Fugleognatur.dk og Naturhistorisk Museum inviterer endnu en gang til Fugleognatur-weekend på Molslaboratoriet midt i Nationalpark Mols Bjerge.
Arrangementet finder sted fra fredag d. 15. til søndag d. 17. juni.
Formålet med weekenden er at kortlægge og dokumentere så meget af områdets natur som overhovedet muligt og få uploadet det hele til Naturbasen.
Lørdag og søndag er afsat til feltaktiviteter. Fredag aften koordinerer vi aktiviteterne, så både de, der har været med før og nye deltagere får en god naturoplevelse samtidig med at formålet med weekenden opfyldes.
På Molslaboratoriet har vi noget af Danmarks bedste natur lige uden for døren. I Nationalpark Mols Bjerge findes således sjældne ynglefugle, rigkær, sydvendte skrænter med rødlistede biller, edderkopper og sommerfugle, der er lavvandet kyst med stenrev, der er højmoser, urørt bøge- og egeskov samt aske- og ellesump. Der er kildevæld og totalt rene vandløb med rig vandløbsfauna, lavvandede søer med myriader af guldsmede og salamandre. Der er med andre ord basis for en indholdsrig weekend uanset i hvilken retning ens naturinteresse går.
Et par appetitvækkere til den unikke natur i området findes her:
Sjældne smådyr i Syddjurs Kommune: - se linket HER
Nationalpark Mols Bjerge: - se linket HER
Praktiske oplysninger
Forplejning
Prisen inkluderer aftensmad lørdag samt morgenmad og frokost lørdag/søndag, men deltagerne medbringer selv aftensmad til fredag, hvor vi griller på terrassen. Alle forventes at hjælpe til ved måltiderne på skift. Aftensmad lørdag samt frokost lørdag/søndag leveres udefra.
Det vil være muligt at købe øl, sodavand og vin til rimelige priser.
Overnatning/sengetøj
Molslaboratoriet har 9 enkeltværelser, mens resten af de 49 sovepladserne er fordelt på dobbeltværelser, tre- og firesengs-stuer. Linned og håndklæder medbringes, men der forefindes dyner og puder.
Oprydning og rengøring
Vi rydder selv op på værelserne om søndagen, ligesom alle forventes at deltage i den afsluttende rengøring af fællesarealerne.
Vi er online
På Molslaboratoriet er der trådløst internet, som den bærbare kan kobles på, endog fra terrassen, hvis vejret er med os. Ligeledes er der er flere stationære PCer og printere.
Feltudstyr og laboratoriet
Molslaboratoriet har feltudstyr i begrænset mængde, men der er dog rigeligt med faldfælder, flyvefælder, ketsjere, ligesom vi skal lyslokke insekter om natten. I laboratoriet er der en håndfuld stereolupper, og i nødstilfælde kan vi organisere den store Leica-lup, hvis der er små detaljer, der skal studeres. Ligeledes er der mikroskop, som kan lånes. Petriskåle, saltkar og finsprit forefindes i rig mængde.
Pris og tilmelding
Prisen for deltagelse er kr. 1100.
Den lave pris er gjort mulig takket være vores samarbejde med Naturhistorisk Museum.
Tilmelding til undertegnede (via min profil), hvor det angives, om man ønsker enkeltværelse.
Betaling for deltagelse indsættes på konto nr. 9395 0004681274. Angiv i meddelelsesfeltet, hvem tilmeldingen gælder. Tilmeldingen er bindende og indbetalte beløb refunderes kun ved aflysning, men din plads kan selvfølgelig overdrages til andre efter aftale.
Pladserne og enkeltværelser fordeles efter først-til-mølle princippet, når både tilmelding og betaling er registreret.
Hilsner
Ole
Link til Molslaboratoriet: - se linket HER
Foreløbigt program
Fredag
17.00 Registrering og indkvartering
18.30 Grillen tændes. Deltagerne medbringer selv aftensmad
20.00 Velkomst, praktiske oplysninger og koordinering af feltaktiviteter
21.15 Kaffe og kage
21.30 Thomas Eske Holm præsenterer den nye app til Naturbasen (- se linket HER)
22.30 Lokning af natsommerfugle (European Moth Nights 2012)
Lørdag
7.30 Morgenmad
9.00 I felten
12.30 Frokost
13.30 I felten
16.00 Fremtidens F&N v. Thomas Eske Holm. Vi samler de, der har lyst, en times tid og diskuterer fremtidens F&N. Tidspunktet kan ændres afhængigt af vejret.
18.30 Aftensmad
22.30 Lokning af natsommerfugle (European Moth Nights 2012)
Søndag
7.30 Morgenmad
9.00 I felten
12.30 Frokost
13.30 Fælles oprydning og rengøring
15.00 Arrangementet slutter