Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. september 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Hylaeus communis (Hylaeus communis)
Foto: Jes Elnif

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Hylaeus communis (Hylaeus communis)
Foto: Stig Rygaard


Foto/billede af Hylaeus communis (Hylaeus communis)
Foto: Jonas Ravn Jensen


Foto/billede af Hylaeus communis (Hylaeus communis)
Foto: Jonas Ravn Jensen



Hylaeus communis

Hylaeus communis (læst 103 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Korttungebier (Colletidae)

Kendetegn: En lille bi med en kropslængde på 5 7 mm (Jørgensen 1921). Arten er sort med sparsom behåring. Forkroppen (thorax) med gule pletter på vingeskællene og skuldercallus (en fortykkelse foran vingeroden). Bagkroppen (abdomen) er helt glat og glinsende. Hovedet er længere end bredt og nedad afsmal-net med skarpt adskilte gule sidepletter (masken) (Jørgensen 1921). Havemaskebien har som flere maskebier ofte en karakteristisk citronlignende duft (Dupont & Madsen 2019).

Variation: Arten kan variere i størrelsen på de kendetegnende gule aftegninger på krop og hoved, der hos hunner ofte er mindre end hos hanner (Madsen og Calabuig 2008; Dupont & Madsen 2019).

Forveksling: Havemaskebien kan forveksles med Hylaeus annulatus, der dog ikke tilhører den danske fauna (Madsen & Calabuig 2008). Arterne adskilles ved at H. annulatus typisk er større end H. communis. Dertil har hunner af H. communis afrundede hjørner af rygpladen (pronotum) og hanner har smalle, aflange følehornsskafter. Modsat har hunner af H. annulatus skarpt vinklede forkanter af rygpladen og hanner har brede følehornskafter (Madsen & Calabuig 2008).

Biologi: Havemaskebien er generalist og finder nektar på en bred vifte af plantefamilier (polylektisk) (Banasz-ak-Cibicka & Zmihorski 2012; Online kilde 2) herunder også ikke-hjemmehørende arter (Martins et al. 2017). Grundet denne generalisme, menes arten at have stærke spredningsevner og være den art af Hylaeus slægten med størst tilpasningsevne (Martins et al. 2017).

Havemaskebier er solitære (Jørgensen 1921) og lever altså ikke i kolonier som f.eks. honningbien. Hos havemaskebien står hunnen for selv at bygge yngleceller og sørge for proviant til larverne når disse klækker. Havemaskebier overvintrer som larver og det voksne individ er aktivt om sommeren (Jørgensen 1921; Fründ et al. 2013). Ynglecellerne bygges i hule plantestængler eller i eksisterende huller i mure og døde træer (Jørgensen 1921; Dupont & Madsen 2019). Ynglecellerne har gerne en diameter på 3-4 mm og en længde på 15 cm (Dupont & Madsen 2019). Til forskel fra andre arter af bier samler hunnerne ikke pollen i en pollenkurv, men gemmer både pollen og nektar i kroen og gylper denne op som en flydende blanding når yngleceller skal forsynes (Dupont & Madsen 2019). Denne anderledes pollenhåndtering kan være grunden til at havemaskebien ingen hår har, da biernes hår i andre tilfælde fungerer som en specialiseret struktur til indsamling og transport af pollen (Cane 2008).

Levested: Havemaskebien træffes gerne på skærmplanter ofte i byområder, f.eks. haver og parker (Martins et al. 2017; Dupont & Madsen 2019). Grunden til dette kan skyldes, at byen tilbyder mange hulrum i f.eks. mure, der kan fungere som rede. Derudover giver mosaikken af haver og grønne områder havemaske-bien en fordel over specialistiske arter pga. dens brede økologiske tolerance i forbindelse med bl.a. fødevalg (Banaszak-Cibicka & Zmihorski 2012).

Udbredelse: Havemaskebien er hjemmehørende i Europa og vidt udbredt her (Martins et al. 2017; Dupont & Mad-sen 2019). Også i Danmark findes den i alle landsdele (Jørgensen 1921). Hylaeus slægten antages for at være den mest udbredte slægt af bier (Cane 2008) og havemaskebien er for nyligt også registreret i Nordamerika (Martins et al. 2017).

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Hylaeus communis.

Hvornår ses den? Den voksne havemaskebi er aktiv fra starten af juni til starten af august, men kan også forekomme allerede i maj (Dupont & Madsen 2019).

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Skrevet/lagt på nettet af Astrid Andersen d. 22-08-2019
Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Banaszak-Cibicka W, Zmihorski M (2012) Wild bees along an urban gradient: winners and losers. Journal of Insect Conservation 16: 331343.

Cane J H (2008) Bees (Hymenoptera: Apoidea: Apiformes). Encyclopedia of Entomology 2: 419-434

Dupont Yoko L, Madsen H B (2019) Havemaskebi (Hylaeus communis), den hårløse bi. Tidsskrift for biavl juli 2019. Danmarks biavlerforening.

Fründ J, Zieger S L, Tscharntke T (2013) Response diversity of wild bees to overwintering tempera-tures. Oecologia 173: 1639-1648.

Jørgensen L (1921) Bier. G. E. C. Gads forlag, København.

Madsen H B, Calabuig I (2008) Kommenteret checkliste over Danmarks bier Del 1: Colletidae (Hy-menoptera, Apoidea). Entomologiske meddelelser 76(2): 145-163.

Martins K T, Normandin E, Ascher J S (2017) Hylaeus communis (Hymenoptera: Colletidae), a new exotic bee for North America with generalist foraging and habitat preferences. The Canadian Entomo-logist 149(3): 377-390.

Online kilde 1: - se linket HER (besøgt 20/07/2019)

Online kilde 2: - se linket HER (besøgt 13/07/2019)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator