Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. juli 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Hedehumle (Bombus jonellus)
Foto: Morten DD Hansen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Hedehumle (Bombus jonellus)
Foto: Morten DD Hansen


Foto/billede af Hedehumle (Bombus jonellus)
Foto: Morten DD Hansen


Foto/billede af Hedehumle (Bombus jonellus)
Foto: Morten DD Hansen



 Hedehumle (Bombus jonellus) (læst 133 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Langtungebier (Apidae)

Kendetegn: Hedehumle er en af vore mindste humlebiarter. Kropslængde på dronningen er 15-18 mm, mens arbejderne blot bliver 9-14 mm. Hannerne er 11-14 mm. Den hører til de gul-hvid-sorte arter og har gult bånd forrest og bagest på forkroppen samt forrest på bagkroppen. De bageste bagkropsled er hvide. Nøglekarakterer er, at skinnebenene på benpar 2 ikke er tilspidset i enden, at tungen samt kinden foran øjet er kort, og at hårene på pollenkurven er rødlige.

Når man står i felten, er arbejderne ganske lette at lytte ud, idet deres summen ligger mindst trekvart oktav over jordhumlerne.

Variation: Arten varierer, således at der undtagelsesvist kan ses mørkere individer.

Forveksling: Blandt ægte humler med tre gule bånd findes havehumlen som en reel forvekslingsmulighed. Denne er dog som helhed væsentligt større, ligesom havehumle er både langkindet og langtunget.

Biologi: Efter overvintring anlægger dronningen et bo, enten i musegange eller i fuglereder. Boene kan nå en størrelse på 50-150 arbejdere. Arten fouragerer i stor stil på blomster fra lyngfamilien, herunder ikke mindst blåbær, mosebølle og klokkelyng, som er de eneste, der på heder og i surt græsland tilbyder pollen sæsonen igennem.

Arten er muligvis partielt bivoltin i Danmark; i hvert fald tyder en juli-observation af en dronning med fuld pollenkurv (8. juli 2017, Kongsø Hede) på, at en sensommergeneration er mulig.

I udlandet vurderes hedehumle at være en af de arter, som er ramt af fragmentering. Det kan bl.a. vises vha. DNA-analyser.

Levested: Hedehumle findes på større heder, især hvor der findes større vådere fattigkær med en rig forekomst af klokkelyng. På tørre heder forekommer arten kun sjældent.

Udbredelse: I Danmark findes hedehumle primært i større sammenhængende naturområder med hedevegetation, dvs. Vendsyssel, Vest- og Midtjylland samt på Læsø og Anholt. Arten findes enkelte steder langs Nordfyns kyst samt langs Østsjællands kyst, men er her meget sjælden.

I resten af verden findes den overalt i Nordeuropa, hvor den mange steder er gået meget tilbage, samt i det nordlige Asien, Alaska og Canada.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Hedehumle.

Hvornår ses den? Hedehumle ses i Danmark fra begyndelsen af april, når dronningerne dukker op, til begyndelsen af september, når de sidste individer lukker og slukker. Arten kulminerer ret tidligt, idet hovedparten af observationerne gøres primo juli.

Status: Arten findes hist og her i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Morten DD Hansen d. 09-07-2017. Beskrivelsen er senest redigeret af Morten DD Hansen d. 09-07-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Darvil et al., 2010: Cryptic differences in dispersal lead to differential sensitivity to habitat fragmentation in two bumblebee species. Molecular Ecology 19: 53-63

Falk, S & R Lewington: 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Publishing

Moquet et al., 2017: Bumblebees depend on ericaceous species to survive in temperate heathlands. Insect Conservation and Diversity 10: 78-93

Peeters et al. 2012: De Nederlandse Bijen. - se linket HER

Rasmussen, C., HT Schmidt & HB Madsen, 2016. Distribution, phenology and host plants of Danish bees, Hymenoptera, Apoidea. Zootaxa 4212, 1-100





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator