Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

3. juli 2010

Snyltehveps på Køllesværmer

Vel vidende at de er svære, vover jeg alligevel at bede om hjælp til placering af denne – formodentlig – Ichneumonidae.

Den 15/6-2010 hjembragte jeg en larve af Zygaena filipendulae/lonicerae for endnu engang at gøre forsøget med at adskille larverne. Den forpuppede sig også som ventet i en fin kokon i den dertil beregnede kravlegård, men kokonen antog efterhånden en noget mørk farve, hvilket undrede mig en del. Om aftenen den 3/7 fik jeg løsningen herpå. Der kom nemlig ikke en køllesværmer ud af puppen, men en snyltehveps på ca. 10 mm. Køllesværmerlarven havde altså båret rundt på et æg fra en snyltehveps. Dette var så klækket og snyltehvepsens larve havde ædt køllesværmerlarven og derefter overtaget soveposen.

Jeg vidste godt, at nogle snyltehvepse går på visse blåfuglelarver, men jeg har aldrig hørt om, at der også er nogle, der går på køllesværmerlarver - der kan man bare se.

Jeg har hvepsen i nedfrosset tilstand, hvis den ønskes til undersøgelse og bestemmelse, men hvem gør noget i snyltehvepse – skal den evt. til Molslab eller Naturhistorisk eller et helt andet sted. - Jeg synes, det kunne være sjovt at få den bestemt, da jeg ikke har set dette fænomen omtalt eller dokumenteret tidligere på F&N.

God weekend

Mogens


Foto: Mogens Jørgensen

De senest indberettede arter i Naturbasen: