Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

9. juli 2020

Blødvingen Malthodes lobatus Kiesenwetter 1852 fundet i DK

På en fridag den 7. juli 2020 gik jeg en tur i Ledøje, inden jeg tog i Porsemosen. Som så ofte før rystede jeg græs, urter og buske nær gadekæret i håbet om at finde nogle smådyr, jeg kunne føje til listen over arter fra lokalområdet. Den sjove, store snudebille Otiorhynchus pseudonothus, som jeg godt nok havde fundet et par gange tidligere i år, var tilsyneladende det bedste fund, men i min bakke var der også en lille (2-3 mm) blødvinge, som så interessant ud. Efter turen i mosen fik jeg tid til at fotografere dagens dyr, men den lille bille kunne jeg ikke umiddelbart genkende som andet end en Malthodes sp. en hun.

Lidt søgning på nettet gav dog et ganske godt match i form af M. lobatus. Yderligere research afslørede dog, at den ikke var kendt fra DK, men den figurerede på Jan Pedersens liste over forventelige arter, da den bl.a. har bredt sig til det nordlige Tyskland. Således opmuntret ved tanken om en mulig ny art for landet, sendte jeg en besked med et vedhæftet billede til Jan om aftenen. Han medgav, at der var flere ting, der så lovende ud, bl.a. de ret korte vingedækkere og temmelig korte følehorn, men den meget lignende M. pumilus kan variere en del, så han kunne ikke fastslå arten med sikkerhed. Meget frustrerende, men Jan var frisk på at smutte forbi Ledøje, så snart vejret - og familien - tillod det, for at lede efter flere eksemplarer. De to nævnte arter har en meget speciel kønsfordeling, idet der kan optræde mere end 1000 hunner for hver han. Hanner er nemmere at artsbestemme, men hvis man finder mange ens hunner, vil det i sig selv kunne bekræfte arten.

Allerede næste aften var vejret mere stabilt og vinden noget aftaget, så Jan meldte sin ankomst efter spisetid. En eftersøgning ved gadekæret var resultatløs, og det virkede som om, vi ledte efter en meget lille nål i en meget stor høstak. Heldigvis gik vi ned mod engen sydvest for byen, da Jan havde en idé om, at chancen var størst i nærheden af fugtige steder. Her lykkedes det hurtigt at finde nogle eksemplarer, og i alt fandt vi ca. 40 af de små biller i græsset langs grusstien. Jan tog hjem, og jeg sprang på hovedet i seng i bevidstheden om, at vækkeuret ville ringe klokken kvalme. Det var dog glædeligt at vågne til en besked fra Jan, der kunne bekræfte M. lobatus. Der var godt nok kun hunner, men de havde alle meget kortere vingedækkere, end M. pumilus har. Desuden lader det lyse 1. følehornsled og en lidt anden hovedfacon til at være gode kendetegn for arten, omend det tilsyneladende ikke er nævnt i litteraturen.

Vh Poul


Foto: Poul Ulrik

De senest indberettede arter i Naturbasen: