Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Carsten Berg Nielsen
    Foto: Carsten Berg Nielsen
  • Fotograf: Johan Kjær Prehn
    Foto: Johan Kjær Prehn
  • Fotograf: jens jørgensen
    Foto: jens jørgensen

Atlas

: Stigebuk overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Stigebuk er en af Danmarks smukkeste træbukke. Som hos andre Saperda-arter er kroppen sortfarvet, men dyrene fremstår mest grønlige fordi, hele kroppen og benene er dækkede af en tæt filtbehåring. Stigebukken er en mellemstor Saperda-art, der bliver 12-16 mm lang, undtagelsesvis op til 18 mm, og den fremstår aflang og parallelsidet set ovenfra, og lettere affladet set fra siden. Hoved og forbryst er dækkede af en tæt grågrønlig til grøngul filtbehåring, og der er en distinkt sort trekant bagerst på hovedet, og en aflang, rektangulær eller nogle gange timeglasformet sort figur på forbrystets overside. Øjnene er store og skinnende sorte, antennerne er lange, elegante og ringede i sort og gråt eller grågrønt, og kæberne er kraftigt udviklede. Dækvingerne har et meget smukt og yderst karakteristisk stigemønster ned langs midten, typisk med fem "stigeben" og en gulgrøn rand yderst langs dækvingernes bagkant. Der er desuden en række uregelmæssige, runde, ovale eller aflange pletter ned langs dækvingernes sider. De partier af dækvingerne, der ikke er dækkede af denne filtbehåring, fremstår sorte eller sortbrune. Dækvingernes filtbehåring fremstår tit en smule lysere end forbrystets og hovedets. Undersiden er også dækket af denne filtbehåring, men har også en række længere, stride lyse hår. Bagkroppens overside, der normalt kun kan ses, når dyret hæver dækvingerne for at flyve, er derimod dybsort. Benene er ret korte og kraftige, med korte, brede fodled, og lårbenene er dækket af samme farve filtbehåring som kroppen, mens skinneben og fodled er dækkede af en mere grålig eller grågul behåring, men det yderste af lårbenene fremstår ofte sorte. Arten er lettere kønsdimorf, og hanner er typisk lidt mindre og slankere end hunner, og har lidt mindre bagkrop. Den tydeligste forskel ses i antennelængden, der hos hunnen er omtrent ligeså lang som kropslængden, men hos hannen er antennerne tydeligt længere end kroppen.
Stigebuk
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Jens Peter Christensen

Variation

: Stigebuk varierer ikke meget morfologisk, men der er en del variation i filtbehåringens farve, og nogle dyr fremstår nærmest gullige mens andre er græsgrønne. Det mest almindelige er dog en matgrønlig til grøngul farve.

Forveksling

: Det smukke mønster gør stigebuk umulig at forveksle med nogen anden dansk træbuk.

Udbredelse

: Stigebukken er vidt udbredt og relativt almindelig over det meste af Europa og ind i Lilleasien. I Danmark er arten relativt vidt udbredt på øerne og i det østlige Jylland, men den er generelt ikke almindelig, og dens udbredelsescentrum synes at ligge i det østlige Nordsjælland. Den danske rødliste anser artens bestandsudvikling for at have været stabil, og den vurderes ikke som truet. Fund fra ældre tid synes dog at vise et noget større udbredelsesområde med flere lokaliteter end i dag, og særligt i Jylland synes dens udbredelse af være blevet indskrænket.
Stigebuk - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Stigebukken er et forsommerdyr, der har sin hovedflyvetid i juni måned. Flyvetiden ophører normalt i begyndelsen af juli. I varme år kan arten dog ses allerede fra begyndelsen af maj.

Tidsmæssig fordeling

af Stigebuk baseret på Naturbasens observationer:
Stigebuk - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Stigebuk - månedlig fordeling

Biologi

: Stigebuk kaldtes tidligere for grøn ellebuk på dansk, en refleksion af dens smukke ydre og den omstændighed, at den tit yngler i elletræer, der sammen med birk synes at være et af artens fortrukne værtstræer. Arten er dog ret bredspektret i sit valg af værtstræ, og kendes fra en lang række andre løvtræsarter, f.eks. bøg, eg, elm, hassel og pil. De voksne dyr er fremme om dagen, og kan af og til ses på blomster, men typisk finder man dem flyvende omkring i solskinnet, eller siddende på grene eller blade. Undersøgelser har vist, at hannerne tit sidder oppe i løvlaget på levende træer, mens hunnerne mest opholder sig på nedfaldne grene eller døde stammer på skovbunden. Dyrene gnaver tit runde, uregelmæssige huller i blade, men de kommer også til steder med udsivende træsaft. Hunnen udvælger nyligt afdøde småtræer eller større nedfaldne grene til æglægning, og vigtige kriterier for valget af værtstræ synes at være, at træet skal være frisk, have fastsiddende bark, og et rimelig højt vandindhold. Hunnen gnaver en fure i barken, hvori hun lægger et enkelt, aflangt, flødefarvet æg på omkring 2,5 mm. Laverne gnaver lange gange imellem bark og ved, men kan også bore sig dybere ind i veddet, og i forbindelse med gnaveriet falder der ofte lidt gnavesmuld ud af tunnellens åbning. Larven er en typisk træbukkelarve, der er fed og hvidlig med tydeligt afsatte kropsringe, og et lille, kraftigt kitiniseret hoved foran med kraftige kæber til, at raspe træ med. Den har kun ganske små, rudimentære ben. Nyklækkede larver måler omkring 2-3 mm, men helt udvoksede larver er 1,5-2 cm lange. Udviklingen varer ofte to år, nogle gange tre. Om foråret gnaver larven et puppekammer, hvori forpupningen sker, og den voksne bille kommer frem efter omkring en måneds tid.

Af snyltehvepse associeret med arten kan blandt andet nævnes den flotte Xorides praecatorius www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse

Levested

: Stigebukken er knyttet til fugtige løvskove, men kan også findes på træklædte overdrev, i alleer, plantager og gamle haver.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Bense, U. (1995): Longhorn beetles: illustrated key to the Cerambycidae and Vesperidae of Europe. Weikersheim, Germany; Margraf Verlag.

Hansen, G. (1978): Tømmemænd og blomsterbørn en bog om træbukke. Skarv.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Thomsen, P.F. (2007): Træbukke. Natur og Museum 3: 1-35.

De senest indberettede arter i Naturbasen: