Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

16. juli 2010

Formodet Thereva inornata viser sig at være Thereva cinifera Meigen

BERIGTIGELSE: Der bedes set bort fra denne artikel. Det omtalte fund var ikke af Thereva inornata, men af den ret almindelige kyst-art Thereva cinifera (syn. subfasciata). Nyt materiale gjorde, at der var mulighed for sammenligning, og det oprindelige fund kunne ombestemmes til den korrekte art, Th. cinifera.

Jeg lader artiklen stå i sin oprindelige form. Til skræk og advarsel. Revideret 14. juni 2012.



Den smalle stribe af strand mellem Kongelundsengen på Amager og Køge Bugt er en fin lokalitet og et ideelt sted at lede efter fluer, som er knyttet til tørre, sandede biotoper. Den største del af området er uforstyrret, og benyttes hovedsageligt af hestepiger og -drenge.

På en indsamlingstur til stranden en varm 14. juli 2010, hvor jeg egentlig primært var på udkig efter kødfluer, fik jeg også et par stiletfluer i nettet.

Den ene var en hun, som jeg umiddelbart regnede med var Almindelig stiletflue (Thereva nobilitata). Den anden var en påfaldende lille og lys han, som jeg i felten ikke kunne stille noget op med rent bestemmelsesmæssigt.

Bestemmelse af stiletfluer er ikke det nemmeste, man kan give sig i kast med. I modsætning til det mest normale er det faktisk hunnerne, der er lettest at bestemme og da på ydre kendetegn. Hannerne kan selvfølgelig bestemmes på genitalierne og særligt formen på aedeagus, men det er meget små strukturer, og man skal passe på ikke at beskadige aedeagus.

Med den lille stiletfluehan på nål kunne jeg under luppen hurtigt konstatere, at det ikke kunne være andet Thereva inornata.

Arten kendetegnes ved, at tergitterne har mørke hår på siderne; at tergit 2 og 3 har meget smalle mørke bånd dorsalt, og at der på scutum er to par dorsocentraler. Endvidere er der ved basis af baglåret (f3) to rækker ventrale børster, og yderst på f3 er der kun én række velordnede ventrale børster. Aedeagus har en lang svagt kurvet spids.

Thereva inornata er som nævnt en ret lille art. Kropslængden på eksemplaret er omkring 8 mm. Farven er lys grågul/gulbrun med sorte børster på krop og ben. Det indsamlede individ har næsten ingen mørk farvning dorsalt på tergitterne. Lårene er grå; skinneben og fodled gulbrune.

Artens udbredelse i Europa omfatter iflg. Fauna Europaea ikke vores to nærmeste nabolande, Tyskland og Sverige, men derimod Norge og Polen. Den kendes fra England og Skotland og dele af Mellemeuropa www.faunaeur.org/full_results.php Søgning på GBIF (Global Biodiversity Information Facility) giver dog også hits fra Sverige data.gbif.org...searchWithTable Kun fra Storbritanien foreligger mange fund. På den hollandske hjemmeside Waarneming.nl angives arten som hjemmehørende og ret almindelig, men uden observationer til at bekræfte det waarneming.nl/search.php...

Som med så mange andre fluearter kunne man formode, at Thereva inornata er underrapporteret p.gr. af manglende interesse for og viden om fluer i det hele taget.

For den danske fauna er Thereva inornata i hvert fald dokumenteret nu.

Kilder:

Stubbs, A. & M. Drake: British Soldierflies and their allies, 2001.

Van Veen, M.: Therevidae of Northwest Europa (internetkilde: home.hccnet.nl...therevidae... )


De senest indberettede arter i Naturbasen: