Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Metalsmalbi (Lasioglossum morio)
Foto: Anni Nielsen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Metalsmalbi (Lasioglossum morio)
Foto: Lars Thomas


Foto/billede af Metalsmalbi (Lasioglossum morio)
Foto: Lars Thomas


Foto/billede af Metalsmalbi (Lasioglossum morio)
Foto: Lars Thomas



Metalsmalbi

Lasioglossum morio (læst 447 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Vejbier (Halictidae)

Kendetegn: Slægten Lasioglossum (smalvejbier) kendes fra den meget lignende slægt Halictus (vejbier) på placeringen af hårbåndene på bagkroppen. Hos Halictus er de lyse bånd placeret på bagranden af bagkroppens led. Hos Lasioglossum er båndene placeret øverst på bagkropsleddene, altså umiddelbart efter forgående led.

Lasioglossum morio er en lille bi med en metalgrøn skinnende forkrop. Hunnerne er 5-6 mm med meget sparsom lys behåring. Behåringen afgrænser sig til siderne af forkroppen og benene. På bagkroppen er der lyse sidepletter af tiltrykt hår.

Hannerne ligner hunnerne og har cirka samme størrelse.

Variation: Hovedformen variere en del hos hunnerne og dette kan gøre artsbestemmelse vanskelig.

Forveksling: Kan forveksles med alle de små metalgrønne smalvejbier. I Danmark drejer det sig om 4 arter. Det er, foruden Lasioglossum morio: L. leucopus, L. aeratum og L. nitidulum (tidligere under L. smeathmanellum).

Lasioglossum nitidulum er kun kendt fra Fyn, Sjælland og Bornholm. Lasioglossum aeratum er kun fundet på Bornholm i 1958. Lasioglossum leucopus er udbredt i hele landet.

Hos hunnerne af L. leucopus og L. aeratum er hovedet kortere end det er bredt og bagkanten af 1. bagkropsled er glat. Hos de to andre arter er hovedet længere end det er bredt (med en vis variation!) og bagkanten på første bagkropsled er kornet i overfladen.

Hannerne af L. leucopus og L. aeratum har korte antenner hvor leddene er kvadratiske. L. morio og L. nitidulum har længere antenner med de fleste led 1,5 gange længere end brede.

For adskillelse af L. morio og L. nitidulum se Amiet (2001).

Biologi: Arten er polylektisk og ifølge Westrich (2018) fundet på 12 forskellige plantefamilier. Reden udgraves i sandede jorde. Den optræder til tider i mindre kolonier. Arten er semi-social og de nye hunner fungere som arbejdere. Den sociale adfærd ses ofte i varmere klimaer, mens den optræder mere solitær i koldere egne. Parasiteres af blodbien Sphecodes miniatus.

Levested: Findes i alle typer af blomsterrige habitater.

Udbredelse: Arten er fundet i alle distrikter og udbredt i hele landet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Metalsmalbi.

Hvornår ses den? Hunner, der overvintre, ses fra slutningen af marts. Hannerne dukker først op i juni. Begge køn kan ses helt indtil oktober.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Skrevet/lagt på nettet af Kåre Würtz Sørensen d. 15-03-2019
Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Amiet, F., Herrmann, M., Müller, A. & Neumeyer, R. 2001. Apidae 3. Halictus, Lasioglossum (Vol. 6). Schweizerische Entomologische Gesellschaft, Neuchtel, 208 pp.

Else, G. R. Edwards, M. 2018. Handbook of the Bees of the British Isles volume 1-2. Ray Society

Falk, S. 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Field Guides. Bloomsbury

Madsen, H. B. Schmidt, H. T. Rasmussen, C. 2016. Distriktskatalog over Danmarks bier (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelser. 83: 43-70

Madsen, H. B. & I. Calabuig, 2011. Kommenteret checkliste over Danmarks bier Del 4: Halictidae (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelelser 79: 85-115.

Rasmussen, C. Schmidt, H. T. Madsen, H. B. 2016.Distribution, phenology and host plants of Danish bees (Hymenoptera, Apoidea). Zootaxa 4212. Magnolia Press. pp. 001-100

Westrich, P. 2018. Die Wildbienen Deutschlands. Ulmer-Verlag





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator