Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. september 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Almindelig Gæsterovbille (Lomechusa emarginata)
Foto: Jens Søgaard Hansen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Almindelig Gæsterovbille (Lomechusa emarginata)
Foto: Jens Søgaard Hansen


Foto/billede af Almindelig Gæsterovbille (Lomechusa emarginata)
Foto: Hjalte Kjærby


Foto/billede af Almindelig Gæsterovbille (Lomechusa emarginata)
Foto: Hjalte Kjærby



Almindelig Gæsterovbille

Lomechusa emarginata (læst 473 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Rovbiller (Staphylinidae)

Kendetegn: Lomechusa emarginata er en myrmekofil ("myreelskende") rovbille, der måler 4-5 mm. Det er en ret bred art, med flad ryg og hvælvet underside. Dækvinger og det meste af bagkroppen rustrød, med lidt mørkere hoved og pronotum, og med et mørkere bånd bag bagkroppens midte. Pronotums baghjørner er udadtrukne og tilspidsede, og pronotum tilsmalnes fremefter.

Langs siden af bagkroppens forreste halvdel findes en række gullige hårduske, der står i forbindelse med et kirtelsystem der spiller en vigtig rolle i billens interaktioner med værtsmyrerne.

Forveksling: Arten kan især forveksles med den eneste anden danske art i slægten, Lomechusa paradoxa. Hos denne art er 3. følehornsled dobbelt så langt som 2., pronotum er ikke nær så tilsmalnet forrest, og baghjørnerne er ikke lige så spidst udtrukne. Denne art er meget sjældnere end emarginata.

Lomechusoides strumosus er nært beslægtet og ligner også en del, men denne art er noget større, har meget kraftigere ben, og de gule hårduske findes også på bagkropsleddenes bagrand samt på lårene. Desuden træffes den udelukkende hos Blodrød Rovmyre (Formica sanguinea).

I felthåndbogen kan du læse mere om: Stor Gæsterovbille

Biologi: Lomechusa emarginata er en yderst avanceret myrmekofil. Slægten Lomechusa udmærker sig ved at vandre mellem forskellige arter af myrer, i emarginatas tilfælde Sort Slavemyre (Formica fusca) og forskellige arter af Stikmyre (Myrmica sp.).

L. emarginata yngler hos Sort Slavemyre i sommerhalvåret. Her fodres billerne og deres larver af myrerne via trophallaxis (mund-til-mund overførsel), præcis som myrerne fodrer hindanden. Derudover lever billerne af myrernes æg og larver.

Når næste generation af biller klækkes over sommeren og efteråret, emigrerer de fra slavemyrernes rede og overvintrer hos en art af Stikmyre (Myrmica sp.). Dette skyldes at stikmyrerne har yngel i reden året rundt, mens slavemyrerne overvintrer uden yngel. Ved at overvintre hos stikmyrer sikrer billerne sig en fødekilde i form af æg og larver.

Evolutionært set har billerne sandsynligvis først tilpasset sig til livet hos Formica-arter, præcis som det ses hos Lomechusoides strumosus i dag. Senere hen har slægten Lomechusa tilpasset sig til at overvintre hos Myrmica for at udnytte deres vinteryngel.

Levested: Arten er afhængig af tilstedeværelsen af dens værtsarter. Både Sort Slavemyre og forskellige Myrmica-arter kan findes i næsten alle naturtyper, og er meget almindelige.

Udbredelse: Arten er ikke almindelig i Danmark, men er kendt fra alle landsdele.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Almindelig Gæsterovbille.

Hvornår ses den? I efteråret og det tidlige forår ses den hos Stikmyrer, i sommerhalvåret hos Sort Slavemyre.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Hjalte Kjærby d. 10-01-2019. Beskrivelsen er senest redigeret af Hjalte Kjærby d. 16-08-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Hansen, Victor. 1954 "Danmarks Fauna bind 59, Rovbiller 3. del". Gads Forlag.

Hölldobler, Kwapich, Haight. 2018. "Behavior and exocrine glands in the myrmecophilous beetle Lomechusoides strumosus" - se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator