Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Århus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. juli 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Mørk sommerjordbi (Andrena nigriceps)
Foto: Per Bo Ravnå

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Mørk sommerjordbi (Andrena nigriceps)
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen


Foto/billede af Mørk sommerjordbi (Andrena nigriceps)
Foto: Line Sabroe


Foto/billede af Mørk sommerjordbi (Andrena nigriceps)
Foto: Peder Storup



 Mørk sommerjordbi (Andrena nigriceps) (læst 120 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Gravebier (Andrenidae)

Kendetegn: Hunnen er 9-11 mm, hannen 8-10 mm. Andrena nigriceps er en af vore mest behårede jordbier. Hunnen er varmt brun på ryggen og med skarpt markerede, kraftige og langhårede tværbånd på hvert bagkropsled og kan nærmest give indtryk af en lille, slank agerhumle. Samlebørstens hår er mørke, det samme er samlehårene ved benenes basis. Hannen er også tæthåret, noget lysere i pelsen end hunnen og har kun svage bånd på bagkroppen.

Variation: Slidte eksemplarer bliver lysere at se til. Helt friske hunner er pragtfuldt ræverøde.

Forveksling: På flyvetidspunkt og -steder kan hunner af mørk sommerjordbi forveksles med tandet jordbi, som dog er væsentligt mere kort- og lyshåret. Ligeledes kan den forveksles med den meget sjældne Andrena simillima, som dog har lyse hår i hovedet og lyse samlehår.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Tandet jordbi

Biologi: Som andre jordbier anlægger mørk sommerjordbi rede i jorden, ofte på sydvendte skrænter, hvor redegangen anlægges helt åbent. Ud fra hovedgangen anlægges en række korte sidegange, som hver udstyres med pollen og et æg. Overvintring finder sted i larvestadiet.

Mørk sommerjordbi ses i en række højsommerblomster. Den er specielt glad for blåmunke, men ses også gerne i engbrandbæger, sildig gyldenris, rejnfan og hvid okseøje. Den er sjældent almindelig på lokaliteterne, og oftest ses blot et enkelt individ eller to.

Levested: I Danmark træffes arten på varme blomsterrige overdrev og brakmarker, ligesom den gerne kigger forbi haver med rig forekomst af fx gyldenris.

Udbredelse: Arten er vidt udbredt i Danmark. Nordover strækker udbredelsen sig til det mellemste Sverige, mens den østpå går til Ural. Den er udbredt sydover til Middelhavet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Mørk sommerjordbi.

Hvornår ses den? Mørk sommerjordbi hører højsommeren til og ses i Danmark først fra sidste uge af juni. Den træffes til begyndelsen af september, normalt med en kraftig top i anden halvdel af juli.

Status: Arten findes hist og her i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Morten DD Hansen d. 12-07-2017. Beskrivelsen er senest redigeret af Morten DD Hansen d. 12-07-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Falk, S & R Lewington: 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Publishing

Peeters et al. 2012: De Nederlandse Bijen. - se linket HER

Rasmussen, C., HT Schmidt & HB Madsen, 2016. Distribution, phenology and host plants of Danish bees, Hymenoptera, Apoidea. Zootaxa 4212, 1-100





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator