Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Rød Glente (Milvus milvus)
Foto: Per Schans Christensen

Galleri:
Seneste billeder | 1. kalenderår | 2. kalenderår | adulte | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Rød Glente (Milvus milvus)
Foto: Elmer Pedersen


Foto/billede af Rød Glente (Milvus milvus)
Foto: Per Schans Christensen


Foto/billede af Rød Glente (Milvus milvus)
Foto: Per Schans Christensen



Rød Glente

Milvus milvus (læst 56530 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Falconiformes)
Familie: Glenter, ørne & høge (Accipitridae)

Kendetegn: Rød glente har en længde på 60-70 cm. Det er en elegant rovfugl med en karakteristisk smal, kløftet hale og lange, smalle vinger. Hoved er gråhvidt, skuldre, overside, bug og bryst er rustrøde. Smalle, mørkebrune længdestriber på brystet. I flugten ses tydelige hvide felter (vinduer) i hånden, der står i kontrast til den mørkebrune undervinge. Spidser af håndsvingfjer sorte. Hale og overgump rustrød. I glideflugt er hånden ofte let sænket, men vingerne kan også være plane. Kønnene kan ikke adskilles i felten. Juvenil har mindre kløftet, lysebrun hale og fremstår mindre rustrød på bug, bryst og skuldre.

Forveksling: Kan forveksles med sort glente, der er en sjælden gæst her i landet. Sort glente har kun svagt kløftet hale og fremstår generelt mørkere end rød glente. Hånden mangler således rød glentes hvide vingefelt.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Sort Glente

Biologi: Rød glente er en generalist, men mest kendt som ådselsæder. Den tager dog i høj grad levende bytte og padder, krybdyr, smågnavere samt fugle indgår i fødevalget. En svensk undersøgelse har vist, at omkring 3/4 af føden udgøres af fugle. Især kragefugle viste sig at være vigtige byttedyr. Andre undersøgelser har vist, at ynglesuccesen påvirkes positivt, hvis reden ligger tæt på en motorvej. Trafikdræbte dyr udgør i disse tilfælde en vigtig fødekilde.

Levested: Rød glente er tilknyttet kulturlandskabet. De danske ynglepar findes især i dyrkede områder med småskove. Reden placeres i en mindre skov, mens fødesøgningen finder sted i det åbne land, fx langs skovbryn og levende hegn.

Udbredelse: Rød glente har sit kerneområde i Tyskland, Frankrig og Spanien. Danmark, Sverige og Skotland udgør nordgrænsen for artens udbredelse.

Rød glente var tidligere en almindelig dansk ynglefugl, men blev som andre af vore rovfugle bekæmpet fra midten af 1800-tallet. Arten forsvandt herefter som ynglefugl, men indvandrede igen først i 1970erne. Rød glente er dog fortsat en sjælden ynglefugl, da bestanden kun er vokset langsomt. Der er i dag omkring 40-50 par i Danmark. Dette står i kontrast til den sydsvenske bestand, der er i samme periode er vokset kraftigt og i dag udgør omkring 1.000 par.

I Danmark er kerneområdet den østlige del af Sønderjyllands, Vejle og Århus amter. Desuden spredte ynglepar i Nordjylland, på Sjælland og Øerne.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Rød Glente.

Hvornår ses den? De danske ynglefugle ankommer til ynglepladsen først i marts. Dårligt vejr kan dog forsinke ankomsten ligesom yngre fugle ankommer senere. De danske fugle forlader landet i september og overvintrer i Sydvesteuropa. Adulte fugle kan især i milde vintre forblive i landet og der er en tendens til, at flere fugle ses om vinteren, fx i forbindelse med kollektiv overnatning.

På både forårs- og efterårstræk ses svenske fugle på hovedtrækstederne, primært på Sjælland og Øerne.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Ole Roland Therkildsen d. 06-04-2005. Beskrivelsen er senest redigeret af Thomas Eske Holm d. 29-10-2018.
Se historik
.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator