Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. juli 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Gylden jagtrovbille (Dinothenarus pubescens)
Foto: Morten DD Hansen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Gylden jagtrovbille (Dinothenarus pubescens)
Foto: Kristian Riis Hansen



Gylden jagtrovbille

Dinothenarus pubescens (læst 134 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Rovbiller (Staphylinidae)

Kendetegn: Kropslængde 12-17 mm. Har et generelt behåret udseende, deraf artsnavnet pubescens. Kroppen mørkbronze med mørkegråblå juvelprikker på forbryst og dækvinger. Hovedet har en iøjnefaldende korngul behåring, der giver et pjusket udseende. Midt på hovedet ses en tydelig blanksort plet. Også langs midten af bagkropsleddene ses en strågul, trekantet behåring igen omgivet af mørkegrå pletter. Ben og antenner er brune, dog er de inderste antenneled lysere orange.

Variation: Arten varierer kun lidt.

Forveksling: Forveksles med lille og (især) stor jagtrovbille, som findes i samme habitat, nemlig frisk gødning. Lille og stor jagtrovbille har dog tydeligt fremadrettede, spidse hjørner på forbrystet, hvor gylden jagtrovbille har stumpe forhjørner. Desuden har stor og lille jagtrovbille en mere filtagtig behåring, mens gylden jagtrovbille er tydeligt langhåret. Endvidere mangler lille og stor jagtrovbille den mørke hovedplet.

Biologi: Gylden jagtrovbille findes i frisk gødning og anses generelt for at være en fremragende indikator for langtidskontinuerte græslandskaber. I Sverige er den rødlistet VU (sårbar). Både den voksne og larven lever formentlig på samme måde som de andre rovlevende gødningsrovbiller (Emus, Ontholestes, Staphylinus), dvs. primært af larverne af andre gødningsinsekter. Livscyklus er kun delvist kendt, men ekstrapoleres fra andre arter, må følgende formodes (det understreges, at der er formodninger!): Den voksne bille overvintrer og kommer frem i april, hvorefter den ses til hen på sommeren. Larven udvikles og forpuppes i eller nær gødning og forvandles formentlig til voksen i løbet af sommeren, således at sensommerfund er den nye generation, som derefter overvintrer.

Levested: Arten findes i græsland med lang græsningskontinuitet - dvs. i de bedste overdrevslandskaber.

Udbredelse: Arten er været i kraftig tilbagegang i Sverige, og det samme må formodes at være tilfældet i Danmark. I Danmarks Fauna angives den historisk fra Aarhusegnen, Thorsager, Strandkær, Skørping, Hvorup, Vang, Tranekær, Svendborgegnen, København, Søllerød og Holte. Siden 1960 er den kendt fra følgende distrikter: WJ, EJ, F & NEZ. Den kan formentlig findes i de bedste græsningslandskaber med en kontinuerlig forekomst af gødning fra kvæg og heste. På Mols er den flere gange fundet i let brugte hestepærer med begyndende skorpe.

Arten er kendt fra hele Europa; den synes generelt tilknyttet egne med gamle græsningslandskaber, dvs. Storbritannien, bjergegne i Centraleuropa samt Skandinavien og de baltiske lande.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Gylden jagtrovbille.

Hvornår ses den? Arten ses april-oktober.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Morten DD Hansen d. 11-07-2019. Beskrivelsen er senest redigeret af Morten DD Hansen d. 11-07-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
ArtDatabanken, 2019. Artfakta: Guldkortvinge, Dinothenarus pubescens. - se linket HER

GBIF, 2019. Dinothenarus pubescens (De Geer, 1774) in GBIF Secretariat (2017). GBIF Backbone Taxonomy. Checklist dataset - se linket HER accessed via GBIF.org on 2019-07-11.

Hansen, V., 1952. Danmarks Fauna 58: Biller XVI. Rovbiller II, s. 97





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator