Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Bo  Valeur
    Foto: Bo Valeur
  • Fotograf: Ole Ohm Lundager
    Foto: Ole Ohm Lundager
  • Fotograf: Henrik Hjorth Hansen
    Foto: Henrik Hjorth Hansen

Kendetegn

: Hun: Meget stor blodsugende flue med kropslængde på 23-28 mm. Hesteklæg er en imponerende stor og kraftigt bygget klæg, der fra vingespids til vingespids måler næsten 4 cm.

Øjnene er nøgne og uden farvebånd og har et brunligt kobberagtigt skær. Dette forsvinder dog hurtigt hos døde dyr. Som hos alle klæger har hunnen et glat, mere eller mindre skinnende sort mærke på pandestriben. Nederst er mærket nærmest projektilformet. Det er forlænget opefter i en tynd streg, der ender cirka midt på pandestriben.

Palpernes sidste, lange led er fladt med stump spids. Farven er brun, og hele leddet er tæt besat med sorte hår. På den basale del af palpeleddets forside sidder dog lange, lyse hår. Antennerne består af tre led. De to første (scapus og pedicel) er rødbrune. Det tredje og sidste led er rødbrunt på den inderste fjerdedel. Resten er brunsort eller sort. Tredje antenneled er meget bredt, dets nedre kant er konveks og buer tydeligt nedad, når man ser det i profil. Den øvre kant har en skarp mere eller mindre spidsvinklet dorsal tand.

Benene er lange og solide. Lårene er mørke, og skinnebenene er lyse. Fodleddene har samme farve som lårene. Vingerne har et svagt gulligt anstrøg, der går over i det mere brunlige langs forkanten.

Bagkroppen er bred og mørk. På oversiden med hvidlige trekanter midt på tergitterne (bagkroppens led på oversiden). Disse trekanter er ligesidede, og spidsen når ikke frem til tergittens forkant. På de smallere tergitter mod bagkropsspidsen gælder dette dog ikke ubetinget, men trekanterne vil stadig være ligesidede og ikke smalle som hos Okseklæg. På undersiden af bagkroppen er der en mørk midterlinje, men den er afbrudt af en iøjnefaldende brunlig/gylden bræmme på bagkanten af hver sternit (bagkroppens led på undersiden). Der er altså ikke tale om en egentlig sammenhængende mørk midterlinje som hos Okseklæg.

Han: I alt væsentligt som hunnen, men mindre og med sammenstødende øjne. Øjefacetterne i den øvre totredjedel til trefjerdedel er markant større (op til 4 gange) end i den nedre del af øjet.

Hesteklæg
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ole Ohm Lundager

Variation

: Betydelig variation især i forhold til størrelse. Farven kan også være ret forskellig fra individ til individ: Nogle er mere lyse/mørke end andre. På grund af denne variation er det vigtigt for korrekt bestemmelse, at man holder øje med formen på 3. antenneled og farven på palpeleddets behåring. Disse to ting er konstante, men kan være svære at se i felten.

Forveksling

: Kan kun forveksles med Okseklæg. Denne art er generelt mindre og lysere i farven end Hesteklæg, men da størrelse og farve er variabel hos Hesteklæg, må man ikke lægge for meget vægt på det. Dette gælder primært for de to arters hunner. Hanner kan adskilles på øjefacetterne. Se fotoguide til bestemmelse af hunner af Hesteklæg og Okseklæg www.fugleognatur.dk...show_message

Udbredelse

: Udbredt over hele landet og ganske almindelig.
Hesteklæg - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Hesteklæg flyver fra slutningen af juni til begyndelsen af august, men er talrigst i juli. Den er meget aktiv på varme, lumre dage.

Tidsmæssig fordeling

af Hesteklæg baseret på Naturbasens observationer:
Hesteklæg - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Hesteklæg - månedlig fordeling

Biologi

: Hunnen er blodsuger og tiltrækkes af store pattedyr typisk heste og kvæg. Heste bides normalt over krydset eller på ryggen. Mennesker angribes også, men åbenbart kun i mindre udstrækning. Hannen lever af nektar, men hunnen går ikke af vejen for et sødt måltid, hvis lejlighed byder sig. Æggene lægges på planter ved kanten af stillestående vand som søer og kanaler. Larven formodes at være halvakvatisk og lever sandsynligvis som rovdyr, men overraskende lidt kendes til disse store fluers biologi. Hanner udviser svæveadfærd/hilltopping, og de store facetter i den øverste del af øjnene tyder på en tilpasning til åbne landskaber.

Levested

: Det åbne land. Særlig hyppigt ses arten sammen med heste, så hvis man vil se Hesteklæger kan det være en god idé at besøge rideskoler eller tage opstilling ved en hestefold i slutningen af juni eller begyndelsen af juli.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Kniepert, F-W., Süsswasserfauna von Mitteleuropa. Insecta: Diptera: Tabanidae, Band 21/19, 2000.

Lyneborg, L., Danmarks Fauna bd. 66, Tovinger, Almindelig del II, Våbenfluer, Klæger m.fl., 1960.

Olsuf´jev, N.G., Fauna SSSR Nasekomye dvukrylye, tom VII, vypusk 2, 1977.

Smit, J. & Reemer, M., Atlasprojekt Leuke Vliegen waarneming.nl/vliegen_start.php

Stubbs, A. & Drake, M., British Soldierflies and their allies, 2001.

De senest indberettede arter i Naturbasen: