Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

12. juni 2020

Ny myrmekofil hveps for Danmark, Tetramopria aurocincta

Den 3. maj 2020 besøgte jeg Øer syd for Ebeltoft, primært med fokus på myrer og deres gæster. Under en lille sten på en af de tørre, steppeagtige hedeflader var der anlagt et lille bo af Græstørvmyre (Tetramorium caespitum). Blandt myrerne på undersiden af stenen sad en lille hveps, der hurtigt fangede min opmærksomhed. Min mistanke fladt straks på slægten Tetramopria, der længere sydpå i Europa netop er kendt fra Græstørvmyrebo. Jeg tog kræet med, og fik det ret let nøglet ud til en hun af Tetramopria aurocincta, der ikke før er truffet i Danmark. Den tilhører den parasitoide familie Diapriidae.

Slægten Tetramopria udmærker sig blandt andet ved den tætte, gyldne behåring af "trichomer" i nakken og på bagsiden af hovedet, der menes at spille en vigtig rolle i interaktioner med værtsmyrerne. Meget lignende hår er konvergent udviklet mange gange hos myrmekofile biller, blandt andet vores hjemlige gæsterovbiller (Lomechusa og Lomechusoides) og kølledragere (Claviger). Overraskende nok lægger den ikke æg i sin vært Græstørvmyre, men er i stedet parasitoid på snyltefluer. Det vides ikke præcis hvad dens forhold til myrerne er, men tilstedeværelsen af trichomer er et tegn på avanceret myrmekofili. Man kan både støde på vingede og uvingede eksemplarer, da værtsmyrerne meget ofte hiver dem af.

Indenfor slægten kan arten forveksles med Tetramopria cincticollis, der dog nærmest helt mangler køl på scutellum, der i øvrigt er fladt (tydeligt kølet og tagformet hos aurocincta), og har 5 antenneled i køllen (4 hos aurocincta). Tetramopria cincticollis er endnu ikke fundet i Danmark. Jeg har tilladt mig at døbe T. aurocincta Kølet Gæstehveps, da jeg synes en art med en så bemærkelsesværdig (og stadig meget ukendt) levevis fortjener et dansk navn.


Foto: Hjalte Kjærby

De senest indberettede arter i Naturbasen: