|
|
En hjælp til artsbestemmelse af muslinger
Denne lille artikel skal på ingen måde opfattes som en egentlig bestemmelsesnøgle, det ville være alt for omfattende. Den skal ses som en hjælp, der forhåbentligt kan gøre det lidt nemmere at bruge allerede eksisterende bestemmelsesnøgler og felthåndbøger. Bortset fra de mest almindelige arter, eller dem, der har en meget speciel facon, kan muslinger godt være svære at artsbestemme. Form, farve, mønster og størrelse er langtfra altid nok til at skelne de forskellige arter fra hinanden. Som regel er man nødt til at inddrage fire andre specifikke karakterer, som jeg vil gennemgå i det følgende. I sidste ende håber jeg, at artiklen kan føre til flere observationer og indrapporteringen af denne spændende dyregruppe til Danmarks Fugle og Natur. De fire karakterer man skal være opmærksomme på er: 1. Umbos placering (Figur A). 2. Hængslets udformning. 3. Antal, placering og udformningen af mærkerne efter lukkemusklerne (Figur B).. 4. Kappelinjens forløb (Figur B).. 1. Umbo eller bukkelen er den ældste del af en muslings skal. Den svarer til den øverste vinding i et sneglehus. Den sidder gerne nogenlunde midt på rygsiden, men kan også sidde helt ude i spidsen af skallen. Nogle nærtstående arter kan kun med sikkerhed skelnes fra hinanden på forskellen i umbos placering. Det gælder f.eks. blåmusling og hestemusling, hvor umbo hos blåmuslingen sidder helt ude i spidsen af skallen, mens den hos hestemuslingen er rykket lidt tilbage fra spidsen. 2. Hængslet er de strukturer på rygsiden af skallerne, der holder de to skaldele sammen. Det består gerne af en række tænder af forskellige størrelse og udformning, nogle gange forsynet med ekstra plader, og et elastisk hængselbånd. Nogle arter har slet ikke tænder i hængslet, det gælder f.eks. for den store boremusling, der har brug for at kunne bevæge skallerne helt frit i forhold til hinanden, men de fleste har. De mere primitive muslinger som nøddemuslingerne har en hel række ensartede tænder, der griber ind i hinanden, nærmest som tænderne i et tandhjul. De fleste andre muslinger har dog forskelligt formede hængselstænder. Det er ofte nødvendigt at tælle dem, og vurdere deres størrelse og placering i højre eller venstre skal, samt anslå længden og bredden af hængselbåndet, for at kunne adskille nært beslægtede arter med sikkerhed. 3. Mærkerne efter lukkemusklerne (og kappelinjens forløb) kan kun ses indvendigt på tomme skaller, og kan derfor ikke erkendes på levende dyr. De ses som tydeligt afgrænsede områder i skallerne, hvor overfladen har en lidt anderledes struktur eller farve. De fleste muslinger har to lukkemuskler, men kammuslinger har for eksempel kun en. Hvis der er to mærker, skal man notere sig deres størrelse og placering i forhold til hinanden. På Figur B er de to mærker efter lukkemusklerne på Almindelig Sandmusling afmærket med sort, 4. Kappelinjen er den bugtede streg inde i skallen, som viser hvor muslingens kappe – en fold af dens krop, og det organ, der er ansvarlig for at danne skallen – har siddet fat. Kappelinjen løber typisk i en bue fra det ene lukkemuskelmærke til det andet langs med skallens underkant. Kappelinjen kan være helt jævn og glat som hos hjertemuslinger, eller den kan være forsynet med en større eller mindre indbugtning, den såkaldte kappebugt. Det er vigtigt at notere sig størrelsen og formen på kappebugten, når man bestemmer muslinger. Generelt gælder det, at jo større den er, jo større ånderør har muslingen haft. Kappebugtens åbninger vender iøvrigt altid bagud, så den også også være en hjælp til at orientere muslingen, hvis man har brug for det. På Figur B er kappelinjen hos Almindelig Sandmusling tegnet op med rødt. Læg mærke til den store kappebugt, hvilket også viser, at muslingens bagende på dette billede peger mod venstre, og dens forende er til højre. Hvis du vil vide mere, kan følgende bøger om muslinger anbefales: Poul Bondesen: Danske Havmuslinger, Natur og Museum 23 (2), 1984 er nok den bedste bestemmelsesnøgle til danske salt- og brakvandsmuslinger man kan få. Køie, Kristiansen og Weitemeyer: Havets dyr og planter, Gads Forlag 2000 er en god all-round håndbog, selvom muslingeafsnittet ikke har alle arter med. Christensen, Larsen og Nyström: Havmuslinger, Gyldendals Grønne Håndbøger 1978 er også en glimrende bog, men den kan være svær at finde. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.