Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

16. december 2010

De Danske Fugle - ny bog anmeldes

De Danske Fugle Nyt fotografisk pragtværk om vores fugle.

Gyldendals De Danske Fugle er et rigtig flot billedværk omfattende alle danske ynglefugle, samt almindelige og sjældnere træk- og vintergæster.

I alt 250 fuglearter er portrætteret i denne bog.

Rækkefølgen af arterne følger den nyeste systematik, med en instruktiv opdeling af hvilke grupper og familier de enkelte fugle tilhører.

Hver art får af Axel Kielland en kort, men god og oplysende beskrivelse, som redegør for artens forekomst og levevis i Danmark.

De fleste af billedteksterne er ligeledes gode, anvendelige og pædagogiske.

En del af billedteksterne er imidlertid forfattet i et dumsmart sprog, og i en stil, som i hvert fald fik nærværende læsere til at krumme tæer.

Enkelte har ikke nogen direkte forbindelse til billedet, andre kræver en viden som den almindelige læser sandsynligvis ikke er i besiddelse af.

Om et billede af en flok stære der sidder på en ko siges der: ".. Men hvad med fuglen på øret, den er vel ikke ved at bygge rede?"

Korttået træløber: "Træløberen her har jo isøksen lige ved hånden, hvis der er brug for væske i form af sne."

Ved Havørn hedder det: "Et havørneæg er ikke større end et gåseæg. Derfor er der intet mærkeligt i, at ungerne tilbringer næsten tre måneder i reden."

Endvidere: "Hvor der er havørne er der krager. Og der sker som regel ikke noget ved at hive dem i halen."

Følgende billedtekst må betegnes som vås: "Tornskader er små rovfugle i forklædning - de æder såvel mus som småfugle. Bemærk også rovfugletanden, den spidse forlængelse af overnæbbet."

Der tænkes måske her på en falketand (en tandlignende indskæring i overnæbbets underkant hos falke)?

At tillægge dyr menneskelige egenskaber, hører efter vores mening heller ikke hjemme i en moderne fuglebog.

Nej, Pungmejsen er ikke "forundret", Skovduerne næppe "forelskede", og Musvitten bygger rede snarere end laver "en dejlig seng".

I et billedværk som dette, kommer et uskarpt billede til at springe i øjnene.

Historien bag billedet (som forestiller tre unge Dværgfalke), kan være nok så interessant, men en skønhedsplet er det dog.

Langt den største del af dette overflødighedshorn af fremragende fuglefotografier, er taget af de to garvede naturfotografer Mogens Hansen og Helge Sørensen (sidstnævnte netop kåret til årets naturfotograf).

Det er takket være deres indsats at læseren gang på gang forbløffes og begejstres over naturens skønhed og mangfoldighed.

Med flotte, oftest æstetisk tilrettelagte opslag, føler man sig ført ud i naturen, og får ved hjælp af disse storartede fotografier (den moderne digitale teknik har vitterlig bragt en kolossal kvalitetsforøgelse med sig), et fantastisk indblik i de forskellige fugles liv og færden.

Man bliver stimuleret og inspireret til selv at komme ud og opleve det hele.

Med vore dages ofte kritikløse tilegnelse af engelske gloser og talemåder, vil nærværende bog nok benævnes en "Coffee-table book".

Må vi foreslå: Sofabordsbog.

Dette pragtværk fortjener et stort og bredt publikum, og kan hermed anbefales på det varmeste

De Danske Fugle

Mogens Hansen, Axel Kielland og Helge Sørensen.

udgivet på forlaget Gyldendal 2010

Rigt illustreret, indbundet, 545 sider kr.299,-

Bogen kan med fordel købes på hos de to fotografer.

www.birdphotos.dk

Peter Sunesen og Linnea Bang-Madsen


Foto: Bogens omslag

De senest indberettede arter i Naturbasen: