Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. juni 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Lille Pupperøver (Calosoma inquisitor)
Foto: Gorm Pilgaard Jørgensen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Lille Pupperøver (Calosoma inquisitor)
Foto: Ole Martin


Foto/billede af Lille Pupperøver (Calosoma inquisitor)
Foto: Ole Martin


Foto/billede af Lille Pupperøver (Calosoma inquisitor)
Foto: Ole Martin



Lille Pupperøver

Calosoma inquisitor (læst 351 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Løbebiller (Carabidae)

Kendetegn: Længde: 16-22 mm. Kroppen har mørkt, typisk bronzefarvet metalskær, som langs siderandene på pronotum og dækvingerne oftest bliver mere grønligt. Følehornene og benene er sorte.

Følehornenes 2. led er meget kort, mens 3. led er meget langt. Pronotum er ca. dobbelt så bredt som langt og tæt rynketpunkteret, bagtil på hver side med en grube nær sideranden. Pronotums sider er fortil stærkt rundede, bagtil indbuede lige foran baghjørnerne. Dækvingerne er brede, hver med 16 striber, der er forbundne af tværrynker. Dækvingernes 4., 8. og 12. stribemellemrum har rækker af fordybede punkter.

Forveksling: Den eneste anden Calosoma-art med bagtil indbuede pronotumsider er Stor Pupperøver (Calosoma sycophanta), men den adskilles let ved at have smukt metalblå eller sortblå forkrop og guldgrønne dækvinger.

Strandpupperøver (Calosoma auropunctatum) kan have lignende farvetegning, men den har ikke indbuede pronotumsider bagtil, og baghjørnerne er fuldstændigt rundede, mens de hos Lille Pupperøver er vinklede og tydeligt afsatte. Pronotums sider er i øvrigt ikke lige så stærkt rundede som hos Lille Pupperøver. Endelig er den slankere og større (22-30 mm).

Pronotums form adskiller den også fra alle Carabus-arter, som i øvrigt har væsentligt smallere dækvinger end Lille Pupperøver.

Biologi: Arten er tilknyttet lysåben løvskov, helt overvejende egeskov. Voksne dyr lever i træerne, hvor de ernærer sig af larver og pupper af sommerfugle, særligt målere og viklere. Larven lever på jorden. Arten er dagaktiv og flyver gerne i varmt solskinsvejr.

Levested: Lysåben løvskov, primært egeskov.

Udbredelse: Arten er efter 1960 kendt fra Nordvest-, Nord- og Østjylland, Fyn, Nordøstsjælland og Lolland-Falster. Det er en sjælden art, som er rødlistet EN i Danmark. Arten er truet af formindskelsen af arealer med sammenhængende egeskov og fragmentering af levestederne, ligesom træopvækst og tilplanting, som ødelægger de lysåbne forhold arten er afhængig af, er en trussel mod arten. Arten findes i dag formentlig kun på 4-5 lokaliteter. Gamle fund foreligger fra Vest- og Sønderjylland samt Nordvest- og Sydsjælland.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Lille Pupperøver.

Hvornår ses den? Det er i høj grad et forsommerdyr, som er aktiv fra sidste halvdel af maj til starten af juli.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Mathias Holm d. 14-01-2019. Beskrivelsen er senest redigeret af Mathias Holm d. 14-01-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Victor Hansen, 1968: Danmarks Fauna 76 - Biller XXIV. Sandspringere og løbebiller.

Lindroth, 1985: The Carabidae (Coleoptera) of Fennoscandia and Denmark. - Fauna Entomologica Scandinavica, vol 15,1.

Den danske rødliste:

- se linket HER

Beetlebase.com:

- se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator