Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

19. februar 2011

Rejse til Albanien april 2010: 4. Padder

Vi fik oplevet spændende salamandre, frøer og tudser i Albanien, men de var repræsenteret af få arter. Der er færre end halvt så mange paddearter som krybdyrarter på Balkan. Middelhavslandene har en meget tør sommer, og de altdominerende kalkstensbjerge er så porøse, at vandet ofte siver lige igennem undergrunden i stedet for at danne vandhuller. Tilsyneladende er talrige vandhuller i lavlandet blev fyldt op til fordel for intensivt landbrug.

De frøer, som jeg lægger ud med, er vanvittigt svære at have med at gøre. Ja, de grønne frøer eller latterfrøerne af slægten Pelophylax er sky og flygter hurtigt fra os, men det er nu ikke deres adfærd, jeg tænker på! Derimod er frøernes udviklingshistorie og systematik en kompliceret affære. For at kunne identificere arterne med bare nogenlunde sikkerhed skal man faktisk tage blod- eller vævsprøver, som skal analyseres på laboratorium! Og endnu en "advarsel": Disse frøer har utroligt variabel farvetegning og behøver ingenlunde at være grønne, som deres populærnavn ellers siger!

Jeg antager, at der findes to arter af grønne frøer i Albanien:

  • Pelophylax kurtmuelleri, Balkan-latterfrø. Har generelt hvidlig underside. Er udbredt i det meste af Albanien.
  • Pelophylax shqipericus, Albansk Latterfrø. Lænd og lårenes underside er i reglen gullige. Er navnlig udbredt i og ved Shkodër-søen (Skutari) i både Albanien og Montenegro, men er også konstateret længere nede i Vestalbanien.


  • For alle de grønne frøer, som jeg viser her, skal der tages store forbehold ved artsbestemmelsen! Så vil det forhåbentlig ikke være nødvendigt at gøre rede for denne vanskelige situation ved hvert billede af en Pelophylax! Jeg kan oplyse, at jeg mener, at alle tilhører Balkan-latterfrø, med undtagelse af frøerne fra ét vandhul nær Shkodër-søen, som lader til at være Albansk Latterfrø.

    Som i de tre foregående tråder starter "padde-turen" ved lufthavnsområdet i Rinas eller Tirana. Her kvækker de grønne frøer lystigt. I lighed med vores danske Grøn Frø så har de også her to kvækkeposer, én bag hver mundvig. Jeg vurderer frøerne fra lufthavnsområdet til at være Balkan-latterfrø, Pelophylax kurtmuelleri.

    Jeg beklager den forfærdeligt tørre indledning – forhåbentlig har I ikke allerede gabt kraniet af led! ;-)


    Foto: Henrik Bringsøe

    De senest indberettede arter i Naturbasen: