Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

3. september 2008

Vejledning i artsbestemmelse af Rød Skovmyre

Der har ikke i Danmark været den store tradition for at opsplitte Rød Skovmyre i flere arter, selv om det i mange år har været kendt, at arten i virkeligheden indeholder flere valide arter. Denne tradition er således videreført i bøgerne ”Myrer” af Sv.G.Larsson Danmarks Fauna 49 (1943) og det gælder også Natur og Museum ”Danske myrer” Jensen/Skøtt (1980), som dog har Formica pratensis med som art. De øvrige arter er blevet betragtet som blot variationer af Rød Skovmyre og ikke som ”rigtige” arter.

I den internationale litteratur om myrer opdeles Rød Skovmyre i flere arter. Det gælder de anerkendte entomologer/myrmekologer Collingwood, Seifert, Douwes m.fl.

Ifølge Collingwood er arterne: Formica rufa, Formica aquilonia, Formica pratensis og Formica polyctena forekommende i Danmark. Endvidere findes der en art med navnet Formica lugubris som er fundet i store dele af Europa og også i Sverige/Norge. Det kan derfor ikke udelukkes at den også træffes her i landet.

Formica pratensis findes i en særlig variation, nemlig Formica pratensis var. nigricans Bondroit 1912, som af nogle entomologer betragtes som en valid art under navnet Formica nigricans Emery 1909. Dette gælder f.eks. Collingwood 1979, men B. Seifert 1992 fastslår i en undersøgelse af fænomenet at det ikke er en valid art og kalder den for Formica pratensis var. nigricans Bondroit 1912.

Udbredelsen af arterne er endnu ikke kortlagt, men observationerne i FugleogNatur vil forhåbentligt med tiden vise udbredelsen.

Artsbestemmelsen foretages bedst under stereolup ved 30x forstørrelse. En feltlup på 10x kan dog også bruges.

Det er vigtigt at undersøge mere end et individ i myretuen, gerne 10-20 stykker, idet den individuelle variation godt kan være ret stor. Det er endvidere en god ide at undersøge de store individer, hvor artskendetegnene er tydeligst.

Illustration af behåring på hoved og forkrop.

Til venstre er vist den minimale behåring og til højre er vist den maximale behåring for hver art af Rød Skovmyre-gruppen: www.fugleognatur.dk...forumpic_showlarge

Læs mere om Rød Skovmyre i Felthåndbogen:

www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse

Arter af Rød Skovmyre-gruppen som er forekommende i Danmark:

Formica polyctena Foerster 1850: Ingen hår på øjne. Overside af hoved og forkrop ingen eller med få korte hår. Siden af forkroppen kun med ganske få hår, kun i de nedre dele af forkroppen. Oversiden af forkroppen og hoved i alt med højst 10 hår. Under 30 hår på baglår. Status: www.fugleognatur.dk/artintro...

Sandsynlig udbredelse i Danmark: Sjælland (øerne)

Formica rufa Linnaeus 1761: Ingen hår på øjne eller sjældent enkelte meget små hår. Overside af hoved og forkrop som regel mange fremadrettet hår. Siden af forkroppen med jævnt fordelt antal hår. Forkroppens overside med mindst 10 hår. Alene på pronotum ofte over 10 hår. De brune farvetegninger på forkroppens overside er ofte af mindre omfang, men tydelige. Status: www.fugleognatur.dk/artintro...

Sandsynlig udbredelse i Danmark: Hele landet.

Formica aquilonia Yarrow 1955: Øjne altid behåret med nogle få korte hår. Ofte flere hår på siden af hovedet. Behåring generelt meget variabel. Over 30 hår på baglår. De brune farvetegninger på forkroppens overside er udviskede uden kontrast til resten af forkroppens farve. Status: www.fugleognatur.dk/artintro...

Sandsynlig udbredelse I Danmark: ukendt

Formica pratensis Retzius 1783: Øjne tydeligt behåret. Med tydelig intens og med lang hårvækst på forkroppens overside med gerne over 20 hår alene på forkroppens overside. De brun/sorte farvetegninger på forkroppens overside er store og mørke. Status: www.fugleognatur.dk/artintro...

Sandsynlig udbredelse i Danmark: Midt- og Nordjylland.

Formica pratensis var. nigricans Bondroit 1912. Kan kendes fra Formica pratensis med tydelig skarp overgang mellem den meget mørke (næsten sorte) farveplet på forkroppen til resten af forkroppen og generelt meget mørke farver. Sandsynlig udbredelse i Danmark: Midtjylland.

Rød Skovmyre ubest. - Formica rufa/aquilonia/polyctena/pratensis: Status:

www.fugleognatur.dk...pratensis. En samling af de fire svært adskillelige arter i Formica-rufa-gruppen. Hvis man ikke kan artsbestemme sit fund i nogle af ovennævnte artsinddelinger, så er det alligevel en god ide, at indsende sin observation under denne fællesbetegnelse. Observationen har stadig videnskabelig betydning, selv om fundet kommer i denne fællesgruppe.

Henvisninger med henblik på artsbestemmelse af Rød Skovmyre:

Fauna Entomologica Scadindinavica. The Formicidae (Hymenoptera) of Fennoscandia and Denmark. 1979. C. A. Collingwood.

Entomologisk Tidskrift 102: 80-82. 1981.Hur man känner igen de olika arterna av den vanliga stackmyran. Per Douwes

Entomologen: Hur man känner igen de olika arterna av den vanliga stackmyran. Per Douwes.

Entomologen 5:2, 1976. Per Douwes.

Faune de l´Europe et du bassin Mediterraneen 3. Les fourmis (Hymenoptera Formicidae) d´Europe occidentale et septentrionale (1968). Bernard, F. 1967.

Henvisninger med henblik på general information om de danske myrearter:

Ameisen oder Formicidae, Die Tierwelt Deutschland, H. Stitz, 1939

Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943

Natur og Museum. Danske myrer. 20 årgang. 1980.











Foto: Rune Larsen

De senest indberettede arter i Naturbasen: