Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Morten DD Hansen
    Foto: Morten DD Hansen
  • Fotograf: Ole Bidstrup
    Foto: Ole Bidstrup
  • Fotograf: Stinne Lundgård Lande
    Foto: Stinne Lundgård Lande

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. Adskillelse af de to gule myrearter, Gul Engmyre (1) og Lasius umbratus / Lasius mixtus (2) gøres lettest på skællet set i tværsnit. Med en god håndlup eller stereolup kan man godt se forskellen.

Kendetegn

: Arbejder: 2,2-4,8 mm. Hovedet er bredere end forkroppen. Øjnene er lidt mindre end hos Sort Havemyre. Skællet er forholdsvis lavt og bredt, med lige overkant. Højden på skællet svarer omtrent til bredden. Farven er fra bleggul til en lidt mørkere nuance gul, ofte med et lidt mørkere hoved. Kindbakker brunlige. Helhedsindtrykket af farven er gult eller bleggult, til svagt brunligt. Behåringen er tæt og lang på forkrop og bagkrop. På hovedet mere spredt behåring og helt manglende udstående behåring på siden af hoved, følehornsskaft og lårben.

Hun: 7,2-9,5 mm. Hovedet er smallere end forkroppen eller højst lige så bredt som forkroppen. Betydeligt mørkere i farven end arbejderen. Mørkebrun på hele forkroppen med lysere gulbrune følehorn og ben. På bageste del af hovedet er farven også mørkebrun, men nederste halvdel er lysere gulbrun. Bagkroppen er mellemgulbrun. Vingerne er gennemsigtige og glasklare med brunligt skær ved roden og mørke brunlige ribber.

Han: 3,5-5 mm. Sortbrun med lysere ben og følehorn.

Gul Engmyre
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Rasmus Nielsen

Variation

: Farven på arbejderen kan godt variere fra lys bleggul til en mørkere gulligbrun farve.

Forveksling

: Den kan nemt forveksles med Lasius umbratus og Lasius mixtus, men kendes på skællet, som er betydeligt højere og slankere hos disse arter. Desuden har Lasius umbratus/mixtus talrige udstående hår på siden af hoved, følehornsskaft og lårben.

Udbredelse

: Den er udbredt i alle egne af landet, og især på de små øer med strandenge er arten meget almindelig.
Gul Engmyre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den Gule Engmyres aktivitet afhænger af jordtemperaturen. I sværmetiden ses kønsdyrene og undertiden også et fåtal af arbejdere lige omrking åbningen. Ellers ser man kun denne myreart, hvis man graver i de øvre jordlag i sommerhalvåret, eller hvis man flytter f.eks. en sten, hvor den let ses på grund af sin karakteristiske gule farve. I de koldeste perioder af vinteren graver den sig dybere ned i jordlagene, men ikke på de våde enge, hvor vandet tvinger dem til at overvintre i tuernes øverste dele.

Tidsmæssig fordeling

af Gul Engmyre baseret på Naturbasens observationer:
Gul Engmyre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Gul Engmyre - månedlig fordeling

Biologi

: Denne meget velkendte lille gule myre lever hele sit liv underjordisk, men kan dog undtagelsesvist se dagens lys, hvis indgangen til reden skal vedligeholdes i sværmetiden. Ved forstyrrelser af reden forsøger den altid at flygte, og den udviser næsten intet mod til at forsvare reden.

Den bevæger sig lidt langsomt og orienterer sig primært med følehornene.

Den lever ofte i et ikke venskabeligt naboforhold til Sort Havemyre og Lasius umbratus, som er dominerende myrearter i forhold til Gul Engmyre.

Kolonierne er ofte store med et samlet antal på mellem 15.000 og 25.000 individer, og tætheden af disse tuer er stor viser undersøgelser, som har registreret antallet af tuer pr. 10x10 meter til at være mellem 31 og 59 (M.G. Nielsen 2003). Der er ikke tale om et stort fælles samfund, men derimod om mange uafhængige, selvstændige samfund med et territorium på hver ca. 6 kvadratmeter. På engområder, hvor der ikke bruges maskiner til slåning af græs, bygger den kuppelformede tuer på op til 30-40 cm højde.

I den Gule Engmyres tue lever flere forskellige planter og dyr, som drager fordel af dette specielle levested, som myrerne skaber, takket være deres flittige gravearbejde. Dette har særlig betydning på strandengene, hvor selve tuens højde skaber særlige fordele ved oversvømmelser, idet tuen ofte skånes for vand. Selve jordbunden omkring tuen er anderledes end den omkringliggende jordbund, p.g.a. de tusindvis af gangsystemer, som myrerne graver, hvilket medfører, at jorden bliver mindre kompakt under tuen og i nærheden af denne. På grund af en ofte tæt vegetation på tuernes overflade bliver tuerne afstivet af de mange rødder fra planterne. Kuplens store overflade skaber ligesom hos andre tuebyggende myrearter et varmt mikroklima i tuen. Der skabes således et specielt miljø på disse tuer, som en lang række planter og dyr drager fordel af. Dermed får myretuerne stor betydning for den biologiske mangfoldighed på strandengen. Et engområde, som er dækket af en tæt bestand af store tuer af Gul Engmyre, er en sikker indikator på, at engområdet har været drevet med fåre- eller kvægdrift gennem mange år.

Af planter, som er specielt karakteristiske for at vokse på tuerne, kan nævnes: Strand-Firling, Smalbladet Hareøre, Dansk Kokleare og Fliget Vejbred. Mange jordboende insekter træffes også i tuerne, men en højt specialiseret gæst hos Gul Engmyre er den meget lille (2 mm) rovbille, Gul Kølledrager, som er en såkaldt ægte myregæst, hvilket betyder, at den er specialiseret til kun at leve hos dem. Den er helt afhængig af myrerne, som både beskytter og fodrer den, og til gengæld får myrerne en eftertragtet væske, som billen afgiver.

Sværmetiden er i sensommeren, oftest i august, hvor kønsdyrerne kravler op ad høje græsstrå for derefter at flyve op i store sværme, hvor parringen foregår. Sværmningen er synkroniseret, således at myrerne fra alle tuerne i et engområde sværmer samtidigt. Mange af fuglene fra det åbne land får sig et let festmåltid, idet de langsomt flyvende kønsdyr er et nemt bytte både på jorden og i luften.

Den Gule Engmyre lever af de nektarlignende stoffer, som bladlus og rodlus afgiver. De fleste rodlus har ikke noget planteværtsskifte som andre bladlus, og de formerer sig udelukkende ved jomfrufødsel, dvs. der findes kun hunner. Myrerne lever stort set kun af den honningdug, som rodlusene producerer, men kan dog også æde rodlusene selv. Normalt passer de godt på deres rodlus, bl.a. flytter de rundt med dem og anbringer dem steder, hvor forholdene er optimale. F.eks. bringer de lusene længere ned i tuen i tørkeperioder og om vinteren. (H. Dreisig). Foruden disse rodlus dækker de deres behov for proteiner ved at spise forskellige jordboende insekter og små hvivelløse dyr.

Levested

: Den findes i lysninger i skove med spredt vegetation og græs, samt i haver, parker eller i græsplæner andre steder i kulturlandskabet. Den foretrækker ferske enge eller strandengens øvre zoner med græssende kreaturer. Antallet af græssende køer, det såkaldte græsningstryk, er meget afgørende for forekomsten af Gul Engmyre. Hvis der er for få græssende får eller køer, vil vegetationen skygge på tuerne, men ved for stort antal køer er der for mange forstyrrelser. På våde enge klarer den sig på trods af tilbagevendende flerdages oversvømmelser, selv om tuen er dækket med vand.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Ameisen oder Formicidae, Die Tierwelt Deutschland, H. Stitz, 1939

Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943

Natur og Museum. Danske myrer. 20 årgang. 1980.

The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979

Peter Vestergaard. Strandenge - en beskyttet naturtype. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2000.

Nielsen, M.G. 2003. Masseforekomst af den gule engmyre (Lasius flavus F.) på danske

øer en indikator for kulturpåvirkning og forøget biodiversitet. Flora og Fauna 109(3/4),

139-144.

Hans Dreisig. Myrer som bodyguards. Naturen verden. 2005. 7-8.

De senest indberettede arter i Naturbasen: