Men fortæl lige lidt om hvordan du gør, det ville jo være fotografisk interessandt og jo også lige det med hvordan du kommer tæt på fuglene, det er vi sikkert mange der gerne vil snage i.

Uanset, jeg nyder dine billeder og din viden, tak.

Ærbødigst Bent.

Jeg vil gerne tilslutte mig Bents rosende kommentar. Som jeg har givet udtryk for ved efterhånden mange lejligheder, så er dine flugtskud meget, meget imponerende rent teknisk - men kompositionen er der bestemt heller ikke noget i vejen med.

Også jeg er temmelig nysgerrig efter at høre lidt mere om din fremgangsmåde og teknik. Det er selvfølgelig en helt privat sag, om du ønsker at dele den del af spøgen med omverdenen

Men under alle omstændigheder skal du have stor tak fordi du både deler dine flotte billeder og dine store ornitologiske viden med os her på F&N!

Mvh Leif

tak for de overstrømmende kommentarer fra jer begge.

Mht. teknik osv. - - ja, det varierer nok en del efter situationen. Men jeg kan roligt sige, at jeg gerne plejer at aflure fuglenes flugtretning. På stranden er dette jo et taknemmeligt job, idet mange fugle simpelt hen følger stranden og ikke tager turen ud over bølgerne i en bue. På den måde får man dem bogstaveligt talt lige i hovedet på et tidspunkt, hvis man ellers har tålmodighed nok til at vente. Ligeledes er det min opfattelse, at fuglene gradvis vænner sig til ens tilstedeværelse, blot man forholder sig roligt og ligesom ignorerer dem. Det sker ofte, at de lidt efter lidt nærmer sig og af sig selv kommer inden for skudvidde.

På det seneste har jeg brugt den teknik, at forholde mig afventende, ofte i kvarterer ad gangen - indtil jeg får øje på nogle strandgængere der uvægerligt kommer til at støde ind i de fouragerende fugle. Da er det bare at indstille sig på øjeblikket, man får det jo ret præcist annonceret, når folk kommer tæt nok på - så letter fuglene, og er man rigtig heldig, suser de op og ned ad en. Det er sket masser af gange. (Nogle gange har folk set rådvildt og nervøst på mig bagefter, når de kort efter passerede mig med kameraet i hånden, "nu bliver manden nok sur!" - men jeg har løftet hånden venligt og en enkelt gang endda vist takket smilende for samarbejdet...). Det samme gælder, når en løs hund er på færde på stranden - den letter systematisk alt, hvad der har vinger - og SER man det i god tid, kan det samme naturligvis ske. Men man skal sikkert også være hurtig på aftrækkeren, og kameraet skal være prioriteret til flugtbilleder via iso m.m.

Nogle af de billeder, jeg selv er mest taknemmelig for, er et par stykker af Rødstrubet Piber, taget ved Verdens Ende, den yderste klit på Grenen, Skagen: - se linket HER . Ikke fordi de er særlig overvældende som resultat, men fordi det er så usandsynlig svært at fange de små pibere, især når de som den aktuelle fugl befandt sig midt inde i flokken af engpibere. Så gjaldt det først om at sikre sig, hvor lyden af et piftet cykeldæk befandt sig og dernæst, når man har spildt et dyrebart sekund på at hæve kameraet til øjet, forsøge at genfinde og pejle sig ind på netop denne fugl i flokken af næsten identiske småpibere.

Det her er sådan lige, hvad der spontant faldt ned i tangenterne - der er sikkert meget andet og måske bedre at sige om alt det her, så måske kommer jeg ind på det igen ved lejlighed...

vh/Peter

Mvh. Bent.

en anden måde at fotografere på kunne være, at man bevidst samarbejdede. Allierede sig med folk, der anbragte sig strategisk i landskabet.

Jeg har f.eks. siddet sammen med Ole Krogh på en stor sten i strandkanten lige til højre for den store bølgebryder/mole ved Roshage og ventet på stormsvaler. På en dag, hvor disse kunne forventes, satte vi os simpelt hen og ventede på at de små fugle skulle komme dansende hen imod os. Og pointen - bag os, oppe i klitten, stod en håndfuld folk med teleskop og spejdede efter fuglene, så de opdagede dem længe inden disse ankom til stedet. Når dette skete, ville vi så modtage et lynhurtigt telefonopkald nede i strandkanten. Desværre kom der ikke én eneste stormsvale den dag.

Men det gjorde der en efterårsdag i 2004 ved Vejers Strand. Her var Rolf Christensen (ROC) gået op i klitten med sit teleskop - det var en forrygende stormdag, havet stod højt op imod os. Når Rolf opdagede en stormsvale mod nord, kom han stormende ned i brændingen og gav et praj om dette. Det blev ikke til allerpokkers gode billeder, men flere gange kom de små stormsvaler flaksende forbi, nogle gange på en (1) meters afstand. Men med 400mm-linsen måtte man jo vente på at fuglen igen var på 7-8 meters afstand før man kunne fotografere. Alene oplevelsen var dog det hele værd; her er et eksempel fra dagen: - se linket HER

vh/Peter