Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Stor Skallesluger (Mergus merganser)
Foto: Haldor Halkjær

Galleri:
Seneste billeder | 2. kalenderår | adulte | juvenile | pullus | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Stor Skallesluger (Mergus merganser)
Foto: Ole Martin


Foto/billede af Stor Skallesluger (Mergus merganser)
Foto: Frank Krogh


Foto/billede af Stor Skallesluger (Mergus merganser)
Foto: Ulf Bjerre



Stor Skallesluger

Mergus merganser (læst 17771 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Andefugle (Anseriformes)
Familie: Svaner, gæs og ænder (Anatidae)

Kendetegn: Stor skallesluger har en længde på 58-66 cm og et vingefang 82-95 cm. Det er en stor skallesluger med aflang krop og stort hoved. Arten har et langt tyndt rødt næb med en nedadgående krog i spidsen. Hos begge køn har de hvide partier et lakserosa anstrøg. Hannen har sort grøntglinsende hoved og sort ryg. Hunnen har brunt hoved med en lidt hængende fjertop, hvid hage og en grålig krop. Begge køn har en skarp adskilt grænse mellem det mørke hoved og den hvide hals.

Forveksling: Stor skallesluger kan forveksles med toppet skallesluger som er slankere med mindre hoved og tyndere næb med lille krog. Toppet skallesluger har desuden som navnet siger en betydelig større og mere strittende top. Hannen hos Toppet skallesluger har brunt bryst og sorte brystsider med hvide pletter. Hunnen hos Toppet skallesluger har en mindre skarp grænse mellem hoved og hals. I flugten har toppet skallesluger mindre hvidt på vingen. Toppet skallesluger ses desuden fortrinsvis til havs, hvor den afløser stor skallesluger.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Toppet Skallesluger

Biologi: Arten yngler allerede fra marts måned i hule træer eller redekasser. Ungerne hopper selv de flere meter ned fra reden og bliver herefter ledt til det nærmeste vand af hunnen, som bliver hos ungerne de følgende måneder under fældningen. Hannerne fælder i store flokke på op til 40.000 individer ved bl.a. Norges kyster. Kan jage i flok ved at danne kæder der indkredser fiskene. Skulle have en forkærlighed for ål.

Levested: Stor skallesluger yngler i gamle skove med hule træer nær fiskerigt vand. De ca. 50 danske par yngler primært i redekasser. Ofte ved dybe søer eller ved elve. I Danmark er stor skallesluger udbredt ved søer og fjorde i hele landet i vinterhalvåret.

Udbredelse: Stor skallesluger er udbredt i Skandinavien, Rusland, Island og Storbritannien. En lille bestand findes desuden i Alperne. Den yngler også ved Østersøens kyster.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Stor Skallesluger.

Hvornår ses den? Stor skallesluger er en sjælden ynglefugl i Danmark, men en meget almindelig vintergæst. Den ankommer i november og trækker atter mod yngleområderne om foråret.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Thomas Eske Holm d. 06-03-2005. Beskrivelsen er senest redigeret af Hjalte Kjærby d. 17-03-2012.
Se historik
.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator