Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Marianne Grützmeier
    Foto: Marianne Grützmeier
  • Fotograf: Lars Iversen
    Foto: Lars Iversen
  • Fotograf: Thomas  Kehlet
    Foto: Thomas Kehlet

Atlas

: Klokkefrø overvåges i Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr

Kendetegn

: Kropslængde på 3,7-5,6 cm.

Den er en lille, plump og tudseagtig frø med kort snude og et relativt fladt hoved. Bagbenene er korte, og skinnebenene er påfaldende korte. Hele kroppen har en vortet hud, idet vorterne står i forbindelse med giftkirtler, hvorfra den som forsvar kan udskille en kraftig gift. Øjnene sidder højt oppe på hovedet (det er en tilpasning til et liv i vandoverfladen). Pupillerne har en helt særegen form, idet de i omrids veksler fra trekantet over hjerteformet til omvendt dråbeformet.

Oversiden er diskret farvet, og grundfarven kan være gråbrun, brun, mørkebrun eller endog sortbrun, ligesom den ofte har grønlige anstrøg. Der er uregelmæssige, mørkere pletter, der i en vis grad er symmetriske omkring rygraden. I nakken er der to lyse pletter, og de er i reglen lysegrønne – heraf navnet ”andemadspletter”. De enkelte kirtelmundinger, som ses i midten af vorterne, er sorte.

Frøens underside (inkl. benenes underside) er meget iøjnefaldende med skarpe advarselsfarver, der indikerer, at vi har at gøre med et giftigt dyr. Der er nemlig adskillige skarpt aftegnede lysende orange eller røde pletter (sjældent gule) på en sort eller sortblå bund. Mønsteret af disse stærke farver er yderst uregelmæssigt, men karakteristisk er, at der på midten af brystet ud for forbenene befinder sig to pletter. Desuden er der på undersiden talrige små hvidlige aftegninger, typisk i form af prikker.

Hannen har en indre kvækkepose, som kan pustes op til en rund pose. Under kvækningen passerer luften mellem kvækkeposen og lungerne. Men når hannen ikke kvækker, er kvækkeposen sammenfoldet under struben, hvor huden er løs og rynket.

Haletudsen er ved klækningen 6-7 mm og bliver omkring fra 4 cm til små 6 cm, inden den forvandles. Den har en næsten kuglerund krop og høje brede svømmebræmmer på halen. I de ret tidlige stadier har den en gullig grundfarve, som ændres til okkerfarvet med et særligt blåviolet skær med mørk indvoldssæk. Der er tre sorte længdestriber. Karakteristisk for arten er et netmønster af fine mørke linjer, der krydses indbyrdes. Haletudsen har et stort mundfelt med to dobbelte tandrækker over munden og tre dobbelte under munden.

Den nyforvandlede klokkefrø måler i grove træk ca. 1,5 cm, men den kan være meget variabel. Det særegne og meget iøjnefaldende bugmønster er på dette stadium endnu ikke udviklet, men er blot bleggult og udvisket.

Klokkefrø
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Erhardt Ecklon

Variation

: Rygsidens farvetegning udviser en variation som beskrevet ovenfor. Særligt variabelt er bugmønsteret, som ved populationsundersøgelser bruges i stil med vores fingeraftryk til at skelne de enkelte individer fra hinanden. Men hos en given klokkefrø ændrer mønsteret sig dog meget fra ungdyr til voksen. Hos den kønsmodne frø ændrer det sig ikke meget med alderen.

Forveksling

: Det er svært at forveksle klokkefrø med nogen anden dansk padde, men pga. den vortede overside kan den måske forveksles med en lille tudse. Bugmønsteret med de stærke lysende farve er dog fuldstændigt entydigt. Løgfrø er også noget tudseagtigt, men ud over at være meget neutralt farvet på hele kroppen og have en glat hud så har denne tillige lodret pupil.

Udbredelse

: Klokkefrøen er udbredt i isolerede forekomster i storebæltsområdet og det sydfynske øhav. Nordvestsjællandske område: Nekselø, Røsnæs, Asnæs. Sydvestsjællandske område: Agersø. Sydsjællandske område: Enø, Knudshoved Odde, Knudsskov. Østfyn: Syd for Nyborg (Tårup Strand og Klintholm). Sydfynske Øhav: Langeland (Skovsgaard og Gulstav), Ærø, Birkholm, Hjortø og Avernakø (Avernak og Korshavn).

Op gennem 1900-tallet udsattes klokkefrøen for de alvorligste tilbagegange i Danmark, som var kendt for nogen dansk padde, og i 1990 var der kun 8-9 bestande tilbage. Derfor blev der fra omkring 1987 gjort tiltag for at rette op på den katastrofale situation, både ved restaurering og nygravning af vandhuller og ved fangenskabsopdræt af yngel. De anstrengelser har båret frugt.

Siden 2000 er der gennemført et stort projekt, hvor følgende nye dubletbestande er blevet etableret ud fra yngel fra de nærmeste eksisterende bestande: Røsnæs, Asnæs, Knudsskov, én af to bestande på Østfyn, Langeland, Birkholm og Korshavn. De etablerede bestande er blevet suppleret med nye vandhuller.

Danmark befinder sig på klokkefrøens absolutte nordvestgrænse. Den er en udpræget kontinental art, som er udbredt i lavland i Østeuropa og dele af Centralasien østpå til Uralbjergene og sydpå til det nordvestligste Tyrkiet. I det ekstreme kontinentalklima er den en generalist, der trives i en bred vifte af ferskvandshabitater, selv små vandpytter.

Klokkefrø - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Klokkefrøerne går af dvalen og vandrer til vandhullerne i april til maj og indleder så deres kvækkeaktivitet, som kan fortsætte gennem juni. De voksne frøer er lettest at finde i yngletiden. Æggene lægges fra sidst i april til midten eller slutningen af juni. Haletudserne kan ses frem til omkring august, hvorefter vi kan opleve de forvandlende små frøer.

Tidsmæssig fordeling

af Klokkefrø baseret på Naturbasens observationer:
Klokkefrø - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Klokkefrø - månedlig fordeling

Biologi

: Klokkefrøen er en varmekrævende og meget vandlevende art, men den overvintrer på land og vandrer således ned til vandhullet om foråret, hvor den lader sig opvarme af solen. Den tilbringer mest tid i vandoverfladen, men hvis den skræmmes, dykker den hurtigt ned i vandet. Når faren er drevet over, svømmmer frøen atter op til overfladen, normalt tæt på sit oprindelige tilholdssted.

Specielt i starten af yngleperioden kvækker hannerne udelukkende, når vandet er varmest, dvs. om eftermiddagen, når solen har opvarmet vandet i overfladen til omkring 15 grader. Senere på ynglesæsonen kvækker de også på andre tider af døgnet, både dag og nat. Deres kvækken lyder nærmest som bløde melodiske ”buh” eller ”uh”, der udsendes enkeltvis, men gentages. Det kan lyde, som om man puster hen over en tom flaske. Den høres på afstande fra et par hundrede meter til et par km, hvis der er store kor. Det er, når vi hører sådan et kor i det fjerne, at det kan lyde lidt som kirkeklokker!

Hannen omklamrer hunnen i lænden, dvs. lige foran bagbenene, og æggene afsættes om natten, ved at parret dykker ned i vandet og vikler dem rundt om plantestængler. De ca. 150-300 æg (undertiden væsentligt flere) ligger i en lille løs klump. Hver hun lægger i reglen æg to gange i løbet af én ynglesæson, typisk med et par ugers mellemrum. I det varme vand klækker æggene efter ca. 4 dage.

Gennem det meste af sommeren forbliver de voksne klokkefrøer vandlevende. De søger på land i løbet af august og begyndelsen af september. Haletudserne forvandler sig og går på land omkring september måned. Normalt går frøerne i vinterdvale i oktober.

Klokkefrøer fanger oftest deres bytte lige over vandoverfladen, men også under vand. De ernærer sig af en lang række hvirvelløse dyr. Haletudserne æder alger, bakterier og encellede dyr, men flere almindelige alger fordøjes dårligt, hvorimod f.eks. jernskedebakterier giver en god vækst.

Levested

: Ynglevandhullerne er typisk næringsrige, soleksponerede, rene og beliggende på kalkrige jorder. God vegetation i form af f.eks. pindsvineknop, vandranunkel og svømmende vandaks kan give skjulesteder og er nyttig. Bruges hullet i moderat omfang til kreaturvanding, kan det give en gunstig økologisk balance. I modsat fald kan det være nødvendigt at oprense vandhullerne regelmæssigt.

Klokkefrøen er meget følsom over for de forringelser af vandhuller og tilgrænsende landhabitater, som intensivt landbrug fører med sig. Særligt negativ er tilgroning og overskygning (i form af f.eks. dunhammer og pil), eliminering af lavvandede partier samt nedlæggelse af græsgange, levende hegn og gærder. Andehold og udsætning af fisk er også yderst skadeligt.

Efter yngletiden kan frøerne enten opsøge andre vandhuller for at fouragere eller gå på land på enge, græsmarker eller ved hegn og gærder. Tilsyneladende spredes de her temmelig vilkårligt.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Briggs, L. 1995. Biologi og bevarelse af klokkefrø (Bombina bombina). In: Bringsøe, H. & Graff, H. (red.): Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. – Nord. Herpet. Foren., Køge: 38-45.

Briggs, L. 1996. Populationsdynamische Untersuchungen an Rotbauchunken-Populationen mit verschiedene Landbiotopen. In: Krone, A. & Kühnel, K.-D. (Hrsg.): Die Rotbauchunke (Bombina bombina), Ökologie und Bestandssituationen. – Sonderheft 1 der Rana. Natur & Text, Rangsdorf: 32-46.

Briggs, L., Damm, N. & Fog, K. 2007. Klokkefrø Bombina bombina. In: Søgaard, B. & Asferg, T. (red.): Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV – til brug i administration og planlægning. – Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Faglig rapport fra DMU nr. 635: 117-123. www.dmu.dk/Pub/FR635.pdf

Fog, K. 1996. Bombina bombina in Dänemark – Verbreitung, Bestandssituation und Lebensweise. In: Krone, A. & Kühnel, K.-D. (Hrsg.): Die Rotbauchunke (Bombina bombina), Ökologie und Bestandssituationen. – Sonderheft 1 der Rana. Natur & Text, Rangsdorf: 123-131.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. 1997. Nordens padder og krybdyr. – G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Günther, R. & Schneeweiss, N. 1996. Rotbauchunke – Bombina bombina (Linnaeus, 1761). In: Günther, R. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Deutschlands. – Gustav Fischer Verl., Jena: 215-232.

Jørgensen, K. 2003. Bevarelsesarbejdet for klokkefrøen (Bombina bombina) i Københavns Zoologiske Have og Terrariet Vissenbjerg. – Nord. Herpet. Foren. 46(3): 65-73.

Jørgensen, K. 2006. Bevarelsesarbejde for klokkefrøen (Bombina bombina) i Københavns Zoologisk Have. 2. De første genudsætninger på Hjortø. – Nord. Herpet. Foren. 49(6): 208-214.

Mossin, J. 1988. Ferrous iron oxidizing bacteria as a food item for Danish Bombina bombina tadpoles at Knudshoved Odde near Vordingborg. – Mem. Soc. Fauna Flora Fennica 64(3): 116-118.

De senest indberettede arter i Naturbasen: