraftigt anbefales at tage flere egnede billeder af hvert enkelt dyr og som kontrol måle på dem alle for at sikre sig, at eens målinger er bare rimeligt pålidelige, inden man bruger dem til noget. Ved direkte forsøg på artsbestemmelse må det desuden som hovedregel anbefales kun at tillægge de måleresultater egentlig vægt, som entydigt lader sig indplacere i samme gruppe i skemaet ovenfor hos mindst to, og da allerhelst alle tre, af forfatterne. Alt det ovenstående handler som nævnt kun om indicier, da videnskaben åbenbart ikke indtil videre er i stand til at opstille nogen egentligt afgørende enkeltkendetegn, hvor det gælder om at skelne sikkert mellem Stenopsocus immaculatus og Stenopsocus lachlani. Min personlige anbefaling må være, at man som grundprincip kun bestemmer helt til art i de tilfælde, hvor alle tre typer forhold – levested, udseende af dyrets isse samt øjenindeks – udenfor enhver tvivl peger i samme retning, og hvor mindst eet af de to sidstnævnte træk (isse, øjenindeks) desuden er af en så markant karakter, at det entydigt viser hen til kun én af arterne. I tvivlstilfælde – og dem undgår man næppe at støde på! – må man nøjes med at indtaste sit fund som ”Stenopsocus immaculatus/lachlani”. Referencer: Saville, Robert E.: The Identity of Stenopsocus species (Psocoptera: Stenopsocidae) in Britain. British Journal of Entomology and Natural History (2009), 22: pp.7-13. Svensson, B.W. & Hall, K.: Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Stövsländor. Psocoptera. ArtDatabanken, SLU, Uppsala 2010. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.