Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ulf Bjerre
    Foto: Ulf Bjerre
  • Fotograf: Jørn Lausen
    Foto: Jørn Lausen
  • Fotograf: Ulf Bjerre
    Foto: Ulf Bjerre

Atlas

: Dødningehoved-Svirreflue overvåges i Atlasprojektet Danmarks Svirrefluer

Kendetegn

: Stor svirreflue med kropslængde på 12-14 mm og med klare sorte og gule aftegninger. På brystet (thorax) ses det mørke dødningehoved, der har navngivet arten. Alternativt kan det også forestille et Batman-symbol, hvilket den er kendt for i England (Batman Hoverfly). Langs kanten på hver side af hele kroppen ses klare gule hår. Hunnen kan genkendes på den sorte pande.
Dødningehoved-Svirreflue
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Mikkel H. Post

Variation

: De lyse aftegninger varierer meget i tykkelse blandt enkelte individer, så de gule bånd på bagkroppen (abdomen) bliver mere eller mindre tydelige. Dette er mere udbredt i den vestlige del af udbredelsesområdet (se afsnit herom), hvorfor nogle individer derfor vil se meget mørke ud (Chinery, 1986).

Forveksling

: Dødningehovedet på thorax gør arten meget nem at genkende, men forvekslingsmuligheder forekommer. Er individet meget mørkt, kan den forveksles med en lysttegnet dyndflue, Eristalis sp. (Chinery, 1986). Almindelig havesvirreflue, Syrphus ribesii, kan også ligne, da den har nogle lignende aftegninger på abdomen (bagkroppen) men uden det tydelige dødningehoved.

Udbredelse

: Udbredt i hele landet men med større tætheder i Østdanmark. Er desuden i resten af verden vidt udbredt fra Skandinavien i nord og mod syd til den Iberiske Halvø, Middelhavet og Nordafrika og fra Irland i vest og østpå gennem Eurasien helt til Stillehavet (Speight, 2014).
Dødningehoved-Svirreflue - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Ses flyvende fra maj til oktober. Larven overvintrer i rådhuller og forpupper sig i foråret.

Tidsmæssig fordeling

af Dødningehoved-Svirreflue baseret på Naturbasens observationer:
Dødningehoved-Svirreflue - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Dødningehoved-Svirreflue - månedlig fordeling

Biologi

: Larven lever som detritusæder, en saprofag, og lever i såkaldte rådhuller i træ i blandt andet forskellige arter af eg, Qurcus sp., bøg, Fagus sylvatica., og skovfyr, Pinus sylvestris. Dog har den en præference for løvtræer (Rotheray, 1993). Rådhullerne er typisk fyldt med vand, så larven er bagerst (posteriort) udstyret med et langt ånderør. Dette lange ånderør gør det muligt for larven at opholde sig i den dybeste del af rådhullet fastankret til træsmuld (Rotheray, 2013). Derved udfylder dødningehovedsvirrefluelarven en bestemt niche ved at indfinde sig dybt i hullet, så konkurrence med andre svirrefluelarver, der også er tilknyttet rådnende træ, undgås (Rotheray, 2013). Føden består af bakterier, der afgnaves fra detritus. I forbindelse med forpupning forlader larven hullet (Rotheray & MacGowan, 2000).

Dødningehovedsvirrefluen efterligner som voksen, ligesom andre svirrefluer, farvetegning og morfologi på gedehamse, Vespula sp., (Batesk mimicry) (Golding et al., 2005) Dette er til for at afværge prædation, typisk fra fugle. Arten forekommer i løvskov samt vådområder og besøger som voksen også åbninger, grøfter, læhegn og andre steder med mange blomster (Speight, 2014). Den besøger en bred vifte af blomster og lever af pollen fra disse. Der er en stor præference for skærmplanter, men også kastanje (Castanea), snerle (Convolvulus), tjørn (Crataegus), hulsvøb (Chaerophyllum), benved (Euonymus), mjødurt (Filipendula), vedbend (Hedera), rododendron (Rhododendron), brombær (Rubus), hyld (Sambucus), gyldenris (Solidago), røn (Sorbus) og almindelig kalkved (Viburnum opulus) besøges (Speight, 2014). Hunnen opsøger ofte vandhuller under, i eller i nærheden af dødt ved og savsmuld, hvor æggene selvfølgelig lægges (Speight, 2014).

Levested

: Larven findes som nævnt ofte i vandfyldte rådhuller i træ men også i vandhuller umiddelbart under dødt ved. Der er også gjort fund af larver i kokasser og kompostbunker. Voksne individer findes typisk i lysåben natur som haver, langs veje eller åer, eller i lysåben skov med rigeligt tilgængelige blomster.

Trusler

: Status: Arten er for tiden registreret som livskraftig, LC, i den danske rødliste.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Chinery, M. Vesteuropas insekter. Gads Forlag. 1986.
Golding, Y. C., Edmunds M., Ennos, A. R. Flight behaviour during foraging of the social wasp Vespula vulgaris (Hymenoptera: Vespidae) and four mimetic hoverflies (Diptera:Syrphidae) Sericomyia silentis, Myathropa florea, Helophilus sp. and Syrphus sp.. J Exp Biol 1 December 2005; 208 (23): 4523–4527. doi: doi.org/10.1242/jeb.01932

Rotheray, E. L. (2013), Differences in ecomorphology and microhabitat use of four saproxylic larvae (Diptera, Syrphidae) in Scots pine stump rot holes. Ecol Entomol, 38: 219-229. doi.org/10.1111/een.12009

Rotheray, G.E. (1993) Colour Guide to Hoverfly Larvae (Diptera: Syrphidae). Dipterist Digest No. 9. Derek Whitely, Sheffield, U.K.

Rotheray, G.E. & MacGowan, I. (2000) Status and breeding sites of three presumed endangered Scottish saproxylic syrphids (Diptera, Syrphidae). Journal of Insect Conservation, 4, 215– 223.

Speight, M.C.D. (2014) Species accounts of European Syrphidae (Diptera), 2014. Syrph the Net, the database of European Syrphidae, vol. 78, 321 pp., Syrph the Net publications, Dublin.

De senest indberettede arter i Naturbasen: