Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

12. juni 2020

Mononychus punctumalbum, Herbst 1784 - Ny snudebille i Danmark

Onsdag den 10/6 opdagede jeg tilfældigt, at Frej Schmedes fra Facebookgruppen Amager Fælleds Venner havde lagt nogle billeder op af nogle iris med nogle snudebiller i, som han havde fotograferet på Amager Fælled. Han foreslog selv, at det måske kunne være Mononychus punctumalbum, men da arten dels ikke (ihvertfald på det tidspunkt) var kendt fra Danmark, og billederne på billederne dels var noget små, mente jeg, at de dyrene nok lige skulle have et nærmere kig. Han var så venlig at sende mig et kort med den præcise placering, så dagen efter cyklede jeg ud for at tage et nærmere kig, og fandt en lidt forkølet klat blå iris halvt skjult under en pilebusk lige bag ved vandrehjemmet. Lidt forsigtigt rysteri af de halvvisne iris gav viste hurtigt, at billerne var der endnu, og at det, så vidt jeg kunne se måtte være Mononychus.

Det næste jeg gjorde var at ringe til Jan Pedersen på Zoologisk Museum - som man jo gør, når man har biller man gerne vil have bekræftet - og han synes det var spændende nok til, at han tre kvarter senere stod ved siden af mig på Amager Fælled og kunne bekræfte, at det så sandelig var Mononychus punctumalbum, og at Danmark dermed havde fået endnu en art på den nationale billeliste. Han kunne også meddele, at arten er almindelig i Tyskland, og der er nem at finde på gul iris, så vi vandrede 3-400 meter østpå til nogle små delvist udtørrede og tilgroede vandhuller som dog stadig havde gode bræmmer af gule iris, og gode mængder af Mononychus.

Og så må det jo være passende at komme med en opfordring til alle jer, der jævnligt er ude at ryste på vegetationen i Danmark. Kig i de gule iris - man skal finde Mononychus oppe i blomsterne. Hvis den er der, er den svær at overse. Den er stor - op mod 5 mm lang - med en tydelig hvis plet midt på ryggen, gult ansigt, og små korte orange antenner.


Foto: Lars Thomas

De senest indberettede arter i Naturbasen: